FRA EN VERDEN UDEN TRAPPER og andre fragmenter. Noter fra stue 312.

De bedste dage i mit liv

Jeg havde været alene så længe, at det fyldte mig med en stor glæde, da de hentede mig, og gav mig et rum at være i.

Det, jeg i mange år havde været opslugt af at løse: at skrive en eneste sammenhængende historie, efterlod jeg. Jeg tror ikke, at lægerne forstod min glæde, og at de troede, den var udtryk for en form for vanvid. De blev ved med at stille mig de samme spørgsmål. Jeg kunne ikke forklare dem om den ødelæggelse, det havde været at forsøge at skrive om livet, så andre med det samme kunne forstå det. (Hver dag at forsøge at fortælle om et menneske, jeg havde set, ganske kort, i et glimt.)

De gav mig en medicin, der fik mig til at vende mig væk fra dagen og hen mod noget endnu lysere; (en blændende vågen drøm om den fri vilje?) De tog ni små runde klumper ud, som voksede. De skrabede de indvendige sider, og jeg bløder stadig.

–

De giver mig igen en medicin mod min vilje, i armen, en varm væske. Jeg siger, at jeg ikke er klar. Tænk på noget godt, siger de. Som et vandfald, tænk på et vandfald. Jeg prøver at tænke på et vandfald, men et vandfald er slet ikke nok. Det er ikke engang halvdelen af længden hen til det, mit blik faktisk kan nå.

Læn dig tilbage, siger de. Hvil dig.

Det dovne rum skiftevis udspiles og klasker samme, som en lunge. Og jeg er inde i det.

Hvordan blev jeg fanget inden i rummet og alligevel uden på lungen? Jeg ved det ikke. Men jeg har besluttet mig.

Jeg vil ikke længere forsøge at samle det, jeg tænker på i ét punkt (én forklaring).

Hver gang jeg forsøger at beskrive en sammenhængende begivenhed, en tanke, et syn, begynder to modsatte bevægelser at trække mig i hver sin retning.

I den ene bevægelse samler begivenheden sig mere og mere til en lille, kompakt kugle, en knytnæve, der ikke kan vristes op. I den anden udfoldes en hektisk fortælling på en meget lang line. Begivenheden bliver til små scener eller billeder, der som tætsiddende perler på en snor springer igennem et handlingsforløb, så hurtigt, at jeg kun kan opfatte ganske små øjeblikke.

Der er ingen midtervej, (ingen sammenhængene fortælling). Og hvis jeg skal grave en midtervej, vil de to veje på hver side af mig, som trods alt holder mig i live, tørre ud. Jeg ville blive revet midt over og rummet gå helt itu.

Så jeg deler mig, og hver del har en stemme.

Den konstante forgrening er mit livs udmattelse. Men også det store glimt i mine dage.

Hver gang den rammer det, der findes udenfor mig, (en anden person, jeg vil fortælle det til), spredes den som bølger, der ikke kan opfanges af noget sprog, jeg har lært.

Og sådan må det være.

Jeg holder øje med lyset fra vinduet, der blænder plejernes ansigter. Jeg ser dem gå ind bag klædet til den anden patient. Jeg lukker øjnene og lytter.

Hallo, siger jeg igen, så højt jeg kan, da de er gået.

Er du der?


–

Jeg kan høre en vejrtrækning, der smelter sammen med min, så trækker den sig bort og ind i sig selv. Jeg ved, at der må ligge en anden patient herinde. Et gardin opdeler rummet, vi ligger i, men lydene trænger igennem. Jeg siger goddag ud i rummet på fransk, tysk, engelsk, men ingen svarer. Jeg fløjter en kendt melodi, så højt jeg kan. Jeg lytter med opspilede øjne.

Jeg ligger på venstre side, væk fra det grønne gardin, og kan blive vendt om, hvis jeg ønsker det. Fordi jeg ikke kan tale, giver de mig en tyk væske i et glas med sugerør.

–

Lægen ser på mig og skriver noget ned.

Fortæl lidt om dig selv. Bare det vigtigste, siger han og giver mig en notesblok. Jeg kan se, det er svært at tale.

Nej. Det er alt for let, hvisker jeg (et par ord vælter ud engang imellem). 

Han bliver stående ved sengen og venter. Bare fortæl det vigtigste om dit liv, gentager han. (da vi fandt dig..) Hans ansigt er udvisket, fordi han står i mørket bag lampen. Så hænger vi det op på tavlen. Hvad synes du, vi skal vide? (måske om de mennesker, du holder af?) Så kan vi tale lidt sammen. (ellers er det svært at hjælpe dig). Notesblokken og en kuglepen hviler på dynen. Ved siden af, bag et forhæng, ligger den anden patient. Jeg kan høre hende klapre tænder og hoste.

Jeg tegner et billede af et hoved, der kastes rundt på nogle høje bølger, skumsprøjt og sol, og vi smiler (igen) til hinanden. 

–

Der bliver mørkt i rummet nu. Klart og svalt mørke.

To plejere løber forbi, og sengen ved siden af giver efter, da de hjælper en svajende krop op og sidde for at få luft. Jeg kan ane skyggen af en kvinde bag det tynde forhæng, fordi lampen bliver tændt. Jeg kan se en mager sillhuet med skyer af tjavset hår. Der lyder en kort latter. Hun rokker frem og tilbage, mens plejerne skubber en lille skål ind under hendes hoved, så store klumper af spyt og snot kan dryppe derned. Hvert dryp efterfølges af et suk og et hemmelighedsfuldt grin. Gå væk, gå hjem, råber hun, men tier så pludselig stille. Måske lytter hun til efterklangen af sin egen stemme og snotklatternes overtoner (en sær, tæt harmoni), når de rammer metalskålen. Hun ånder hurtigt. Jeg tror et øjeblik, hun er meget tæt på, næsten ved mit øre. Jeg prøver at kalde ud i rummet, da plejerne er gået, men hun svarer mig ikke.

Jeg plejede at være bange for lydene, fordi jeg var alene med dem og fordi de så let som ingenting skabte nye rum i rummet, der allesammen var mine. Nu er lydene fjerne og hører til et andet menneske. Jeg kan roligt lukke øjnene og lade dem blive til et billede, som kortvarigt udgør væggen i et rum. Det er det, de gør. På ét sekund. De skaber hver deres scene eller et fragment af den samlede figur, som nu mødes. Tre punkter bliver så let som ingenting markeret, det kan være den mindste lyd, et enkelt host, et slag i dynen, et suk. Et landskab, jeg et kort øjeblik kan træde ind i. De indgår i en stor, bevægelig geometri, et skrøbeligt rum uden faste vægge. (det er en lettelse).

Sover du? hvisker jeg.

Billederne glider ind over hinanden, eller rejser sig som vægge, før de forsvinder. Jeg ser en gammel kvindes øjne. Jeg ser en tyrefægters klæde, det som holdes op foran tyren. Hovedgærdet ved sygesengen genkender jeg. Nu er hele rummet dækket af billederne. En helt perfekt historie?

Lyset bliver slukket.

–

Jeg så en kvinde, kort i et glimt, som barn. Hun boede i huset overfor det hus, jeg voksede op i. Jeg kom til at holde mere af hende end af noget andet menneske i mit liv, selvom jeg aldrig mødte hende og aldrig så hendes ansigt. (Det er vigtigt). Jeg så hende blive båret ud af sit hus den dag, hun døde.

Jeg så hendes mand, som passede hende hver dag. Jeg så ham gå ind og ud af deres hus, bære vand ind og feje terrassen. Jeg kom også til at holde meget af ham.

Jeg ville gerne fortælle om kvinden og hendes mand. (hver dag prøvede jeg at skrive om dem. Det har jeg brugt et helt liv på. Hver gang jeg vågner, starter det forfra). Men der er ingen historie at gøre det med. Kun et glimt, der udvider sig.

Hendes mand sad alene foran huset, den morgen. Hun var død og de gik afsted med hende og han blev siddende længe. Jeg kunne jeg ikke se på ham, hvad han nu ønskede, der skulle ske.

I dag tænker jeg, at han ville have svaret på en venlig, eftertænksom måde, hvis jeg havde spurgt. Tanken om det begyndte at udfolde sig længe efter, at han pludseligt og uden forklaring forsvandt. 

–

Jeg vågner kort efter, fordi noget igen har vækket mig: en høj lyd, der denne gang kom inde fra mig selv og alligevel forskrækkede mig. Jeg må have råbt.

Jupiter, Jupiter, råber stemmen bag tæppet. Hun skælder ud og skubber ting på gulvet. Her er nogen, råber hun. Her er nogen.

Jeg prøver at kalde, men hun svarer mig ikke.

Det grønne gardin mellem os er næsten sort nu. Hun taler i søvne (i sengen ved siden af).

Om natten er råbene helt anderledes. De er rolige og langsomme og efterfølges af sætninger, jeg med det samme forstår.

Græsarealerne bag mine øjenlåg er mudrede og hævede, siger hun. Hun taler i helt perfekte sætninger: Jeg er stadig ikke i en genkendelig tidszone. Mine dage er knuste og fulde af sprækker, mine nætter er lange og udviskede, som et enkelt, utydeligt åndedrag.

Så ler hun. Lidt efter snorker hun.

Jeg skriver på min notesblok: Hendes dage er knuste og fulde af sprækker, hendes nætter er lange og udviskede, som et enkelt, utydeligt åndedrag. Hun fortæller mens hun sover.

Jeg ser på det, jeg har skrevet. Jeg lytter. Er du vågnet? Stilhed.

Jeg ler en kort, forsigtig latter.

Jupiter, Jupiter, hvisker jeg og lytter igen. Jeg skubber et par ting på gulvet. Stilhed.

–

Hvis nogen spurgte, hvordan jeg boede, tænkte jeg først på lydene. På de lyde, jeg havde indrettet mig med og dem, jeg aldrig mødte igen. (Geometriske forestillinger.) I et glimt en sammenhængende fortælling skabt af isolerede punkter? Først derefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne se. På rummene. På mine møbler. På mig selv i møblerne. Jeg sagde: jeg bor sammen med skridt, hurtige skridt, og hver anden dag de langsomme. Og jeg bor med en dunken og hjul, der kører henover et trægulv. Jeg bor med nøgler, der låser døre op. I hver lyd er et helt liv, jeg kunne have levet.

Men hurtigt begyndte jeg at forstå, at folk spurgte til det, man kunne se. Rummets form, farve og størrelse.

(Jeg prøvede at fokusere på rummet først. Jeg ville så gerne samle det, en gang for alle. )

En morgen vågnede jeg, gik hen til døren og opdagede, at der var 25 meter derhen. Jeg åbnede vinduerne og så, at de stod i en 45 graders vinkel. Jeg skrev det ned.

Jeg så, at alt levede sit helt eget, præcise liv og ville gøre det med eller uden mig. 

Jeg var lige flyttet. Møblerne stod stadig hulter til bulter. Jeg havde endelig mit helt eget rum. At det en dag vil blive nogle andres rum, virkede umuligt. (Som noget, der måtte forhindres). Det var ikke stort, men det var mit eget. Det kan tage et helt liv at udvide det fra 25 meter til 26 meter, tænkte jeg. Men hvorfor ikke prøve? Jeg var engang i et endnu mindre rum. jeg kunne røre ved væggene. Når jeg sang, bevægede de sig ganske lidt, det huskede jeg. (Jeg ville beskrive rummet, én gang for alle).

Jeg gik straks i gang. Jeg gangede væggen med gulvet og trak vinduet fra væggen og plussede det hele med døren, og alt begyndte at flytte sig. Ikke meget, men nok til, at jeg kunne strække armene ud uden at mærke noget. Det var en næsten ubehagelig fryd. Rummet gjorde, som jeg sagde. Jeg trak loftet fra gulvet for at se, hvad der skete, jeg gangede væggene med hinanden. Jeg var ung. 

Så slap jeg kontrollen helt og dividerede alle hjørnerne med hinanden. 

Måske var det dér, det begyndte. 

Der blev et tal til overs. En ubetydelig procentdel, men nok. Jeg målte igen. Jeg fik feber og forrevne hænder. Jeg hang ud af vinduet, jeg tvang døren den forkerte vej. 

26,3. 

Fra nu af altid det samme tal.

Jeg gangede det med sig selv, jeg forsøgte at gøre alt det samme som før, bare med modsatte fortegn, men det forblev 26,3. Jeg fortrød. Jeg satte dørene i igen. Jeg satte alle væggene i anden potens, jeg udskiftede y med x. Intet hjalp. jeg fjernede vinduerne. Jeg startede forfra. 

26,3. 

20 plus 6 plus 0,3. 

Jeg sov næsten ikke. 0,3 er ingenting, drømte jeg, men vågnede og vidste, at det var nok. Jeg græd og blev rasende. Det runde, rolige nul, det hånlige komma, de besidderiske, enorme 3 mm. 

Jeg satte tre vinduer i, nul døre. Dem fjernede jeg. Jeg syntes, det bankede på, men jeg åbnede ikke.  Jeg syntes, der blev råbt og slået på døren. Jeg så det hele blive til millimeter mellem mine medtagne hænder, brøkdele af en millimeter, for så igen at svulme op til det utilgiveligt, skæve tal: 

26,3. 

–

Jeg vil gerne skrive om kvinden og hendes mand. Jeg vil gerne samle rummet, jeg så dem i. Bygge det igen.

–

Jeg kunne ikke forklare dem, jeg talte med, at ét syn er mere end nok til et helt liv. At jeg brugte 10 år på et par sætninger. Hver morgen startede jeg forfra. Jeg ønskede heller ikke, at de skulle vide det.

–

Jeg ledte i bøgerne. Men de fleste bøger talte så let og fuld af udvikling. Smertestillende bøger med lange fortællinger. Skrevet uden forvirring i hver sætning, uden at måtte vælge blandt tusinde rum i hver sætning. De talte som dagdrømmen om en drøm. Ikke som drømmen selv, forvirrende og usammenhængende, skiftevis krampagtig og ligeglad, som den er. Søvnløs. De må være vågne om natten, tænkte jeg om dem, der havde skrevet dem, fuld af forundring. Slet ikke sove, aldrig sove, for at undgå at opdage, hvordan drømmen vrider sig, når den er alene med sig selv. Hvordan lydene kæmper med synet, som tvillinger, der må vinde over den anden for at overleve. Drømmens usammenhængende spring, dens klodsede forsøg på at indhente sig selv. Drømmen, der ikke ved, at den drømmer.

Dine sætninger er knudrede og kompakte, sagde de, når de læste, hvad jeg havde skrevet. Dine sætninger fører ikke fremad, men ind i sig selv, eller: du kan ikke bare springe fra nutid til datid i samme sætning. Du må vælge mellem han, hun, du, jeg, vi og den. Jeg gav dem ret, det var ikke forkert.

Men det er forkert, at det ikke også skulle være en del af skriften: At komme til at ødelægge det, man vil sige, fordi man siger det, eller alt for let komme til at springe til en anden tid og til et andet menneske. At snuble og svare i samme sætning, som man spørger.

–

Jeg så en kvinde, kort i et glimt, som barn. Jeg kom til at holde meget af hende, selvom jeg aldrig mødte hende. Jeg så hende, da hun blev båret ud af det hus, hun døde i.

Jeg så hendes mand, som passede hende indtil hun døde. Jeg så ham gå ind og ud af deres hus, bære vand ind og feje terrassen. 

Prøv ikke så hårdt, prøv lidt mindre hver dag, ville han måske sige. 

–

Det skete sådan her:

Natten flød ind i dagen, men bag et slår.

Det var morgen. 

Noget hvidt gled henover jorden og stoppede ikke op, men fortsatte den lette bevægelse ind i hendes kød. 

Øjnene stod stille. 

–

Jeg tror, at han, kvindens mand, på sin egen forsigtige måde, ville svare sådan her, kærligt: Lad dét, at du ikke forstod, hvad du så, hjælpe dig. Prøv ikke på at finde mig.

Dine øjne stråler virkelig som kameraets lys. De skubber alt andet væk. ..

–

OM DEN ANDEN PATIENT

Hvad er drømme andet end tillid til det, du ser, og som du ikke så lige før? Du føler ikke tilliden til det vågne blik. Men i søvne går du fuld af nysgerrighed ind i et rum. Og du går hen til det, du kan se:

Du sidder ved den anden patients seng. Hun drømmer, at du har et hul i hovedet. At øret skjuler det. Du beroliger hende, du læner dig frem og holder hendes hånd. Hun laver en høj lyd( suger luften til sig fremfor at skubbe den væk). Så undskylder hun og hvisker ind mod væggen. 

Du behøver ikke hele tiden at bære på dét, der har befundet sig i en bane omkring dig, det sagde lægerne til mig! Men de forstod ikke, at den største sorg er sorgen over ikke at skulle bære det.

Alt det fortæller hun dig.

–

ET HJUL DREJER LUFTEN

De slæbende skridt er tunge, og alligevel lyder de som noget let og fjedrende. Som et hurtigt afsæt før et spring. Nogen går forbi ude på gangen, uden at komme ind. 

Det er morgen.

Bag sengegærdet og dynens bjerg-ryg synes alle lydene at undvige blikket. 

For lidt siden drømte jeg, at vi løb over engen, hvor hvidt skum kravlede op ad vores ben og sad fast. Vi er på vej hjem, og træerne glider forbi. I går var jeg en anden, men for et år siden var jeg nøjagtig den samme. Uret på væggen ved det grønne gardin er lige derhenne med sin tykke, hvide ramme. Den samler alt det udflydende op, men jeg kan ikke se, hvad klokken er. En plejer kommer lydløst ind på stuen, retter på min dyne og går hen til vinduet. Hun træder glidende rundt i mørket, fordi hun tror, jeg sover. (Over træerne er der ingen træer, over kvinden er der ingen kvinde. Indsæt to toner, måske).

Når jeg som barn fik fortalt godnathistorier, kunne min mor finde på til slut at sige: Tyren er død, manden er død. Historien fortsætter lidt endnu, men nu skal du lægge dig ned og sove. Når jeg spurgte, hvorfor den fortsatte uden os, blev der sagt, at tyren og manden hver især endnu var bundet til levende væsner, men nu skulle jeg lægge mig ned og sove, for trådene går alligevel hurtigt i opløsning, ingen ønsker at trækkes med en snøre, som fæstnes i en død. Alle vil hellere fange noget levende, selv i drømme. Deromkring slukkede hun lyset og gik langs reolen, forbi vinduet og via stuen tilbage ind til skrivebordet, og sådan fortsatte ruten det meste af natten: stol, bord, vindue, stol, reol, vindue, og stol. Og på den måde fortalte hun videre.

Nu er jeg fyldt af et mærkeligt håb. 

Jeg vil gerne være den cirkel, der inderst bærer det hjul, der drejer luften.

Plejeren sætter sig et øjeblik ved min seng og spørger, om hun skal hjælpe mig med noget. Jeg ryster på hovedet. Vi smiler til hinanden. Et strejf af tyngde midt i en voksende fornemmelse af lethed. Lettelse. Ikke over noget bestemt. Ved ikke over hvad.

Vi smiler til hinanden. Hendes øjne er mørke. (Alting bliver hvisket). Billedet er flydt ud nu. 

Fortæl lidt om dig selv. Fortæl det vigtigste, hvisker hun.

Jeg ligger på venstre side, væk fra det grønne gardin, og kan blive vendt om, hvis jeg ønsker det. 

Solen er ved at forsvinde. Her er et menneske, tænker jeg. Vend mig bare. De vender mig ikke. 

Hvem er hun? skriver jeg med ujævne bogstaver på det øverste papir på notesblokken og viser det til plejerne. Jeg peger på forhænget mellem sengene. Jeg smiler. Og de smiler. Plejerne trækker på skuldrene.

–

Du kan ikke komme hjem endnu, Sagde lægen i dag.

Jeg nikkede. Jeg vil jo gerne blive her.

–

Igen: Jeg så en kvinde, kort, i et glimt, som barn.

Jeg kom til at holde meget af hende, selvom jeg aldrig mødte hende.

Hun boede i den samme by som mig, i huset over for det, jeg voksede op i. Hun døde inde i huset, mens jeg sad på terrassen overfor. Jeg var altid alene hjemme, så jeg sad på terassen.

En morgen så jeg, at hun blev båret ud af to ligbærere. Hun lå pakket ind i to hvide lagener. Jeg så, at det hvide klæde, hun var blevet svøbt i, og som før havde hængt foran vinduet, nu virkede meget tungt. Det havde suget så meget lys til sig, at jeg et øjeblik var sikker på, det ville bryde i brand. Jeg troede lyset ville gøre det lettere, ikke tungere.

Det var ikke nogen usædvanlig død. Ingen stor familie mødte op for at sørge, selvom jeg vidste, kvinden og manden havde boet hele livet i byen.

Jeg havde set hendes mand, som passede hende, indtil hun døde, og jeg kom også til at holde meget af ham. Jeg så ham gå ind og ud af deres hus, bære vand ind og feje terrassen. Han følte sig frem med hænderne og fødderne.

Hendes mand, som jeg gav navnet I, blev siddende på terrassen, da de gik afsted med hende. Han blev siddende længe foran huset og stirrede lige frem for sig. Jeg kunne ikke fornemme hvad han så på. Lyttede han efter noget? Jeg husker, at en gruppe børn i løbet af dagen havde forsøgt at få en robåd i land ved vandhullet, der var ved at tørre ud midt på pladsen, som vores huse vendte ud mod. De kastede sten i vandet, som blev liggende i overfladen. Pludselig stod de stille, fordi de havde spottet en fisk. 

Den gamle mands øjne søgte i små ryk op mod himlen, mens han lyttede. Måske ledte han efter et tegn, der kunne lukke børnenes stemmer ind, så han kunne holde lydene fast og omdanne dem til ord og sætninger. Når det lykkedes, sad han helt stille med hovedet på skrå: Hvad siger børnene til hinanden? Hvor er de?

Børnene vadede ud i det næsten udtørrede vandhul og prøvede at dykke ned under overfladen på skift, eller de samlede vandet i deres trøjer og lo højt, mens det sivede ud. Da mørket kom, forsvandt de uden et ord op ad stien, med tøjet klæbende til kroppen. 

Luften var fed og tung af fugt, og vi blev siddende og ventede.

Jeg så ham vaske sit ansigt og sine fødder. Han gjorde alting langsomt, og det gik op for mig, at han næsten ikke kunne se. Hans hænder afsøgte overfladerne før han bevægede sig henover dem. Han trak store kedler frem fra bagsiden af huset, fyldte dem med vand fra en stor dunk og vaskede ansigtet og fødderne ved at føle sig frem med hænderne. Han vaskede sig på en særlig sikker og graciøs måde, som havde han altid været næsten blind og aldrig manglet hverken lys eller mørke. 

Først næste morgen rejste han sig meget langsomt og gik forsigtigt, på tværs af pladsen. Flere gange gik han helt i stå. Det blæste så meget, at hans frakke bredte sig ud og baskede rundt i vinden. Jeg sad bag vinduet og tegnede fugle, der fløj under frakkens ene vinge.

Jeg blev ved med at holde af ham.

En dag forsvandt han. 

Kvinden og hendes mand, jeg vil altid gerne fortælle om dem, men ingen forstår, hvad jeg siger. Der er ingen sammenhængende historier. Kun glimt af to tilfældige, for mig helt ukendte, mennesker. Glimt, som folder sig ud i det uendelige. Det hele på mindre end et halvt sekund.

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan han gik afsted hver morgen til købmanden, de dage hun stadig levede, hvordan han løftede den sorte hat, der hang på en krog på husmuren og satte den på hovedet. Hvordan han løftede armene op over hatten og greb fat i udenddørslampens pære, så den slukkede, og hvordan han hængte den sorte hat tilbage på sømmet, når han gik ind ad døren igen. Hvordan hans fødder gled afsøgende henover jorden. 

Men når jeg prøver at fortælle om kvinden og hendes mand, flyder det uoprettelige  og det, der aldrig sker, sammen og antager samme tågede form. Ingen forstår, hvad jeg siger. Der er ingen fremadskridende historie, kun brudstykker, der flettes sammen. Der er ikke nogen stor begivenhed, ikke noget fotografi. Der er et rum, hvor kvinden lå, skjult af huset. Jeg ser det for mig mange gange hver dag, så ofte, at jeg til sidst kan gå ind i rummet og se mig omkring:

Som et ur med en ødelagt urviser blev den plettede hinde med pupillen i hendes øjne ved med at gå i stå ved en lille, mørk plet på kalkvæggen foran sengen, hun ligger i. Den kan ikke komme forbi det sted. (Der er en udspændt line mellem pupillen og pletten). De er på den måde begyndt at gro ind i hinanden, pupil og plet.

Hendes mand sidder udenfor på terrassen og ved det endnu ikke.

Natten flyder ind i dagen, men bag et slør.

Noget hvidt glider hen over jorden og stopper ikke op men fortsætter den lette bevægelse ind i hendes kød.

Øjnene står stille. 

Sådan ser jeg det. De mindste detaljer omslutter mig. Det hele på mindre end et halvt sekund.

Han sidder stadig på terrassen. Øjnene virker flydende i hans spinkle, foldede ansigt, og de flyder ud over det. Det er blevet sværere at skimte hans foroverbøjede skikkelse. Han lytter efter børnenes ord, hans mund mimrer usikkert og halvt åbent. Måske tænker han, at de kunne have hjulpet ham, børnene der legede på pladsen, at de kunne have oversat kvindens lyde? De lyde, han troede var smerte, genkender han måske fra børnenes lege. I al den tid, han har siddet ved hendes seng, kan hun have sunget elle talt et helt perfekt, hemmeligt sprog.

Han trækker trøjen af og vasker sig på armene og ryggen og vrider trøjen over karrene. Vandet fra trøjen er grønligt, næsten blåt i tusmørket. Byens børn er løbet hjem nu. Uden en lyd forsvandt de pludselig bag træerne langs pladsen.

Jeg ser ham rejse sig og samle de tunge kedler sammen på verandaen og placere dem, så døren ikke vil kunne åbnes igen. I små ryk trækker han døren i efter sig. Jeg ser hånden, der trækker kedlerne tættere på, så de skraber hen over terrassen og så: døren, der lukker.

–

Der går nogen rundt ude på gangen og skubber noget tungt. 

På stuen, hvor jeg ligger, bliver der hostet kraftigt flere gange. Lange tørre host og derefter lyden af en dyne, der bliver trukket sammen om noget tungt og massivt.

Jeg kan se et hjørne af den anden seng, som står næsten skjult bag et forhæng. Der er langt hen til vinduet. For enden af vores senge hænger en lille tavle, halvdelen af tavlen er af en slags glat, hvidt metal med små magneter på, den anden halvdel er en opslagstavle med tegnestifter. 

Det andet menneske er så tæt på, men bag et klæde.

Sover du, hvisker jeg. Der er endnu ikke noget tegn på, at hun kan høre mig. 

–

Vækkede jeg dig eller vækkede du mig?

Jeg vil gerne fortælle dig om kvinden, der lå i huset overfor det, jeg voksede op i og om hendes mand, I. 

Kvindens øjne, de sidder fast i noget, en krog, et hjørne, kun de kan se.

Jeg sidder på terrassen tæt ved og mærker det hele ske. Det, der tager et helt liv. 

En tilfældig kvindes dødskamp. Jo mere jeg skriver om den, jo længere tid tager det hende at dø. Hun kendte mig ikke. Alligevel blev hun helt naturligt mit ansvar. 

Jeg vil fortælle om paradokset, hun opdagede mig med: Det krumme rum, linsen på øjet, bjerget af lys. Bjerget bag et klæde, der gennemlyses. 

Om hvordan, jeg lærte matematik, som et sidste forsøg på at tale med hende. 

Jeg lærte, at den mindste mængde energi, der bæres af et lysglimt lig med hv, svarer til et mekanisk moment på hv/c. Ved tilbagekastningen af glimtene vil en del af dette moment overføres til partiklen og ændre dennes moment med: hv divideret med c. Men ingen ved endnu, hvad v er. 

–

Når jeg prøver at fortælle om kvinden og I, de to, jeg ikke kendte og aldrig rigtig nåede at se, flyder to modsatte bevægelser: det uoprettelige og det, der aldrig sker, som sagt sammen og antager samme tågede form, og derfra begynder adskillelsen igen. Der er ingen fremadskridende historie, kun brudstykker, der skiftevis flettes sammen og trækker i her sin retning. Tråde, der udvides og sammentrækkes. Der er ikke nogen stor begivenhed, ikke nogen historie. Ikke noget fotografi. Men det er også det, der får det til at løsrive sig, der er kun forbindelser mellem stemninger, der udvides og sammentrækkes. De forskydes i et fastlåst mønster, en simpel forklaring, en formel, måske, tænkte jeg. Men en formel er ikke nok.

Formlen lever i fred fra alt det, der findes i (udgør) rummet. Men derfor støder den også noget vigtigt fra sig.

Ude på gangen vender råbene tilbage. Jeg går ingen steder … jeg går igen steder… Så et bump og en dør, der smækker.

Jeg vender tilbage til huset overfor det, jeg voksede op i og til kvinden og I inde i huset og deres sidste, stille dag. Jeg var en del af den dag, selvom jeg sad udenfor rummet, udenfor huset.

Huset, jeg voksede op i, var alt for stort, så jeg sad helst på terrassen. 

Nu ser jeg I sidde på en stol ved hendes seng i et lille blå-malet værelse og lytte efter bevægelserne, imens han læner sig frem og mærker på hendes hænder, som med jævne mellemrum søger op mod loftet. Hvad betyder det? hvisker han. Det har han gjort mange gange, men nu svarer hun: vand. Og hans ansigtstræk bliver flydende af lettelse. Jeg forestiller mig, at han rejser sig og forsøger at åbne døren ud til terrassen. Han skubber til døren, så den står lidt åben. Men kun så lidt, at regnen ikke når ind. Det gør ingen forskel. De kan høre den. Og dufte den. Han henter vand.

Det er første gang, hun har talt til ham, efter at han er vendt hjem.

Jeg trækker mig op at sidde ved hjælp af sengegærdet og skriver: Jeg ser for mig, hvordan han prøvede at tale til kvinden, men at det mest blev til en indadvendt hvisken.

Måske har han fundet en masse noter, som kvinden har skrevet i alle de år, han har været væk, og har båret dem ind til sengen. Nogle af dem har datoer efterfulgt af lange sætninger. Andre er udaterede samlinger af korte sætninger, brudstykker i en næsten ulæselig, forhastet skrift. Teksterne ligger ikke i nogen forståelig rækkefølge. Han læser dem langsomt, besværet af det dårlige syn. Han læser dem som de lå, da han fandt dem. På det øverste står der:

Solen er ved at gå ned, og bjergene samler deres sprukne trappetrin ind under sig.

Og derefter, med en lidt hurtigere, hældende skrift, som en note i margenen: 

Når lyset forsvinder, forsvinder skyggerne også.  Det gør mig ikke noget. Når stilheden ikke længere holdes i skak af lyset, bliver sørgmodigheden også overflødig.

Geometrien glemmer, at noget er sendt i kredsløb. 

Der sidder to mennesker i rummet, som ligner hinanden. Den ene sidder på første række, den anden et sted i midten. (Udmattelsen strejfer omkring uden at kunne komme ind). 

Og igen et notat i margenen:  

Hvis der er en usynlig bevidsthed over os eller under os, så kan den ikke skjule sig for evigt. Jeg ved, hvordan bevidstheden så let kan tro, at den kan røre ved en anden bevidsthed. At den igen og igen kan glemme sin begrænsning. Ganske forsigtigt strejfer den noget, der ligner den selv, og som den alligevel ikke kan forenes med. Et ben, der ligner dens eget, men ikke sender signaler til samme hjerne. (Stor forvirring).

Kroppen er ikke blød.

Jeg tror, det gør ham ude af sig selv, at finde de papirer. Men langsomt, efter at have læse dem flere gange, tænker han: Hun har skrevet dem til mig, fordi hun vidste, jeg ville komme tilbage.

–

Det er mørkt, med et svagt gråligt lys under døren. Gangen udenfor må være fuldt oplyst nu. Jeg vender mig i sengen og trækker mig op ved hjælp af sengegærdet.

Jeg kan høre dig græde.  Når jeg hvisker, er der ingen der svarer.

–

Jeg har ligget meget længe i denne her seng. Det gør ondt at være tømt, og det gør ondt at være fyldt. Alt det, som mange andre uden besvær dagligt lader passere, må jeg først vise al min opmærksomhed, før det vil komme ud. (efter den meningsløse operation).

Hænderne drejer mig rundt, indtil stuens yderste linjer farves hvide i kanterne, selvom det snart er mørkt i rummet. Lagnet spændes og det hvide sluger farverne og spytter dem ud i blink. Blændende hvid dyne, hvidt lagen, hvidt håndklæde, hvide handsker.

Stilheden ligger som et sejl over os nu, der er varmt her under det.

Jeg ligger med kinden mod min arm, afventende, på samme måde, jeg som barn stod for foden af trappen med kinden mod min arm, der hvilede på gelænderet mens mor stod øverst, ventende, og så ned på mig.

Om lidt vil vi være klar igen, jeg i sengen, (du i din seng) plejerne i fast gang mellem reolen, stolen og sengegærdet.

Men ikke endnu.

Papirerne ligger under min pude, jeg kan mærke dem i nakken. Jeg skriver til dig, hvis navn, jeg ikke kender, og jeg skriver om to mennesker, jeg aldrig har mødt.

Den oprindelige ulykkes billeder er næsten usynlige nu, i en hvid tåge. Nænsomt afledende. Det er svært at se det fulde billede.

Plejerne ruller hver dag med et par timers mellemrum kroppen fra side til side for at frigøre lagnet og placere en skål, så det, jeg kan efterlade, kan samle sig i den. Jeg får lyst til at grine. Hullerne i ørkenen. De kigger op i mig.

Vinduerne åbnes på klem. En stemme tilstår længere nede ad gangen. En efterfølgende gurglende lyd dæmpes af noget blødt og dunet. Det er sent, det er tid at beslutte, hvad jeg vil tage med ind i natten. Skålen bliver fjernet. Der bliver stille. Kan du prøve at beskrive smerterne, siger de. Kan du forstå, hvorfor du kom her? Vil du have noget beroligende?

Der er helt stille fra sengen ved siden af.(din seng).

Som barn stod jeg engang ved fodenden af en seng lige efter at have stået ved foden af en trappe og kigget op, mens mor stod øverst og kiggede ned på mine gule, skælvende ben, der allerede var fulde af snavs, det forbandede støv. Mor siger: Du skal komme og sige farvel til ham nu.

–

Findes stilheden i de færdige løsninger(fortællinger), der kan falde til jorden som sten (som et suk)?

–

Febervildelser. Jeg er gået ind i huset til kvinden, jeg så som barn, og jeg kan ikke komme ud igen.

Der er et billede, som ikke findes.

Jeg ligger med papirene under min pude.

Jeg så kvinden kort, i et glimt. Jeg så hende aldrig i live, og alligevel kom jeg til at holde meget af hende. Det er vigtigt.

Jeg skriver: Hvad er drømme andet end tillid til det, du ser, og som du ikke så lige før? Jeg føler ikke tilliden til det vågne blik. Men i søvne går jeg fuld af nysgerrighed ind i rummet. Og jeg går hen til det, jeg kan se:

I sidder ved hendes seng. Hun drømmer, at han har et hul i hovedet. Øret skjuler det.

Dagens billeder fortsætter ind i natten. Et utæt, gråt lys siver ind.

Den første nat drømte jeg, at vi løb over engen, hvor hvidt skum kravlede op ad vores ben og sad fast. Når jeg lukker øjnene, er vi på vej hjem på besøg, træerne er stive, og vi glider forbi dem. 

Over træerne er der ingen træer, over solen er der ingen sol, over kvinden er der ingen kvinde.

I sidder på en stol ved hendes seng. Han har siddet der mange gange før. Kvinden hvisker ind mod væggen.

Jeg drømmer stadig om min mand, siger hun.

Jeg ville gerne fortælle hende, at han sidder lige ved siden af, at han sikkert har siddet der hver nat.

–

Kvinden bag forhænget er blevet kørt væk. De pakkede hendes ting ned i en stor plastikpose. Da de kørte afsted med hende i sengen, så jeg en hånd, der hvilede ubevægeligt og stift på sengegavlen.

(Jeg er ikke alene, siger jeg til mig selv. Jeg kan vende tilbage til kvinden i huset overfor det, jeg voksede op i.)

–

Jeg er alene på stuen.

(nu er jeg igen) Jeg er alene med kvinden i huset overfor det, jeg voksede op i. Hun ligger for døden.

Hun har feber.

Hun vågner. 

Jeg vågner.

Jeg sværger, at noget synger, at en fugl er i mig. Den vil hvile sin nu næsten mekaniske krop. Jeg er ikke længere et barn.

Der hænger et maleri over den seng, jeg ligger i, landskabet hviler på et barns skygge. Barnet løber midt ude i det åbne landskab. 

Et sted under overfladen, et par lag før det færdige, findes det, som jeg måske kunne se, hvis jeg ikke behøvede at tale. Sproget, lagene af maling. 

Jeg sidder ved hendes seng. Hun falder tilbage i sengen og lukker øjnene, da hun ser mig, og da hun åbner dem igen, siger hun med en beslutsom stemme, at hun gerne vil tale/fortælle om sine børn.

På jagt efter mine børns navne råbte jeg højt to gange. Jeg vidste, at livet én gang kunne have givet mig to børn, siger hun. Jeg fik aldrig nogen børn. Og alligevel mistede jeg dem! (Hendes øjne skinner).

Hun ligger med hænderne knuget på brystet.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg kaldte dem. Jeg så dem. De gik ned af stien mod byen, jeg tror, de var glade, jeg kunne høre dem tale sammen, og jeg gik væk fra dem, før jeg kunne nå at se deres ansigter.

Jeg, S, og E. Det kalder jeg dem nu. De holder mig blandt de døde. 

Hendes blik lyser af forundring.

Du fik to børn, ville jeg gerne kunne have sagt til hende. Tvillingerne.

Jeg ville gerne have sagt til hende, at de lever, at de har det godt. At jeg ved det, fordi jeg har set dem. 

Hun falder i søvn, men hun vågner med det samme igen.

(Langsomt blev noterne, kvinden skrev, til ganske korte sætninger,  til sidst bare et glimt af et ord. en slags digte måske. (det er blevet sværere at vide, om det kommer fra mig eller fra hende). Nej, det er hverken sange eller historier, digte, taler eller opråb, det er måske ikke engang en sammenhængende sætning.)

Det er det samme billede, jeg ser, igen og igen. Det er indkapslet af noget gennemsigtigt, som en ramme af glas, der kan bryde lyset og sende det tilbage i mod mig. Jeg ved ikke, om det nogensinde kan gennembrydes.

Sæbeboblen er et kalejdoskop, der kan sprænges. Kan det, der indkapsler billedet briste?

Hvad kommer til syne bag dets flade, når det brister? Kan billedet briste midt i en bevægelse? 

Hvilken ømhed, hvilken unødvendig nåde.

–

APPELSINEN

Den nat hører jeg et råb om hjælp ude fra gangen, kort før jeg falder i søvn.

På natbordet ligger en appelsin, en plejer har givet mig. Jeg bøjer mig og ser ned på den. Jeg vil pludselig, én gang for alle, beskrive den.

Nogle dør foran andre. Nogle dør i usynlighed. (Og hvem dør mest, og hvem dør bedst?) 

Jeg ser ned på appelsinen. Jeg vil beskrive den, én gang for alle. 

Alligevel stråler den bare lige igennem mig, ind i rummet. 

–

HULRUMMET

To plejere hjalp mig på toilettet i morges. Den ene vogtede “indgangen”, den anden tog sig af “bagporten”. Ingen sagde noget. Vil det gå hurtigt? Vil det være op til mig? Tænkte jeg. Lydene fra gaden bag de grønne gardiner virkede til at udfylde tavsheden, mens de forsigtigt rullede kroppen fra side til side og tilsidst frigjorde skålen. Det der kom ud, var ikke engang vand. Jeg blev flov. De klappede mig på kinden, selvom jeg lod som om, jeg var i fint humør og flere gange smilede til dem. Vi prøver bare igen senere, sagde de. Så lagde de en notesblok på dynen.

Jeg ved hvad de tænker. Jeg ser deres koncentrerede ansigtsudtryk. De bøjer sig over sengen, de rykker i lagnet fra hver deres side, de ser bekymrede på hinanden. Jeg ville gerne kunne sige noget, for at lette stemningen. Jeg ville gerne undskylde eller få dem til at le ved for eksempel at sige: Mit sprog har ingen sammenhængende historier at give jer. Kun disse mærkelige, abnorme – men usynlige – og helt umulige rester, der ikke så let kommer ud. Det beklager jeg.

Og de ville forhåbentlig stå med den blanke skål i hænderne og le.

–

SAMTALE MED LÆGEN

Jeg ved, hvad ting er, og hvad de ikke er, siger jeg til lægen. Der er en grænse, jeg respekterer. 2×5/32=0,3125 for eksempel. Alting kan flyttes rundt, men summen er konstant. Jeg sad udenfor huset, for længe siden, da det gik op for mig. Det var morgen. Hvad er det, jeg kan se derude over bakkerne, tænkte jeg. Jeg kan næsten nå det med mit blik, hvis jeg lukker øjnene.

Hver ting indeholder det synlige og det usynlige. En sol, du kan se, og en sol du leder efter. Jeg tegner det for lægen på et papir. Forstår du den sol, der lyser på væggen og bleger den, dag for dag, bare ved at stirre på den plet, den, har efterladt? Det tror jeg ikke. Man kan forlængst gennemtrænge ting, og behøver ikke skære dem over. Men ved du nødvendigvis mere om, hvad de betyder, når du endelig også finder dem, der hvor de ikke længere er? 

–

Dine råb blev til lyden af væske der drypper ned i en skål. Du slog hårdt i dynen.

Ødelæggelsen skåner ikke ansigtet. Den bryder grænserne ned og tillader alle kropsdele at strømme ind i hinanden, og for første gang kan armen udtrykke lige så meget som ansigtet. En arm kan udtrykke en andens åbne mund.

Jeg er alene på stuen nu. Jeg lukkede øjnene og gik ind i rummet til kvinden i huset, overfor det, jeg voksede op i. Og nu kan jeg ikke komme ud igen.

–

ET SPEJL DER ÅBNER SIG

For lidt siden så jeg et undrende, stirrende blik i spejlingen fra det blanke navneskilt, der sad fastgjort på den ene plejers kittel. 

Blikket måtte være mit eget, for jeg så det skubbe mig væk, samtidig med at det åbnede sig, ligesom dørene i et hus.

(men jeg er i et andet rum).

Som barn stod jeg engang ved fodenden af en seng, efter at have stået tøvende ved foden af en trappe og kigget op, mens mor stod øverst og kiggede ned på mine grå, skælvende ben, der allerede var fulde af snavs, det forbandede støv. Mor sagde: Du skal komme og sige farvel til ham nu. Jeg gik op ad trappen til hende, jeg mærkede noget usynligt, der smeltede og blev synligt, det løb ned over mit ansigt og blev liggende på trappen. Hun sagde: Hvor har du været? Han taler. Han siger dit navn.

Hun førte mig hen til sengen. Jeg forstod ikke lydene, der kom imod mig dybt nede fra sengen, fremmede og kolde, som kom de udefra. Først to tal: noget skal måles og gå op. Så brudte sætninger, kraner, flyvemaskiner, take the train. Så igen grove, uforståelige lyde. Den krop, der ligger i sengen havde ligget længe i rummet, de blege træk var slørede. Det mistede sprog flød ud i ansigtet, og der var snart kun en ren, grov matematik tilbage. 

Vi stod i en flok rundt om sengen.

Vi elskede at gå til koncerter og se hånden løftet og stå stille i luften, sekunderne inden musikken begyndte, vi havde lært, hvordan man venter på den usynlige tone. Men vi anede ikke, at denne mand i sengen sang alle de skjulte farver i det hvide lys, som om sengetøjet under ham hang så smukt med flammende farver i den stille luft fra vinduet, som når han hængte det udenfor i vinden for at vise mig, hvordan det flagrede vildt. 

Jeg holdt den store, kolde hånd. Lyset svandt udenfor. Den hvideste kalk ned langs mine knogler. Han lå i sengen, men jeg kunne ikke se hans ansigt, selvom det fyldte det hele. 

Først to tal: noget skal måles og gå op. Så brudte sætninger. Så igen grove, uforståelige lyde. Det skal give nul, siger han. Han siger det til mig.

Selvom vi talte, kunne vi ikke være andet end en familie på vej ud i mørket og dets hav af stemmer, vi tænkte på alt det, vi kunne komme til at se og høre. Det var den tanke, der skræmte os mest af alt, så vi blev ved, vi talte og sang, til det blev morgen.

Når mønstrene fordobler sig og alt et kort sekund kan skifte plads, er der tydeligvis øjeblikke, hvor vi på én gang er i et rum udelukkende med fremmede og alligevel omgivet af vores familie.

Jeg har svært ved at tale, siger personen i sengen. Jeg er svær at tale med. Den, der ligger i sengen ved, at det drejer sig om en enkelt dag. En nat, en dag, en nat til måske.

–

Kvinden i huset kalder og jeg går længere ind i rummet til hende, selvom jeg er træt og gerne vil ud. Jeg ved ikke længere, hvad der kommer fra hende og hvad der kommer fra mig. Vi voksede op i den samme by. Jeg var altid alene. Hun var altid alene. Jeg sætter mig ved hendes seng.

Hun taler længe. Hun kan hele bøger udenad. Når hun husker en sætning, forsøger hun at sætte sig op, for at sige den højt.

‘He had dreamed that he had seen Mrs. Osaki coming out of an opening in the ground with her family, and then he saw Hideo at his machine, a big one with a revolting belt, and he himself was standing there beside Hideo, and for some reason this was terrifying’. 

Jeg læste, siger hun pludselig, at bomben, de kastede, blev bygget i en ørken.

Højt oppe, blå himmel, røde bjerge i en ørken. En fabrik, en hemmelighed blev bygget, på plateauet øverst på bjergene, støvet beskyttede den. Der havde boet et stille folk. De plantede frø. 

Hun taler højt. Hun har meget at fortælle, men det er brudstykker, kun noget ganske småt kommer ud med hvert åndedrag.

Højt oppe, blå himmel, røde bjerge. 

Der er sådan en følelsesløshed her, selv i maden. Sød følelsesløshed, modig følelsesløshed, kølig følelsesløshed, varm følelsesløshed. (Hun hiver efter vejret). Et kort øjeblik omkranser den modige verden sig selv. Den modige verden spiser fra midten. Det er ikke længere svært at tale.

Husker du slet ikke, siger hun. Vi boede i den ørken. 

Jeg ved ikke, hvem hun taler til nu, jeg kan ikke holde fast i hendes tale. Du boede i en lille by, i en ørken ved et bjerg, vil jeg sige til hende. Der var en stor mine ved bjerget og en lille by på toppen, men der plantede de frø. Ikke andet.

Hun ser på mig: Din far arbejdede også i minen, ikke? Du var altid alene hjemme. Jeg så dig jo.

Jeg bøjer mig frem.

Jeg voksede også op i den ørken, siger hun. Højt oppe, blå himmel, røde bjerge, flade på toppen.

Du må tænke på din familie først, på deres smerte. Så må du vende dig bort og tænke på enhver familie, enhver smerte. Men du gør det modsatte. Hun lyder vred.

Et lyst øjeblik uden skygger. Hvad minder det om andet end udslettelsen? Et øjeblik, hvor alt fik en helt forkert plads. Vi boede lige nedenfor siger hun, vi boede ved floden, der blev delt i to.

Kvinden taler igen i lange sætninger. Hun taler om en bombe, der blev bygget i nærheden af vores by, hun taler om støvet og floden og børnene. Der er kun den ene bombe, siger hun, den vi beskyttede uden at vide det. Hun peger mod vinduet, der vender ud mod bjergene. Og hun taler om sine børn, der rejste. Hun har skrevet det ned og læst det, hun har skrevet, højt for sig selv, og nu ligger det ved hendes seng og kan læses.

Hun taler langsomt, men det er umuligt at bryde ind.

Blindheden i ideen om den store teori, hvisker hun. Isako-chan, hvor er du? Pigerne, der kastede sig i floden, og de, der blev slugt af luften. At vælge at dø vs. slet ikke at vælge, hverken døden eller livet. Otto Hahn følte sig ansvarlig. Han ville dræbe sig selv. Vidste du det? 

Jeg ville leve. 

Jeg glemte at lukke øjnene. Jeg så en skulder og det hvide lys, der spiste den. Var det, der skete, og det jeg så, blevet et dét? Et sammensmeltet punkt?

Kvinden ser lige på mig.

Utålmodigheden brænder i huden. Vi når det ikke, hvisker hun.

Jo, svarer jeg, jeg har hørt alt, du har sagt. 

Det ukendte ansigt, manden eller kvinden, der arbejdede i uvidenhed, telefonkvinden eller arbejderne ved samlebåndet på fabrikken, hvor bomben blev bygget. Er de genkendt nu?

Jeg er så træt, siger hun.

Nu ligger hun sig ind mod væggen.

Jeg skriver det ned, det hun siger. Jeg får sværere og sværere ved at følge med. 

Hun tager min hånd.

Passagerne, telefondamerne på fabrikken i Los Alamos, telefonoperatørerne, tavleoperatørerne, hvisker hun. Et øjeblik ser hun bange ud. De moderne passager var overdækkede gader mellem mennesker, nu er det jeg siger en slags gade, jeg kan gå ned ad. 

Når telefonoperatørerne forbandt passagerne, bemærkede man det ikke. Når man gik rundt i passagerne, bemærkede man det heller ikke. 

Men et øjeblik, et glimt, kan gøre, at man kan se, at man har talt i et blændværk. Nogen har sagt, hvad man skulle sige. Ikke set et blændværk, men talt et blændværk, gentager hun. Den ydre gade, som nogen har bygget, er blevet til den indre stemme.

Jeg kan ikke se, om hun ønsker jeg skal svare. Hun afbryder sig selv.

Jeg ryster, siger hun. Hendes hånd knuger dynen. Den dirrende form giver adgang til at forstå en bestemt tids stemme. Arkitekturen gemmer sig altid. Hvad kunne være det smukke ved omstillingsbordet, hvad kunne være det smukke ved massespektrometeret og calutron-kontrolpanelerne i Y-12? Det sagde vi til os selv. Det evindelige opkald, en stor labyrintisk passage af stemmer og tal? Hvad kunne vi tage med os fra sådan en arbejdsdag? 

Arbejdede jeg sådan et sted? spørger hun.

–

(hvis det kunne have været i den ørken, så var det i den ørken, siger hun).

ANSIGT TIL ANSIGT

Jeg husker en gammel kvinde i Hiroshima, hvis ansigt, jeg ikke kunne se, eller måske ikke ville se. Jeg ser hendes hænder for mig, de udtrykte noget, ansigtet ikke kunne. 

Jeg var kommet for at besøge hendes søn.

Hun sad i køkkenet. Hun stirrede ud i luften, selvom jeg var der. Hun sagde, at hun også i går sad lige her i køkkenet, på samme sted, og ventede med den strøgne skjorte over knæene, hænderne på kraven, den stiveste slags, klar til at løfte den og placere den over hovedet for at hvile den på hendes søns krop, da jakkesættet, der passede til, ankom. 

Togene kører sjældnere nu, forklarede hun. Men det jakkesæt, han ønskede sig, var ankommet: en grå flannel, der ikke er revet eller syet om over flere timer. Ingen skyld. Ikke slidt to gange. 

Hun pakkede den ud og klatrede op ad trappen og holdt sættet ud fra sin krop som en bakke med en tallerken fuld af vand. To mænd kom med jakkesættet i en kasse. Han var allerede død den morgen, da jakkesættet ankom, og hun betalte for det. Hun stod med bare fødder på dørtærsklen. 

Hun fortæller, at hun selv skal dø af den samme  bombe som ham, derfor glemmer hun, at døden er … (at døden også allerede er…). Hendes søn er stadig i luften, for hun fik ikke sagt ham at … Han er stadig i luften. 

Det perfekte jakkesæt. Vi betragter det.

Jeg bemærker, at der bag huset lyder høje, ensformige råb. Indbyggerne leder efter et forsvundet barn i rismarkerne, forklarer hun. Jeg kan ikke sove om natten. 

Med lommelygter foran ansigterne udstøder de korte, vanvittige råb, hver gang lyset rammer markens kanter, og de igen må begynde forfra på en ny række.

Jeg bliver stående midt på gulvet.

Måske går de bare for at komme væk fra bjerget, tænker jeg. Måske er ingen børn løbet rigtigt væk, de voksne behøver bare at se efter i labyrinthaverne. På lang afstand, i de smalle gange, ved de, at det er os, længe før de kan se os?

Hun er sunket sammen ved køkkenbordet, øjnene er skjulte bag det lange, stride hår. Hænderne hviler i skødet og griber om hinanden.

Jakkesættet hænger i køkkenet nu. Hun vil give det til nogen fra fortiden, men jeg kender ikke til hans liv, jeg kan ikke hjælpe. 

(Han overlevede krigen, det er den slags ting, jeg ved.)

Jeg troede, at jeg kun mistede noget, skrev hun mange år senere til mig i et brev.

Men jeg fik også noget. Det satte sig fast og udvidede alle afstande. Det blev ved med at vokse.Mit sprog forsvandt.

Hvor blev det af? Det sidder måske i ansigtet nu, alt det, jeg har set, men ikke kan bevise.

Der findes et våben, der kan slå ihjel flere gange. 

Er du rask? Så overlever du.

Så du mit ansigt? Vil du beskrive det for mig?

–

APPELSINEN

På bordet ved min seng ligger en appelsin. Og selvfølgelig bøjer jeg mig frem og ser ned på den. Jeg vil gerne forsøge at beskrive den, én gang for alle.

På natbordet ligger den store, runde appelsin. Jeg ser ned på den. Jeg har overgivet mig til tanken om at starte ved den.

Men den stråler bare forbi mig, videre ind i rummet. 

–

DEN ANDENS BILLEDE

Jeg råber

fordi 

hånden i blomsten er usynlig, 

den sidder fast, hånden blomstrer 

på kroppen. 

Jeg råber 

fordi

jeg er ustyrlig, men ubevægelig og 

forvirret 

kalder jeg dem 

alle sammen for egernet eller 

fluerne.

Og 

jeg råber 

fordi 

den bombe, der faldt 

kastede skygger, som 

fordobledes og findes 

endnu.

Jeg råber fordi 

Jeg helt af mig selv har opgivet 

det indvendige. (Og for 

at advare om en stor, grænseløs 

kærlighed.)

Pigerne fra byen løb ned mod 

vandet.

Jeg råbte, fordi jeg ikke kunne 

stoppe dem. 

Var det efter eller før, det skete? 

Hvis nogen spurgte mig, sagde 

jeg, at jeg ikke kunne huske det. 

Hvis nogen spurgte: Hvorfor løb de? 

svarede jeg: Fordi det på det tidspunkt 

allerede var sket. 

Om natten er 

råbene 

anderledes, de markerer 

at det er lykkedes 

at passere 

det ustabile, de er rolige 

og efterfølges af sætninger, 

jeg med det samme forstår.

Vinden jog igennem arsenalet, 

det blæste og ruskede i vinduerne, først 

varmt og derefter koldt. 

 Når vi taler sammen, vil vi gøre 

nogle ting så enorme, men jeg 

venter på, at noget meget småt 

bryder ud,

der er stadier 

i verdens sind, som du kan 

strømme ind og ud af, og så 

er der stadier, der 

pludselig kollapser og 

knækker af, som et 

stykke is. 

Hvad betyder det at være til stede 

i andres tanker?

Måske findes der et billede, 

vi kan tage og give hinanden, og som tagesmed disse ord: 

Nej, gå tilbage gå tilbage 

stil dig der, vent, ok du kan begynde 

med at sige: 

Ok du kan begynde. Du kan tage billedet nu.

–

Vi kan modtage besøgende nu, hvis vi ønsker det. Sidst stormede en ældre kvinde ind på stuen og omfavnede mig. Det tog flere minutter, før det gik op for hende, at jeg ikke var hende datter. Hun lugtede af sved og sød tobak og kyssede mig på kinderne.

–

I går fik jeg lov til at komme udenfor for at se min søster. De grå skydedøre slog ind i væggen til hver side, da man kørte mig udenfor. (Men der er vi ikke nået til endnu). 

Kommer du hjem nu? spurgte hun, da hun så mig. Hun omfavnede mig ikke.

Hun forsøgte at sammenfatte situationen for mig. Har jeg forstået det korrekt, spurgte hun, Du er et menneske, der gerne ville fortælle om en opdagelse, en indsigt, et smertefuldt gennembrud, som det har taget dig flere år at gennemleve. Men nu kan du ikke huske, hvad du vil sige? Er det denne simple fejl, der sker hver dag? Og som forhindrer dig i at komme hjem? Hun lo, da hun sagde det, men det var næsten ikke en latter. Øjnene var sammenknebne. Jeg tog hendes hånd.Men hun slog ud med armene, Tror du overhovedet, det er muligt at fortælle det hele, fra start til slut, men med detaljer, historier, karakterer?

Der var noget kærligt i stemmen.

Så rejste hun hjem. 

Hun gav mig et fotografi. 

På billedet sidder hun øverst på en enorm, udskåret sten, og vinker med den ene hånd. Med den anden hånd holder hun fast om et reb. Hun er bundet fast til jorden med rebet, som er viklet om hendes krop.

På bagsiden stod der: Jeg tror, du kan se på fotografiet, hvor syg jeg selv er. Derfor har jeg ikke besøgt dig. Jeg giver alt mit håb til den største sten, jeg kan finde, netop fordi den ikke kan flyttes. Du, derimod, du går så hurtigt frem, at du bliver ubegribeligt langsom. Og alligevel kan jeg ikke følge med. Du springer fra start til slut i ét hop.

–

en plejer sætter sig ved min seng og tager min hånd.
Fortæl lidt om dig selv. Fortæl det vigtigste, hvisker hun.

I nat blev en smule af lyset hos mig. Det angreb, og jeg strålede. Ingen så det.

Men jeg strålede.

Jeg skriver: Jeg så en kvinde, kort i et glimt, (som barn).