EN VERDEN UDEN TRAPPER og andre fragmenter. Noter fra stue 312.

–

–

– 

–

Græsarealerne bag mine øjenlåg er mudrede og hævede. Jeg er stadig ikke i en genkendelig tidszone, siger hun. Mine dage er knuste og fulde af sprækker, mine nætter er lange og udviskede, som et enkelt, utydeligt åndedrag.

Så ler hun.

Jeg skriver på min notesblok: De mennesker, jeg holder allermest af, kender jeg ikke navnene på. Tæt på og set fører ikke til nærhed. Den anden patient, skjult bag et klæde: virkelig.

Jeg ser på det, jeg har skrevet.

Jeg ler selv en kort, forsigtig latter.

Jupiter, Jupiter, hvisker jeg og lytter. Jeg skubber et par ting på gulvet. 

–

Lydene trængte sig på og forstyrrede synet. Jeg mistede overblikket. De kom til mig fra morgenstunden mens jeg stadig lå i sengen derhjemme. Først lang tid efter var der vægge, gulv, rummet. Borde og stole. Lydene var i luften, men også i væggene og bordene og stolene. Fordi jeg boede alene, var lydene mine alene at holde styr på. Der var så mange at jeg hurtigt brugte tal fremfor ord for at ordne dem. Lydene fik mig til at flytte rundt på stolene og bordet i en geometrisk formation, jeg ikke kunne få til at gå op. Lydene fik mig til klæde mig i tykke natkjoler og vat. Vat i ørene for at sove. Jeg købte vat og mad. Lydene trængte også ind i maden, men jeg opdagede, at de sløvedes dér, de hvilede på en måde, når jeg spiste, som om de også selv måtte spise. Så jeg spiste konstant. Og jeg læste. Bøgerne holdt lydene ude. Tallene ordnede dem, bøgerne holdt dem ude. Selv en næsten hvid side med kun to sætninger på, var fyldt til kanterne og gjorde mig næsten døv. Ingen lyd kunne klemmes ind. Derfor læste jeg. Jeg læste mens jeg spiste. Var jeg bange for lydene? Jeg vidste det ikke. Jeg ledte efter dem, som for at bygge noget af dem, som kunne blive stående.  Jeg holdt styr på dem, genkendte dem. Sorterede dem. Forbandt dem som sagt i en geometrisk formation, jeg ikke kunne få til at gå op. Jeg registrerede med det samme, hvis der var en, der manglede. Jeg måtte hele tiden holde dem nede, for det var synet der kom først.

Hvis nogen spurgte, hvordan jeg boede, tænkte jeg først på lydene. På de lyde, jeg havde indrettet mig med og dem, jeg aldrig mødte igen. Geometriske forestillinger. I et glimt en sammenhængende fortælling skabt af isolerede punkter. Først derefter tænkte jeg på, hvad jeg kunne se. På rummene. På mine møbler. På mig selv i møblerne. Jeg sagde: jeg bor sammen med skridt, hurtige skridt, og hver anden dag de langsomme. Og jeg bor med en dunken og hjul, der kører henover et trægulv. Jeg bor med nøgler, der låser døre op. I hver lyd er et helt liv, jeg kunne have levet. Men hurtigt begyndte jeg at forstå, at folk spurgte til det, man kunne se. På rummets form, farve og størrelse.

Omkring mig fik mine venner børn og udgav bøger, som talte så let og fuld af udvikling, virkelig gode og smertestillende bøger, uden forvirring i hver sætning. Som dagdrømmen om en drøm. Men ikke som drømmen selv, forvirrende og usammenhængende, skiftevis krampagtig og ligeglad, som den er. Søvnløs. De må være vågne om natten, tænkte jeg, fuld af beundring. Slet ikke sove, aldrig sove, for at undgå at opdage, hvordan drømmen vrider sig, når den er alene med sig selv.  Dens usammenhængende spring, dens klodsede forsøg på at indhente sig selv. Drømmen, der ikke ved, at den drømmer. Er den virkelig så ulæselig? Dine sætninger er knudrede og kompakte, sagde de, når de læste, hvad jeg havde skrevet. Dine sætninger fører ikke fremad, men ind i sig selv eller: du kan ikke bare springe fra nutid til datid i samme sætning. Jeg gav dem ret, det var ikke forkert.

Men det er forkert, at det ikke også skulle være en del af livet; at komme til at ødelægge det, man vil sige, fordi man siger det. Så lidt som igenting at komme til at springe til en anden tid, end den man var begyndt på. At svare i samme sætning, som man spørger. Jeg kunne ikke forklare dem, at jeg brugte 10 år på et par sætninger. Jeg ønskede heller ikke, at de skulle vide det.

–

Jeg så en kvinde, kort i et glimt, som barn. Jeg kom til at holde meget af hende, selvom jeg aldrig mødte hende. Jeg så hende kun blive båret ud af sit hus, den dag hun døde.

Jeg så hendes mand, som passede hende indtil hun døde. Jeg så ham gå ind og ud af deres hus, bære vand ind og feje terrassen. 

Prøv ikke så hårdt, prøv lidt mindre hver dag, ville han måske sige. 

–

Det skete sådan her:

Natten flød ind i dagen, men bag et slår.

Det var morgen. 

Noget hvidt gled henover jorden og stoppede ikke op, men fortsatte den lette bevægelse ind i hendes kød. 

Øjnene stod stille. 

–

Jeg tror at han, kvindens mand, på sin egen forsigtige måde, ville svare sådan her, kærligt: Lad dét, at du ikke forstod, hvad du så, hjælpe dig. Prøv ikke på at finde mig. Dine øjne, skubber alt andet væk, som kameraets lys. ..

DEN ANDEN PATIENT

Hvad er drømme andet end tillid til det, du ser, og som du ikke så lige før? Du føler ikke tilliden til det vågne blik. Men i søvne går du fuld af nysgerrighed ind i et rum. Og du går hen til det, du kan se:

Du sidder ved den anden patients seng. Hun drømmer, at du har et hul i hovedet. At øret skjuler det. Du beroliger hende, du læner dig frem og holder hendes hånd. Hun laver en høj lyd(det suger noget til sig fremfor at skubbe det væk). Så undskylder hun og hvisker ind mod væggen. 

Du behøver ikke hele tiden at bære på dét, der har befundet sig i en bane omkring dig, det sagde lægerne til mig! Men de forstod ikke, at den største sorg er sorgen over ikke at skulle bære det.

Alt det fortæller hun dig.

–

ET HJUL DREJER LUFTEN

De slæbende skridt er tunge, og alligevel lyder de som noget let og fjedrende. Som et hurtigt afsæt før et spring. Nogen går forbi ude på gangen, uden at komme ind. 

Det er morgen.

Bag sengegærdet og dynens bjerg-ryg synes alle lydene at undvige blikket. 

For lidt siden drømte jeg, at vi løb over engen, hvor hvidt skum kravlede op ad vores ben og sad fast. Vi er på vej hjem, og træerne glider forbi. I går var jeg en anden, men for et år siden var jeg nøjagtig den samme. Uret på væggen ved det grønne gardin er lige derhenne med sin tykke, hvide ramme. Den samler alt det udflydende op, men jeg kan ikke se, hvad klokken er. En plejer kommer lydløst ind på stuen, retter på min dyne og går hen til vinduet. Hun træder glidende rundt i mørket, fordi hun tror, jeg sover. (Over træerne er der ingen træer, over kvinden er der ingen kvinde. Indsæt to toner, måske).

Når jeg som barn fik fortalt godnathistorier, kunne min mor finde på til slut at sige: Tyren er død, manden er død. Historien fortsætter lidt endnu, men nu skal du lægge dig ned og sove. Når jeg spurgte, hvorfor den fortsatte uden os, blev der sagt, at tyren og manden hver især endnu var bundet til levende væsner, men nu skulle jeg lægge mig ned og sove, for trådene går alligevel hurtigt i opløsning, ingen ønsker at trækkes med en snøre, som fæstnes i en død. Alle vil hellere fange noget levende, selv i drømme. Deromkring slukkede hun lyset og gik langs reolen, forbi vinduet og via stuen tilbage ind til skrivebordet, og sådan fortsatte ruten det meste af natten: stol, bord, vindue, stol, reol, vindue, og stol. 

Nu er jeg fyldt af et mærkeligt håb. 

Jeg vil gerne være den cirkel, der inderst bærer det hjul, der drejer luften.

Plejeren sætter sig et øjeblik ved min seng og spørger, om hun skal hjælpe mig med noget. Jeg ryster på hovedet. Vi smiler til hinanden. Et strejf af tyngde midt i en voksende fornemmelse af lethed. Lettelse. Ikke over noget bestemt. Ved ikke over hvad.

Vi smiler til hinanden. Hendes øjne er mørke. (Alting bliver hvisket). Billedet er flydt ud nu. 

Fortæl lidt om dig selv. Fortæl det vigtigste, hvisker hun.

Jeg ligger på venstre side, væk fra det grønne gardin, og kan blive vendt om, hvis jeg ønsker det. 

Solen er ved at forsvinde. Her er et menneske, tænker jeg. Vend mig bare. De vender mig ikke. 

–

Hvem er hun? skriver jeg med ujævne bogstaver på det øverste papir på notesblokken og viser det til plejerne. Jeg peger på forhænget mellem sengene. Jeg smiler. Og de smiler. De trækker på skuldrene.

–

Lægen besøger mig. Du ved nok godt, du ikke kan komme hjem endnu? Siger han.

Jeg nikker. Jeg vil jo gerne blive her.

–

Jeg så en kvinde, kort, i et glimt, som barn.

Jeg kom til at holde meget af hende, selvom jeg aldrig mødte hende.

Hun boede i den samme by som mig, i huset over for det, jeg voksede op i. Hun døde i det hus.

Jeg så hendes mand, som passede hende, indtil hun døde, og jeg kom også til at holde meget af ham. Jeg så ham gå ind og ud af deres hus, bære vand ind og feje terrassen. Han følte sig frem med hænderne og fødderne, og det gik op for mig, at han var næsten blind.

En morgen så jeg kvinden blive båret ud af to ligbærere. Hun lå pakket ind i to hvide lagener. Jeg så, at det hvide klæde, hun var blevet svøbt i, og som før havde hængt i vinduet, nu virkede meget tungt. Det havde suget lyset til sig, så jeg et øjeblik var sikker på, det ville bryde i brand. 

Det var ikke nogen usædvanlig død. Ingen stor familie mødte op for at sørge, selvom jeg vidste, kvinden og manden havde to voksne børn og havde boet hele livet i byen.

Hendes mand, som jeg gav navnet I, blev siddende på terrassen, da de gik afsted med hende. Han blev siddende længe foran huset og stirrede lige frem for sig. Jeg kunne ikke fornemme hvad han så på. Så han mig? Det var som om han kun lyttede. Jeg husker, at en gruppe børn i løbet af dagen havde forsøgt at få en robåd i land ved vandhullet, der var ved at tørre ud midt på pladsen, som vores huse vendte ud mod. De kastede sten i vandet, som blev liggende i overfladen. Pludselig stod de stille, fordi de havde spottet en fisk. 

Den gamle mands øjne søgte i små ryk op mod himlen, mens han lyttede. Måske ledte han efter et tegn, der kunne lukke børnenes stemmer ind, så han kunne holde lydene fast og omdanne dem til ord og sætninger. Når det lykkedes, sad han helt stille med hovedet på skrå: Hvad siger børnene til hinanden? Hvor er de?

Børnene vadede ud i det næsten udtørrede vandhul og prøvede at dykke ned under overfladen på skift, eller de samlede vandet i deres trøjer og lo højt, mens det sivede ud. Da mørket kom, forsvandt de uden et ord op ad stien, med tøjet klæbende til kroppen. 

Luften var fed og tung af fugt, og vi blev siddende og ventede.

Jeg så ham vaske sit ansigt og sine fødder. Han gjorde alting langsomt, og det gik op for mig, at han næsten ikke kunne se. Hans hænder afsøgte alle overflader før han bevægede sig. Han trak store kedler frem fra bagsiden af huset, fyldte dem med vand fra en stor dunk og vaskede ansigtet og fødderne ved at føle sig frem med hænderne. Han vaskede sig på en særlig sikker og graciøs måde, som havde han altid været næsten blind og aldrig manglet hverken lys eller mørke. 

Han blev siddende.

Først næste morgen rejste han sig meget langsomt og gik forsigtigt, på tværs af pladsen. Flere gange gik han helt i stå. Det blæste så meget, at hans frakke bredte sig ud og baskede rundt i vinden. Jeg sad bag vinduet og tegnede fugle, der fløj under frakkens ene vinge.

Jeg blev ved med at holde af ham.

En dag forsvandt han. 

Kvinden og hendes mand, jeg vil altid gerne fortælle om dem, men ingen forstår, hvad jeg siger. Der er ingen sammenhængende historier. Kun glimt af to tilfældige, for mig helt ukendte, mennesker. Glimt, som folder sig ud i det uendelige. Det hele på mindre end et halvt sekund.

Jeg vil gerne fortælle om, hvordan han gik afsted hver morgen til købmanden, de dage hun stadig levede, hvordan han løftede den sorte hat, der hang på en krog på husmuren og satte den på hovedet. Hvordan han løftede armene op over hatten og greb fat i udenddørslampens pære, så den slukkede, og hvordan han hængte den sorte hat tilbage på sømmet, når han gik ind ad døren igen. Hvordan hans fødder gled afsøgende henover jorden. 

Men når jeg prøver at fortælle om kvinden og hendes mand, flyder det uoprettelige  og det, der aldrig sker, sammen og antager samme tågede form. Ingen forstår, hvad jeg siger. Der er ingen fremadskridende historie, kun brudstykker, der flettes sammen. Der er ikke nogen stor begivenhed, ikke noget fotografi. Der er et rum, hvor kvinden lå, skjult af huset. Jeg ser det for mig mange gange hver dag, så ofte, at jeg til sidst kan gå ind i rummet og se mig omkring: Som et ur med en ødelagt urviser blev den plettede hinde med pupillen i hendes øjne ved med at gå i stå ved en lille, mørk plet på kalkvæggen foran sengen, hun ligger i. Den kan ikke komme forbi det sted. (Der er en udspændt line mellem pupillen og pletten). De er begyndt at gro ind i hinanden, pupil og plet.

Hun har åbne øjne.

Hendes mand sidder udenfor på terrassen og ved det endnu ikke.

Natten flyder ind i dagen, men bag et slør.

Noget hvidt glider hen over jorden og stopper ikke op men fortsætter den lette bevægelse ind i hendes kød.

Øjnene står stille. 

Sådan ser jeg det. De mindste detaljer omslutter mig. Det hele på mindre end et halvt sekund.

Han sidder stadig på terrassen. Øjnene virker flydende i hans spinkle, foldede ansigt, og de flyder ud over det. Det er blevet sværere at skimte hans foroverbøjede skikkelse. Han lytter efter børnenes ord, hans mund mimrer usikkert og halvt åbent. Måske tænker han, at de kunne have hjulpet ham, børnene der legede på pladsen, at de kunne have oversat kvindens lyde? De lyde, han troede var smerte, genkender han måske fra børnenes lege. I al den tid, han har siddet ved hendes seng, kan hun have sunget/talt et helt perfekt, hemmeligt sprog. (tænker han måske nu).

Han trækker trøjen af og vasker sig på armene og ryggen og vrider trøjen over karrene. Vandet fra trøjen er grønligt, næsten blåt i tusmørket. Byens børn er løbet hjem nu. Uden en lyd forsvandt de pludselig bag træerne langs pladsen.

Jeg ser ham rejse sig og samle de tunge kedler sammen på verandaen og placere dem, så døren ikke vil kunne åbnes igen. I små ryk trækker han døren i efter sig. Jeg ser hånden, der trækker kedlerne tættere på, så de skraber hen over terrassen og så: døren, der lukker.

–

Der går nogen rundt ude på gangen og skubber noget tungt. 

På stuen, hvor jeg ligger, bliver der hostet kraftigt flere gange. Lange tørre host og derefter lyden af en dyne, der bliver trukket sammen om noget tungt og massivt.

Jeg kan se et hjørne af den anden seng, som står næsten skjult bag et forhæng. Der er langt hen til vinduet. For enden af vores senge hænger en lille tavle, halvdelen af tavlen er af en slags glat, hvidt metal med små magneter på, den anden halvdel er en opslagstavle med tegnestifter. 

Det andet menneske ligger så tæt på, men bag et klæde. Sover du, hvisker jeg. Der kommer ikke noget tegn på, at hun hører mig. 

Vækkede jeg dig?

–

Jeg ville gerne fortælle dig om kvinden, der lå i huset overfor det, jeg voksede op i og om hendes mand, I. 

Kvindens øjne, de sidder fast i noget, en krog, et hjørne, kun de kan se. Ingen vil komme ud af mørket for at hente mig, det forstår jeg. Jeg sidder  på terrrassen tæt ved og mærker det hele ske. Det, der tager et helt liv. 

En tilfældig kvindes dødskamp. Jo mere jeg skriver om den, jo længere tid tager det hende at dø. Hun kendte mig ikke. Alligevel blev hun helt naturligt mit ansvar. 

Paradokset, hun opdagede mig med:
Det krumme rum, linsen på øjet, bjerget af lys. Bjerget bag et klæde, der gennemlyses. 

Om hvordan, jeg lærte matematik, som et sidste forsøg på at tale med mennesker. 

Når jeg prøver at fortælle om kvinden og I, de to, jeg ikke kendte og aldrig rigtig nåede at se, flyder det uoprettelige og det, der aldrig sker, (to modsatte bevægelser) sammen og antager samme tågede form og derfra begynder adskillelsen igen. Der er ingen fremadskridende historie, kun brudstykker, der skiftevis flettes sammen og trækker i her sin retning. Tråde, der udvides og sammentrækkes. Der er ikke nogen stor begivenhed, ikke nogen historie. Ikke noget fotografi. Men det er også det, der får det til at løsrive sig, der er kun forbindelser mellem stemninger, der udvides og sammentrækkes. De forskydes i et fastlåst mønster, en simpel forklaring, en formel, måske. Nej ikke en formel.

Der er et barn i formlen, et åbent bryst, en troskyldig hånd, et enkelt forslag. Det lever i fred fra alt andet, der findes i rummet.

De indlysende ting: en regn af sandsynligheder,  et glimt af et enkelt, skrøbeligt fraktal. Det skjulte: et bord, en stol.

–

Ude på gangen vender råbene tilbage. Jeg går ingen steder … jeg går igen steder… Så et bump og en dør, der smækker. Kvinden i sengen ved siden af mig har længe ikke sagt noget.

Jeg vender tilbage til huset overfor det, jeg voksede op i og til kvinden og I inde i huset. Jeg forestillede mig deres sidste stille dage om og om igen. Jeg var en del af de dage, selvom jeg sad udenfor rummet, udenfor huset. (jeg var altid alene i det hus, min mor var rejst til minen for at besøge min far, og jeg var alene). Huset var alt for stort, så jeg sad på terrassen. 

Nu ser jeg manden sidde på en stol ved hendes seng i et lille blå-malet værelse og lytte efter bevægelserne, imens han læner sig frem og mærker på hendes hænder, som med jævne mellemrum søger op mod loftet. Hvad betyder det? hvisker han. Det har han gjort mange gange, men nu svarer hun: vand. Og hans ansigtstræk bliver flydende af lettelse. Jeg forestiller mig, at han rejser sig og forsøger at åbne døren ud til terrassen. Han skubber til døren, så den står lidt åben. Men kun så lidt, at regnen ikke når ind. Det gør ingen forskel. De kan høre den. Og dufte den. Han henter vand.

Det er første gang, hun har talt til ham, efter at han er vendt hjem.

Jeg trækker mig op at sidde ved hjælp af sengegærdet og skriver: Jeg ser for mig, hvordan han prøvede at tale til kvinden, men at det mest blev til en indadvendt hvisken.

Måske har han fundet en masse noter, som kvinden har skrevet i alle de år, han har været væk, og har båret dem ind til sengen. Nogle af dem har datoer efterfulgt af lange sætninger. Andre er udaterede samlinger af korte sætninger, brudstykker i en næsten ulæselig, forhastet skrift. Teksterne ligger ikke i nogen forståelig rækkefølge. Han læser dem langsomt, besværet af det dårlige syn. Han læser dem som de lå, da han fandt dem. På det øverste står der:

Solen er ved at gå ned, og bjergene samler deres sprukne trappetrin ind under sig.

Og derefter, med en lidt hurtigere, hældende skrift, som en note i margenen: 

Når lyset forsvinder, forsvinder skyggerne også.  Det gør mig ikke noget. Når stilheden ikke længere holdes i skak af lyset, bliver sørgmodigheden også overflødig.

Men geometrien glemmer, at noget er sendt i kredsløb. 

Der sidder to mennesker i rummet, som ligner hinanden. Den ene sidder på første række, den anden et sted i midten. (Udmattelsen strejfer omkring uden at kunne komme ind). 

Og igen et notat i margenen:  

Hvis der er en usynlig bevidsthed over os eller under os, så kan den ikke skjule sig for evigt. Jeg ved, hvordan bevidstheden så let kan tro, at den kan røre ved en anden bevidsthed. At den igen og igen kan glemme sin begrænsning. Ganske forsigtigt strejfer den noget, der ligner den selv, og som den alligevel ikke kan forenes med. Et ben, der ligner dens eget, men ikke sender signaler til samme hjerne. (Stor forvirring).

Kroppen er ikke blød.

Jeg tror, det gør ham ude af sig selv, at finde de papirer. Men langsomt, efter at have læse dem flere gange, tænker han: Hun har skrevet dem til mig, fordi hun vidste, jeg ville komme tilbage.

–

Det er mørkt, med et svagt gråligt lys under døren. Gangen udenfor må være fuldt oplyst nu. Jeg vender mig i sengen og trækker mig op ved hjælp af sengegærdet.

Jeg kan høre dig græde, hoste og le.  Når jeg taler(hvisker), er der ingen der svarer.

Jeg har ligget meget længe i denne her seng. Det gør ondt at være tømt, og det gør ondt at være fyldt. Alt det, som mange andre uden besvær dagligt lader passere, må jeg først vise al min opmærksomhed, før det vil komme ud. (efter den meningsløse operation).

Hænderne drejer mig rundt, indtil stuens yderste linjer farves hvide i kanterne, selvom det snart er mørkt i rummet. Lagnet spændes og det hvide sluger farverne og spytter dem ud i blink. Blændende hvid dyne, hvidt lagen, hvidt håndklæde, hvide handsker.

Stilheden ligger som et sejl over os nu, der er varmt her under det.

Endelig skifter ordene ikke længere bane, ingen lysglimt forlader dem.

Jeg ligger med kinden mod min arm, afventende, på samme måde, jeg som barn stod for foden af trappen med kinden mod min arm, der hvilede på gelænderet mens mor stod øverst, ventende, og så ned på mig.

Om lidt vil vi være klar igen, jeg i sengen, (du i din seng) plejerne i fast gang mellem reolen, stolen og sengegærdet.

Men ikke endnu.

Papirerne ligger under min pude, jeg kan mærke dem i nakken. Jeg skriver til én, hvis navn, jeg ikke kender, og jeg skriver om to mennesker, jeg aldrig har mødt.

Den oprindelige ulykkes billeder er næsten usynlige nu, i en hvid tåge. Nænsomt afledende. Det er svært at se det fulde billede.

Plejerne ruller hver dag med et par timers mellemrum kroppen fra side til side for at frigøre lagnet og placere en skål, så det, jeg kan efterlade, kan samle sig i den. Jeg får lyst til at grine. Hullerne i ørkenen. De kigger op i mig.

Vinduerne åbnes på klem. En stemme tilstår længere nede ad gangen. En efterfølgende gurglende lyd dæmpes af noget blødt og dunet. Det er sent, det er tid at beslutte, hvad jeg vil tage med ind i natten. Skålen bliver fjernet. Der bliver stille. Kan du prøve at beskrive smerterne, siger de. Kan du forstå, hvorfor du kom her? Vil du have noget beroligende?

Som barn stod jeg engang ved fodenden af en seng lige efter at have stået ved foden af en trappe og kigget op, mens mor stod øverst og kiggede ned på mine gule, skælvende ben, der allerede var fulde af snavs, det forbandede støv. Mor siger: Du skal komme og sige farvel til ham nu.

–

Findes stilheden i de færdige løsninger(fortællinger), der kan falde til jorden som sten (som et suk)?

–

Febervildelser. Jeg er gået ind i huset til kvinden, jeg så som barn, og jeg kan ikke komme ud igen.

Der er et billede, som ikke findes.

Jeg ligger med papirene under min pude.

Jeg så kvinden kort, i et glimt. Jeg så hende aldrig i live, og alligevel kom jeg til at holde meget af hende. Det er vigtigt.

Jeg skriver: Hvad er drømme andet end tillid til det, du ser, og som du ikke så lige før? Jeg føler ikke tilliden til det vågne blik. Men i søvne går jeg fuld af nysgerrighed ind i rummet. Og jeg går hen til det, jeg kan se:

I sidder ved hendes seng. Hun drømmer, at han har et hul i hovedet. Øret skjuler det.

Dagens billeder fortsætter ind i natten. Et utæt, gråt lys siver ind.

Den første nat drømte jeg, at vi løb over engen, hvor hvidt skum kravlede op ad vores ben og sad fast. Når jeg lukker øjnene, er vi på vej hjem på besøg, træerne er stive, og vi glider forbi dem. 

Over træerne er der ingen træer, over solen er der ingen sol, over kvinden er der ingen kvinde.

I sidder på en stol ved hendes seng. Han har siddet der mange gange før. Kvinden hvisker ind mod væggen.

Jeg drømmer stadig om min mand, siger hun.

Jeg ville gerne fortælle hende, at han sidder lige ved siden af, at han sikkert har siddet der nat efter nat.

–

Kvinden i sengen er blevet kørt væk. De pakkede hendes ting ned i en stor plasticpose. Da de kørte afsted med hende i sengen, så jeg en hånd, der hvilede ubevægeligt og stift på sengegavlen. døde hun?

Jeg er ikke alene, siger jeg til mig selv. Jeg kan vende tilbage til kvinden i huset overfor det, jeg voksede op i.

–

(Jeg er alene med )kvinden i huset, der ligger for døden.

Hun har feber.

Hun vågner. 

Jeg vågner.

Jeg sværger, at noget synger, at en fugl er i mig. Den vil hvile sin nu næsten mekaniske krop. (Jeg var et barn, da jeg så hende.)

Der hænger et maleri over den seng, jeg ligger i, landskabet hviler på et barns skygge. Barnet løber midt ude i det åbne landskab. 

Et sted under overfladen, et par lag før det færdige, findes det, som jeg måske kunne se, hvis jeg ikke behøvede at tale. Sproget, lagene af maling. 

Jeg sidder ved hendes seng. Hun falder tilbage i sengen og lukker øjnene, og da hun åbner dem igen, siger hun med en beslutsom stemme, at hun gerne vil tale/fortælle om sine børn.

På jagt efter mine børns navne råbte jeg højt to gange. Jeg vidste, at livet én gang kunne have givet mig to børn, siger hun. Jeg fik aldrig nogen børn. Og alligevel mistede jeg dem! (Hendes øjne skinner).

Hun ligger med hænderne knuget på brystet.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg kaldte dem. Jeg så dem. De gik ned af stien mod byen, jeg tror, de var glade, jeg kunne høre dem tale sammen, og jeg gik væk fra dem, før jeg kunne nå at se deres ansigter.

Jeg, S, og E. Det kalder jeg dem nu. De holder mig blandt de døde. 

Hendes blik lyser af forundring.

Du fik to børn, ville jeg gerne kunne have sagt til hende. Tvillingerne.

Jeg ville gerne have sagt til hende, at de lever, at de har det godt. At jeg ved det, fordi jeg har set dem. 

Hun falder i søvn, men hun vågner med det samme igen.

(Langsomt blev noterne, kvinden skrev, til ganske korte sætninger,  til sidst bare et glimt af et ord. en slags digte måske. Nej, det er hverken sange eller historier, digte, taler eller opråb, det er måske ikke engang en sammenhængende sætning.)

Det er det samme billede, jeg ser, igen og igen. Det er indkapslet af noget gennemsigtigt, som en ramme af glas, der kan bryde lyset og sende det tilbage i mod mig. Jeg ved ikke, om det er gennemtrængeligt.

Sæbeboblen er et kalejdoskop, der kan sprænges. Kan det, der indkapsler billedet briste?

Hvad kommer til syne bag dets flade, når det brister? Kan billedet briste midt i en bevægelse? 

Hvilken ømhed, hvilken unødvendig nåde.

–

APPELSINEN

Den nat hører jeg et råb om hjælp, kort før jeg falder i søvn.

På natbordet ligger en appelsin, en plejer har givet mig. Jeg bøjer mig og ser ned på den. Jeg vil pludselig, én gang for alle, beskrive den.

Nogle dør foran andre. Nogle dør i usynlighed. (Og hvem dør mest, og hvem dør bedst?) 

Jeg ser ned på appelsinen. Jeg vil beskrive den, én gang for alle. 

Alligevel stråler den bare lige igennem mig, ind i rummet. 

–

SAMTALE MED LÆGEN

Jeg ved, hvad ting er, og hvad de ikke er, siger jeg til lægen. Der er en grænse, jeg respekterer. 2×5/32=2 for eksempel. Alting kan flyttes rundt, men summen er konstant. Jeg sad udenfor huset, for længe siden, da det gik op for mig. Det var morgen. Hvad er det, jeg kan se derude over bakkerne, tænkte jeg. Jeg kan næsten nå det med mit blik, hvis jeg lukker øjnene.

Hver ting indeholder det synlige og det usynlige. En sol, du kan se, og en sol du leder efter. Jeg tegner det for lægen på et papir. Forstår du den sol, der står der på væggen og bleger den, dag for dag, bare ved at stirre på den plet, den, har efterladt? Det tror jeg ikke. Man kan forlængst gennemtrænge ting, og behøver ikke skære dem over. Men ved du nødvendigvis mere om, hvad de betyder, når du endelig også finder dem, der hvor de ikke længere er? 

–

Dine råb blev til lyden af væske der drypper ned i en skål. Du slog hårdt i dynen.

Ødelæggelsen skåner ikke ansigtet. Den bryder grænserne ned og tillader alle kropsdele at strømme ind i hinanden, og for første gang kan armen udtrykke lige så meget som ansigtet. En arm kan udtrykke en andens åbne mund.

–

Og så døde hun, sagde de. Men hun vågnede.

Om morgenen vågnede hun alene på stuen.

Længe lå hun helt stille i sengen. Det blev lysere omkring hende og i takt med lyset dukkede flere og flere lyde op. Hun kunne ikke nå at fornemme, hvor de kom fra, før de overdøvedes af nye. I dag ville ikke blive ikke anderledes. Hver morgen måtte hun bygge rummet op igen. De havde brug for hende, lydene. Nu sad de allerede hjælpeløst fast i dynen, sengens gærde, tættere og tættere på. Lydene var ikke længere adskilte, som de var om natten. Der var ingen mellemrum. De var forvirrede, de vågnede flere på én gang og fulgtes ad, gled ind i hinanden, svarede alt for ivrigt hinanden. Hun forsøgte at adskille dem. Hun vidste at dette vakuum var fyldt til bristepunktet. Der var fodtrin, fugle, stemmer. Men hvilke lyde kom tættere? Hvilke udgik herfra hvor hun lå? Hvilke fjernede sig? Hvilke strejfede hende bare på vej forbi? Hun lå helt stille, da en dør gik op. Der lød skridt og sengen bevægede sig. Hun lukkede øjnene. Sengens hjul hamrede mod en forhindring (dørkarmen?). Den sled sig videre ud af rummet. En stemme bandede. Et åndedrag tæt ved hendes tinding. Hun lå helt stille. Lydene vil ikke kunne finde mig, tænkte hun, og vidste ikke, om det var godt eller dårligt. hvor er uret, tænkte hun, og tanken forsvandt igen. En vind ramte hendes kind, de var udenfor nu, underlaget, de skubbede sengen over blev ujævnt, sengen sad fast, dens ene hjul raslede, og flere stemmer og åndedrag kom til. De løftede sengen. Langt, blødt hår kildede hende på næsen. De lo og talte sammen hen over hende. De satte sengen ned og hvilede. Lænede ind over sengen, kunne hun mærke deres ånde. Jeg er træt, sagde de, kan vi tage et hvil. Hun har jo ikke travlt. Hun mærkede, de så på hende. Noget varmt bredte sig hen over hendes øjenlåg. Jeg er også træt, tænkte hun. Hemmeligt vågen, hemmeligt træt. Hemmeligt helt rolig. Hun var lige ved at smile. (hun sagde ikke en lyd). hvor langt har vi igen, sagde den ene. En anden sukkede, men svarede ikke. Nikkede måske. Er det din første i dag? spurgte den anden. Ja, det var det. De stod omkring hende, lænet ind over sengen. De tog et hvidt, tykt klæde og lagde over hendes ansigt. De skubbede sengen videre, halvt bar, halvt skubbede den. Den var tung. Men de lo, når den sad fast mellem fliserne ( på vej mod..). Lydene af hjulene, der skramlede henover jorden overdøvede alle andre lyde, og de opdagede hende ikke. 

–

ET SPEJL DER ÅBNER SIG

For lidt siden så jeg et undrende, stirrende blik i spejlingen fra det blanke navneskilt, der sad fastgjort på den ene plejers kittel. 

Blikket måtte være mit eget, for jeg så det skubbe mig væk, samtidig med at det åbnede sig, ligesom dørene i et hus.

–

Som barn stod jeg engang ved fodenden af en seng, efter at have stået tøvende ved foden af en trappe og kigget op, mens mor stod øverst og kiggede ned på mine grå, skælvende ben, der allerede var fulde af snavs, det forbandede støv. Mor sagde: Du skal komme og sige farvel til ham nu. Jeg gik op ad trappen til hende, jeg mærkede noget usynligt, der smeltede og blev synligt, det løb ned over mit ansigt og blev liggende på trappen. Hun sagde: Hvor har du været? Han taler. Han siger dit navn.

Hun førte mig hen til sengen. Jeg forstod ikke lydene, der kom imod mig dybt nede fra sengen, fremmede og kolde, som kom de udefra. Først to tal: noget skal måles og gå op. Så brudte sætninger, kraner, flyvemaskiner, take the train. Så igen grove, uforståelige lyde. Den krop, der ligger i sengen havde ligget længe i rummet, de blege træk var slørede. Det mistede sprog flød ud i ansigtet, og der var snart kun en ren, grov matematik tilbage. 

Vi stod i en flok rundt om sengen.

Vi elskede at gå til koncerter og se hånden løftet og stå stille i luften, sekunderne inden musikken begyndte, vi havde lært, hvordan man venter på den usynlige tone. Men vi anede ikke, at denne mand i sengen sang alle de skjulte farver i det hvide lys, som om sengetøjet under ham hang så smukt med flammende farver i den stille luft fra vinduet, som når han hængte det udenfor i vinden for at vise mig, hvordan det flagrede vildt. 

Jeg holdt den store, kolde hånd. Lyset svandt udenfor. Den hvideste kalk ned langs mine knogler. Han lå i sengen, men jeg kunne ikke se hans ansigt, selvom det fyldte det hele. 

Først to tal: noget skal måles og gå op. Så brudte sætninger. Så igen grove, uforståelige lyde. Det skal give nul, siger han. Han siger det til mig.

Selvom vi talte, kunne vi ikke være andet end en familie på vej ud i mørket og dets hav af stemmer, vi tænkte på alt det, vi kunne komme til at se og høre. Det var den tanke, der skræmte os mest af alt, så vi blev ved, vi talte og sang, til det blev morgen.

Når mønstrene fordobler sig og alt et kort sekund kan skifte plads, er der tydeligvis øjeblikke, hvor vi på én gang er i et rum udelukkende med fremmede og alligevel omgivet af vores familie.

Jeg har svært ved at tale, siger personen i sengen. Jeg er svær at tale med. Den, der ligger i sengen ved, at det drejer sig om en enkelt dag. En nat, en dag, en nat til måske.

–

Kvinden ved siden af mig. Hun kan hele bøger udenad. Når hun husker en sætning, forsøger hun at sætte sig op, for at sige den højt.

Hun kalder.

‘He had dreamed that he had seen Mrs. Osaki coming out of an opening in the ground with her family, and then he saw Hideo at his machine, a big one with a revolting belt, and he himself was standing there beside Hideo, and for some reason this was terrifying’. 

Jeg læste, siger hun, at bomben, de kastede, blev bygget i en ørken.

Højt oppe, blå himmel, røde bjerge i en ørken. En fabrik, en hemmelighed blev bygget, på plateauet øverst på bjergene, støvet beskyttede den. Der havde boet et stille folk. De plantede frø. 

Hun taler højt. Hun har meget at fortælle, men det er brudstykker, kun noget ganske småt kommer ud med hvert åndedrag.

Højt oppe, blå himmel, røde bjerge. 

Der er sådan en følelsesløshed her, selv i maden. Sød følelsesløshed, modig følelsesløshed, kølig følelsesløshed, varm følelsesløshed. (Hun hiver efter vejret). Et kort øjeblik omkranser den modige verden sig selv. Den modige verden spiser fra midten. Det er ikke længere svært at tale.

Husker du slet ikke, siger hun. Vi boede i den ørken. 

Jeg ved ikke, hvem hun taler til nu, jeg kan ikke holde fast i hendes tale. Du boede i en lille by, i en ørken ved et bjerg, vil jeg sige til hende. Der var en stor mine ved bjerget og en lille by på toppen, men der plantede de frø. Ikke andet.

Hun ser på mig. (det kan jeg mærke). Lyset er tændt ved min seng, så jeg er sikker på, hun kan se min sillhuet. Jeg bøjer mig frem.

Jeg voksede op i en ørken, siger hun. Højt oppe, blå himmel, røde bjerge,flade på toppen.

Du må tænke på din familie først, på deres smerte. Så må du vende dig bort og tænke på enhver familie, enhver smerte. Men du gør det modsatte. Hun lyder vred.

Et lyst øjeblik uden skygger. Hvad minder det om andet end udslettelsen? Et øjeblik, hvor alt fik en helt forkert plads. Vi boede lige nedenfor siger hun, vi boede ved floden, der blev delt i to.

Kvinden taler i lange tråde. Hun taler om en bombe, der blev bygget i nærheden, hun taler om støvet og floden og børnene. Der er kun den ene bombe, siger hun, den vi beskyttede uden at vide det. Hun peger mod vinduet, der vender ud mod bjergene. Og hun taler om sine børn, der rejste. Hun har skrevet det ned og læst det, hun har skrevet, højt for sig selv, og nu ligger det ved hendes seng og kan læses.

Hun taler langsomt, men det er umuligt at bryde ind.

Blindheden i ideen om den store teori, hvisker hun.Isako-chan, hvor er du? Pigerne, der kastede sig i floden, og de, der blev slugt af luften. At vælge at dø vs. slet ikke at vælge, hverken døden eller livet. Otto Hahn følte sig ansvarlig. Han ville dræbe sig selv. Vidste du det? 

Jeg ville leve. 

Jeg glemte at lukke øjnene. Jeg så en skulder og det hvide lys, der spiste den. Var det, der skete, og det jeg så, blevet et dét? Et sammensmeltet punkt?

Kvinden ser lige på mig. Sillhuet mod sillhuet. 

Utålmodigheden brænder i huden. Vi når det ikke, hvisker hun.

Jo, svarer jeg, jeg har hørt alt, du har sagt. 

Det ukendte ansigt, manden eller kvinden, der arbejdede i uvidenhed, telefonkvinden eller arbejderne ved samlebåndet på fabrikken, hvor bomben blev bygget. Er de genkendt nu?

Jeg er så træt, siger hun.

Nu ligger hun sig ind mod væggen.

Jeg skriver det ned, det hun siger. Jeg får sværere og sværere ved at følge med. 

Hun tager min hånd.

Passagerne, telefondamerne på fabrikken i Los Alamos, telefonoperatørerne, tavleoperatørerne, hvisker hun. Et øjeblik ser hun bange ud. De moderne passager var overdækkede gader mellem mennesker, nu er det jeg siger en slags gade, jeg kan gå ned ad. 

Når telefonoperatørerne forbandt passagerne, bemærkede man det ikke. Når man gik rundt i passagerne, bemærkede man det heller ikke. 

Men et øjeblik, et glimt, kan gøre, at man kan se, at man har talt i et blændværk. Nogen har sagt, hvad man skulle sige. Ikke set et blændværk, men talt et blændværk, gentager hun. Den ydre gade, som nogen har bygget, er blevet til den indre stemme.

Jeg kan ikke se, om hun ønsker jeg skal svare. Hun afbryder sig selv.

Jeg ryster, siger hun.Hendes hånd knuger dynen. Den dirrende form giver adgang til at forstå en bestemt tids stemme. Arkitekturen gemmer sig altid. Hvad kunne være det smukke ved omstillingsbordet, hvad kunne være det smukke ved massespektrometeret og calutron-kontrolpanelerne i Y-12? Det sagde vi til os selv. Det evindelige opkald, en stor labyrintisk passage af stemmer og tal? Hvad kunne vi tage med os fra sådan en arbejdsdag? 

Arbejdede jeg sådan et sted? spørger hun.

–

ANSIGT TIL ANSIGT

Jeg besøgte engang en kvinde, hvis ansigt, jeg ikke kunne se, eller måske ikke ville se. Jeg ser hendes hænder for mig, de udtrykte noget, ansigtet ikke kunne. 

Jeg var kommet for at besøge hendes søn.

Hun sad i køkkenet. Hun stirrede ud i luften. Hun sagde, at hun også i går sad lige her i køkkenet, på samme sted, og ventede med den strøgne skjorte over knæene, hænderne på kraven, den stiveste slags, klar til at løfte den og placere den over hovedet for at hvile den på hendes søns krop, da jakkesættet, der passede til, ankom. 

Togene kører sjældnere nu, forklarede hun. Men det jakkesæt, han ønskede sig, var ankommet: en grå flannel, der ikke er revet eller syet om over flere timer. Ingen skyld. Ikke slidt to gange. 

Hun pakkede den ud og klatrede op ad trappen og holdt sættet ud fra sin krop som en bakke med en tallerken fuld af vand. To mænd kom med jakkesættet i en kasse. Han var allerede død den morgen, da jakkesættet ankom, og hun betalte for det. Hun stod med bare fødder på dørtærsklen. 

Hun fortæller, at hun selv skal dø af den samme  bombe som ham, derfor glemmer hun, at døden er … (at døden også allerede er…). Hendes søn er stadig i luften, for hun fik ikke sagt ham at … Han er stadig i luften. 

Det perfekte jakkesæt. Vi betragter det.

Jeg bemærker, at der bag huset lyder høje, ensformige råb. Indbyggerne leder efter et forsvundet barn i rismarkerne, forklarer hun. Jeg kan ikke sove om natten. 

Med lommelygter foran ansigterne udstøder de korte, vanvittige råb, hver gang lyset rammer markens kanter, og de igen må begynde forfra på en ny række.

Jeg bliver stående midt på gulvet.

Måske går de bare for at komme væk fra bjerget, tænker jeg. Måske er ingen børn løbet rigtigt væk, de voksne behøver bare at se efter i labyrinthaverne. På lang afstand, i de smalle gange, ved de, at det er os, længe før de kan se os?

Hun er sunket sammen ved køkkenbordet, øjnene er skjulte bag det lange, stride hår. Hænderne hviler i skødet og griber om hinanden.

Jakkesættet hænger i køkkenet nu. Hun vil give det til nogen fra fortiden, men jeg kender ikke til hans liv, jeg kan ikke hjælpe. 

Han overlevede krigen, det er den slags ting, jeg ved.

Jeg troede, at jeg kun mistede noget, skrev hun mange år senere i et brev.

Men jeg fik også noget. Det satte sig fast og udvidede alle afstande. Det blev ved med at vokse.Mit sprog forsvandt.

Hvor blev det af? Det sidder måske i ansigtet nu, alt det, jeg har set, men ikke kan bevise.

Der findes et våben, der kan slå ihjel flere gange. 

Er du rask? Så overlever du.

Så du mit ansigt? Vil du beskrive det for mig?

–

APPELSINEN

På bordet ved min seng ligger en appelsin. Og selvfølgelig bøjer jeg mig frem og ser ned på den. Jeg vil gerne forsøge at beskrive den, én gang for alle.

På natbordet ligger den store, runde appelsin. Jeg ser ned på den. Jeg har overgivet mig til tanken om at starte ved den.

Men den stråler bare forbi mig, videre ind i rummet. 

–

DEN ANDENS BILLEDE

Jeg råber

fordi 

hånden i blomsten er usynlig, 

den sidder fast, hånden blomstrer 

på kroppen. 

Jeg råber 

fordi

jeg er ustyrlig, men ubevægelig og 

forvirret 

kalder jeg dem 

alle sammen for egernet eller 

fluerne.

Og 

jeg råber 

fordi 

den bombe, der faldt 

kastede skygger, som 

fordobledes og findes 

endnu.

Jeg råber fordi 

Jeg helt af mig selv har opgivet 

det indvendige. (Og for 

at advare om en stor, grænseløs 

kærlighed.)

Pigerne fra byen løb ned mod 

vandet.

Jeg råbte, fordi jeg ikke kunne 

stoppe dem. 

Var det efter eller før, det skete? 

Hvis nogen spurgte mig, sagde 

jeg, at jeg ikke kunne huske det. 

Hvis nogen spurgte: Hvorfor løb de? 

svarede jeg: Fordi det på det tidspunkt 

allerede var sket. 

Om natten er 

råbene 

anderledes, de markerer 

at det er lykkedes 

at passere 

det ustabile, de er rolige 

og efterfølges af sætninger, 

jeg med det samme forstår.

Vinden jog igennem arsenalet, 

det blæste og ruskede i vinduerne, først 

varmt og derefter koldt. 

 Når vi taler sammen, vil vi gøre 

nogle ting så enorme, men jeg 

venter på, at noget meget småt 

bryder ud,

der er stadier 

i verdens sind, som du kan 

strømme ind og ud af, og så 

er der stadier, der 

pludselig kollapser og 

knækker af, som et 

stykke is. 

Hvad betyder det at være til stede 

i andres tanker?

Måske findes der et billede, 

vi kan tage og give hinanden, og som tagesmed disse ord: 

Nej, gå tilbage gå tilbage 

stil dig der, vent, ok du kan begynde 

med at sige: 

Ok du kan begynde. Du kan tage billedet nu.

–

SMÅ HISTORIER TIL LÆGEN

HEMMELIG

Og så døde hun, sagde de. Men hun vågnede.

Om morgenen vågnede hun alene på stuen.

Længe lå hun helt stille i sengen. Det blev lysere omkring hende og i takt med lyset dukkede flere og flere lyde op. Hun kunne ikke nå at fornemme, hvor de kom fra, før de overdøvedes af nye. I dag ville ikke blive ikke anderledes. Hver morgen måtte hun bygge rummet op igen. De havde brug for hende, lydene. Nu sad de allerede hjælpeløst fast i dynen, sengens gærde, tættere og tættere på. Lydene var ikke længere adskilte, som de var om natten. Der var ingen mellemrum. De var forvirrede, de vågnede flere på én gang og fulgtes ad, gled ind i hinanden, svarede alt for ivrigt hinanden. Hun forsøgte at adskille dem. Hun vidste at dette vakuum var fyldt til bristepunktet. Der var fodtrin, fugle, stemmer. Men hvilke lyde kom tættere? Hvilke udgik herfra hvor hun lå? Hvilke fjernede sig? Hvilke strejfede hende bare på vej forbi? Hun lå helt stille, da en dør gik op. Der lød skridt og sengen bevægede sig. Hun lukkede øjnene. Sengens hjul hamrede mod en forhindring (dørkarmen?). Den sled sig videre ud af rummet. En stemme bandede. Et åndedrag tæt ved hendes tinding. Hun lå helt stille. Lydene vil ikke kunne finde mig, tænkte hun, og vidste ikke, om det var godt eller dårligt. hvor er uret, tænkte hun, og tanken forsvandt igen. En vind ramte hendes kind, de var udenfor nu, underlaget, de skubbede sengen over blev ujævnt, sengen sad fast, dens ene hjul raslede, og flere stemmer og åndedrag kom til. De løftede sengen. Langt, blødt hår kildede hende på næsen. De lo og talte sammen hen over hende. De satte sengen ned og hvilede. Lænede ind over sengen, kunne hun mærke deres ånde. Jeg er træt, sagde de, kan vi tage et hvil. Hun har jo ikke travlt. Hun mærkede, de så på hende. Noget varmt bredte sig hen over hendes øjenlåg. Jeg er også træt, tænkte hun. Hemmeligt vågen, hemmeligt træt. Hemmeligt helt rolig. Hun var lige ved at smile. (hun sagde ikke en lyd). hvor langt har vi igen, sagde den ene. En anden sukkede, men svarede ikke. Nikkede måske. Er det din første i dag? spurgte den anden. Ja, det var det. De stod omkring hende, lænet ind over sengen. De tog et hvidt, tykt klæde og lagde over hendes ansigt. Varmen under klædet omsluttede hendes ansigt. Sikken en kærlighed, tænkte hun. De skubbede sengen videre, halvt bar, halvt skubbede den. Den var tung. Men de lo, når den sad fast mellem fliserne ( på vej mod..). En latter, der indeholder al min ustyrlige kærlighed, tænkte hun. Lydene af hjulene, der skramlede henover jorden overdøvede alle andre lyde, og de opdagede hende ikke. 

DIT EGET RUM

En morgen, da du vågnede og gik hen til døren opdagede du, at der var 25 meter derhen. Da du åbnede vinduerne, så du, at de står i en 45 graders vinkel.

Alt levede sit helt eget, præcise liv og ville gøre det med eller uden dig. 

Du var lige flyttet hjemmefra. Møblerne stod stadig hulter til bulter. Du havde endelig dit helt eget rum. At det en dag vil blive nogle andres rum, virkede umuligt. (Som noget, der måtte forhindres). Det var ikke stort, men det var dit eget. Det kan tage et helt liv at udvide det fra 25 meter til 26 meter, tænkte du. Men hvorfor ikke prøve? Jeg var engang i et lille bitte rum. jeg kunne røre ved væggene. Når jeg sang, bevægede de sig ganske lidt. Så lærte jeg at regne.

Du gik straks i gang. Du gangede væggen med gulvet og trak vinduet fra væggen og plussede det (lagde det hele sammen med) hele med døren, og alt begyndte at flytte sig. Ikke meget, men nok til, at du kunne strække armene ud uden at mærke noget. Det var en næsten ubehagelig fryd (rummet gjorde, som du sagde). Du trak loftet fra gulvet for at se, hvad der skete, du gangede væggene med hinanden. Du var ung. 

Så slap du kontrollen helt og dividerede alle hjørnerne med hinanden. 

Måske var det dér, det begyndte. 

Der blev et tal til overs. En ubetydelig procentdel, men nok. Du målte igen. Du fik feber og forrevne hænder. Du hang ud af vinduet, du tvang døren den forkerte vej. 

26,3. 

Fra nu af altid det samme tal (lige meget hvad du gjorde). 

Du gangede det med sig selv, du forsøgte at gøre alt det samme som før, bare med modsatte fortegn, men det forblev 26,3. Du fortrød. Du satte dørene i igen. Du satte alle væggene i anden potens, du udskiftede y med x. Intet hjalp. Du fjernede vinduerne. Du startede forfra. 

26,3. 

20 plus 6 plus 0,3. 

Du sov næsten ikke. 0,3 er ingenting, drømte du, men vågnede og vidste, at det var nok. Du græd og blev rasende. Det runde, rolige nul, det hånlige komma, de besidderiske (enorme) 3 mm. 

Du satte tre vinduer i, nul døre (dem fjernede du). Du syntes, det bankede på, men du åbnede ikke.  Du syntes, der blev råbt og slået på døren. Du så det hele blive til millimeter mellem sine medtagne hænder, brøkdele af en millimeter, for så igen at svulme op til det utilgiveligt, skæve tal: 

26,3. 

STOL, SENG, VINDUE

Du sad på sengen, jeg i stolen. Det var morgen.  

Jeg så på dig i smug. Han lod som om han så ud af vinduet. Han så på din spejling i ruden. 

Hun nød det(at sidde sådan på afstand). Hun tog afstanden mellem deres øjne(de så engang imellem på hinanden) og gangede den med sig selv. Hun tog længden af hans hænder og dividerede med længden af den tidligere afstand mellem dem, da han kort forinden sad i sofaen. Og på den måde kom hun helt tæt på, tættere på end hun havde været hele natten. Og de små tal, hendes udregninger gav, strålede. Hans hænder hang ned langs kroppen, da han gik forbi lige før og satte sig, hans øjne skinnede. Hans hovede var bøjet let til den ene side. Hun så hans øjne i cm, så i mm. Hun tog tiden (t) og trak den fra alle resultaterne. Sagt på en anden måde: hun gjorde den(dem) parallelle til det sted, hvor x, y og z møder tiden (t). Hans øjne var meget tæt på nu, hans hovede tungt og varmt i hendes hænder. De behøvede slet ikke nærme sig(bevæge sig). Jeg ved, hvad ting er, sagde hun til sig selv. Hvad de er, og hvad de ikke er. Hvis jeg kan få lov til at sidde sådan her. 

Han så på hende i rudens spejling. Bag hende langt væk var havet med (og over det) skyerne, der  langsomt filtrede sig ind i hendes hår og trak hende væk fra ham. 

(og han syntes sikkert, de trak hende væk fra ham).

TALLET

Hun elskede det tal. Det hemmelige tal, som kun hun kendte. Hun skrev om det om natten, hun sneg det ind i sine regnestykker og lod det leve der, uset. Kun hun vidste, det var der. Hun lod det gange og dividere sig ind i de velkendte, almindelige tal, og uden et ord lod hun det på den måde overrække hvem som helst. Det levede derfor også udenfor hende og hos fremmede, men skjult. Sommetider kom det måske hjem til hende igen, i nye klæder, og selv hun genkendte det da ikke længere. For hvad sker der, når et tal glider ind i et andet tal, og udvider det? Hun havde lært tallet, at det altid skulle tilbyde at give slip på sig selv først. At lade det tal, det mødte, absorbere sig, uden at sætte sig imod. Det var derfor et frygtløst tal. Et grænseløst tal. Et tal, der var umuligt at adskille fra de andre tal, det havde mødt. Det behøvede aldrig et navn. 

Hun fandt tallet en dag, hun forsøgte at rykke rundt på sine møbler. Hun tegnede en lille model at sit værelse, og satte så forsigtigt hvert møbel ind, ét af gangen. Hun ejede kun et skab, et bord og en seng, men det føltes umuligt at forstå, hvor de hver især kunne stå. Hun sad længe med dem i hånden. Sengen var en lille sten, hun havde fundet på stranden, bordet et stykke af en gren og skabet en tændstiksæske. Hun flyttede dem rundt på tegningen. Hun målte afstande, lod hvert møbel indgå i en formel, på hele tiden skiftende pladser, og hun så den lille model af værelset svulme op og skrumpe ind for sit blik. (hun sad længe bøjet over papiret). Det tog flere dage. Hun regnede ud, at hvis stenen stod overfor bordet, så ville hun skulle leve i mørke, det meste af dagen. Og hvis æsken stod ved siden af grenen, ville hun ikke kunne komme ind i rummet. Så meget forstod hun. 

En dag fjernede hun møblerne, stenen, grenen og æsken, og rejste den lille tegning op, stillede den op af væggen, som en mur, der mødte hendes blik direkte. Hun så lige ind i den lodrette, tomme flade (som papiret nu var) og noget faldt ud og ned på gulvet. 

EN AFSTAND

Første gang hun (du) så et tal, forstod hun, at det repræsenterede en hemmelighed. Selvom hun ikke var ret gammel, forstod hun det. Tallene og ikke bogstaverne var hemmelige, for tallene kunne forsvinde ind i andre tal. Hun troede, at ingen rigtig vidste, hvad et tal betød. At hvert menneskes forståelse af et tal var forskellig og helt dets egen. Hun forstod, at tallenes væsen var at være hemmelig, som en modvægt til ordene. Og hun elskede dem for det. Hun forstod at lade dem være i fred, som et åndedrag. I bøgerne stregede hun tallene over og samlede de sætninger, der havde beskrevet dem, sammen. I de hulrum, tallene efterlod, tegnede der sig hele fortællinger om byer og huse og om hænder strakt ud mod hænder. 

Prøv igen, sagde dem, der ville lære hende at bruge tallene. 

Hun så på rummet omkring sin seng om natten og forstod, at hver afstand havde et tal. Du kan holde væggene, menneskene, spørgsmålene på afstand ved at give dem et tilfældigt tal, sagde hun til sig selv. På den måde så det ud som om, hun blev fortrolig med tallene. Men det var kun for at kunne holde rummet omkring hende intakt. Hun ville ikke bruge tallene til andet. Hvis nogen spurgte, hvad klokken var, rystede hun på hovedet. Hun betalte aldrig det rigtige beløb, for det meste betalte hun alt for meget. Det blev hurtigt meget besværligt. Hun skulle lære, sagde de, at hun ved at sætte tallene sammen i lange tråde, kunne lade dem skifte plads og stadig få det samme resultat. På den måde, kan du bygge, hvad du vil, sagde de. Jeg vil bygge en krop, sagde hun. Det er ikke nødvendigt, sagde de.

Hun byggede sin krop i spejlet hver morgen. 

Hun skrev: Jeg sad med benene i hænderne. Det lyder måske mærkeligt, men det var det ikke. Jeg rejste sig ved at støtte benene mod bordkanten. 

Hænderne søgte hen over gulvet, glidende, da jeg begyndte at gå. Jeg strakte mig og hvilede et øjeblik kun på tommelen og pegefingeren, mens fødderne bøjede hovedet. Jeg gik akkurat lige så hurtigt som før.

Hun begyndte at le, hver gang, hun så sig i spejlet. 

Hvorfor kravler du henover gulvet? spurgte dem, der ville lære hende at regne. Hvorfor bytter du rundt på et spørgsmål og et svar? 

Hun svarede: det er stadig det samme resultat.  Så opgav de.

I pauserne satte de sig under et stort træ i gården, og hun kunne høre dem tale om deres beregninger. Begejstret sagde de til hinanden: Nu ved vi da, at der ikke er et hul i vakuum.  

Eller: én enkelt partikelrotation kan vælte det hele, så vi må også lade hullerne stå. 

De vidste ikke, at når de sagde sådan, så talte de i et kort øjeblik fuldstændig samme hemmelige sprog, som hun, der ikke lærte tallene.

TRAPPERNE  (husk at der er en ny version).

En morgen da jeg vågnede, var byens trapper væk. Hurtigt viste det sig, at det ikke kun gjaldt byens trapper, men at alle verdens trapper med ét var forsvundet. 

Først kom tumulten. Skræmte mennesker fanget på de øverste etager måtte hjælpes ned. Slagsmålene begyndte, da de, der havde levet i skjul i de trappeløse parkeringskældre, så ud til at kunne fortsætte deres liv, som de plejede. 

I resten af byen kravlede de heltemodige op på lange stiger, lassoer blev kastet ud i luften, og mennesker blev hevet op fra de etager, der var skjult under jorden. Jeg selv kravlede ud ad vinduet og hoppede en etage ned.

Hvorfor er stigerne og elevatorerne her stadig, når trapperne er væk? spurgte mange, og det var et virkelig godt spørgsmål, som ingen kunne svare på, mindst af alle jeg. Alle skal tilbage til overfladen, lød det. Jeg var ikke bange, men heller ikke rolig nok til at kunne hvile. Jeg drev omkring i flere dage og så forvirrede mennesker stå midt på gaden og tale med sig selv.

En pige, som havde boet i en kælder for enden af en lang trappe kunne fortælle, at skyggerne på trappen engang gjorde det muligt for hende at holde øje med tiden, som et solur. Hvert trin repræsenterede 36 minutter, og hun viste det med hænderne i luften.

Nu, sagde hun, var hullet, hvor trappen havde været, et mørke, der sugede tiden til sig. Og når hun endelig slap ud i lyset, vidste hun ikke længere, hvor lang tid, der var gået. Hun sad fortumlet under et træ med sine ejendele spredt omkring sig.

Nu laver jeg ikke andet end at overveje, om jeg helst vil være indenfor eller udenfor. Jeg kan ikke længere være i tomrummet. Hun talte langsomt. Øjnene stod stille. Vi var flere, der samledes foran hende og lyttede. Ved middagstid ankommer lyset nu uden varsel til bunden af bygningen.Tanken om det overstås aldrig, den spreder alting ud i lange sandsynlighedstråde, bølger, der bliver til et enkelt lille punkt, når man rører ved dem, men alligevel uden noget at holde fast i, sagde hun,da tilhørerene gjorde mine til at gå. Det knuser mig. Mere og mere med stadig større kraft.

For at huske trappen måtte man blive ved med beskrive den, indtil man en dag igen kunne bygge den. 

I erindringen dannedes en slags gade i flere etager. 

Der lyder hule, dumpe slag. En stor, bred gade løber i mine drømme op langs blokken af tiliset marmor; når man så langt, er den overdækket af glas. Glasset dækker over et tomrum mellem de forskellige etager. Der er de sædvanlige ting på de små afsatser, som tilhører hver lille familie: redskaberne. Nu er de ikke til at få fat i.

Valgkampen bryder ud. 

En mørkhåret kandidat fører stort med det kryptiske slogan: En verden uden trapper giver os synet tilbage. 

Han er selvsikker, sund, levende og vigtigst af alt, så bliver han ved med at tale, pauserne er korte og formålstjenstlige, når han let og elegant slår over i engelsk og så tilbage til modersmålet, hvilket får hans pointer til at gentage sig som en ringen for ørerne. Vi var mange, der aldrig kunne komme hverken ud ad eller ind i de bygninger, vi boede i! Han slår ud med armene og lader dem hænge dirrende i luften. Han har ikke mere at sige. De bærer ham  væk fra scenen.

En enlig modstander, en enegænger fra et mindre parti, tager kampen op: Luk øjnene og husk, råber han, mens han træder ind på scenen. Husk trappernes smukke form. Husk, hvordan solens bevægelse kunne læses så tydeligt på deres skarpe afsatser. Jeg advarer jer: Det er det eneste sted i bygningen, hvor I endnu kan forstå rummet omkring jer, dér formes jeres bevægelse, dér lærte I at gå. Tiden gav jer sin modstand. Overalt kan I flytte jer til venstre eller til højre uden den mindste modstand, men her, nu peger han på en tegning af en gammel hvidkalket køkkentrappe, er trappen aldrig bare en tilføjelse. Den er rygraden i enhver bygning.I vil ikke være i stand til at stå op ret længe uden den. Han må stoppe et øjeblik. Han har svært ved få vejret. I vil ødelægge stien tilbage til jeres børn! 

Der bliver uro blandt tilhørerne.

Vi var mange, derikke kunne komme ind i de bygninger, vi boede i, lyder det forsigtigt nede fra mængden, som et forsinket ekko fra den tidligere taler. 

Hvad medelevatoren! råber en anden, og forsamlingen rykker tættere sammen. 

I deres drømme løber en stor, bred gade op ad marmorblokken og strækker sig så langt, at den længst borte i horisonten ser ud til at være dækket af glas.

Valgkampen er ved at være forbi. Folk er stimlet sammen på byens plads. Ingen har stemt. Et fladt landskab. Byen har allerede bredt sig, den lille by æder bondemændenes marker.

Jeg ser en gammel mand, der forsøger at komme op på scenen. For at jorden kan være rund, må den by vi bor i være flad! råber han, mens han svinger med armene. Han er i færd med at falde, men ænser det ikke, før det er for sent. Jeg ville undgå at træde på lyset, mumler han, da de hjælper ham på benene igen. 

Forsamlingen bliver stående. Ingen ved, hvornår det er tid at gå hjem. Den gamle mand, som gerne ville have underholdt, bliver stående foran scenen. Han har en stok hængende over den ene arm, som han ikke læner sig mod. Hænderne stryger i små ryk hen over hinanden et stykke ud fra kroppen, som beroligede han et usynligt barn ved at klappe det forsigtigt på hovedet. 

DEN BERØMTE MAND

En dag ser jeg en mand for mig. Han sidder i en togvogn. Vinduerne står åbne. Han er alene i vognen, fri for andres blikke, som han havde håbet. Men det gør ham ikke rolig. Toget har holdt stille meget længe, og han ved ikke hvorfor. Han har prøvet at rejse sig for at undersøge sagen, men han kan ikke. Han har prøvet at kalde ud mod gangen, men stemmen er fjern og tynd. På gulvet foran ham stikker et par ubevægelige underben og fødder frem. Hans egne?

Mærkeligst af alt er det store ansigt uden for vinduet. Et gigantisk, levende og drenget ansigt, hvidligt og hævet, som skyerne. Ansigtet er tæt på ruden, det fylder hele rammen ud. Det skygger for den rødlige sol og den hvide horisont i baggrunden og lukker det meste af lyset ude af vognen. Og det stirrer på ham. Hvorfor kører toget ikke? 

Han har været i gang med at læse i sin egen bog: Erindringer om en sten. Det er en bog, han selv har skrevet. Han vil undgå at se op, så han forsøger at læse videre. Det er blevet mørkere i vognen, det er svært at skelne ordene fra hinanden, men det er ord, han selv har skrevet. Han kan dem næsten udenad. Han læser højt. For at berolige sig selv betoner han hvert ord tydeligt: Vi bevæger os igennem det lysende ørkensand, som støder op til den glatte slette, og der ligger den – lidt længere fremme. Det er en stor sten, perfekt skåret og efterladt. Der er ingen mennesker, der kravler på den, sådan som jeg ellers havde set det på billederne. Det gør mig nervøs. Men jeg stiller mig alligevel hen ved den, tæt noktil at kunne række ud, hvis jeg får lyst. Jeg forestiller mig, at der er nogle andre bag ved, der kigger på mig, mens jeg rækker hånden frem og lader den glide hen over stenen. Jeg forestiller mig, at de tænker, at jeg måske ved noget om stenen, som de ikke ved, hvilket gør dem glade for, at de er der samtidig med mig.

Han holder en pause. Han ser ud ad vinduet, ansigtet er der stadig. Han bøjer sig længere ned over bogen og på den måde opdager han, at nogen har skrevet med en tyk kulstreg nederst på siden: Stenen fylder kun sindet med besvær. Det er ikke hans egen håndskrift. Han stirrer på de ujævne bogstaver. Så drejer han sig langsomt og ser, at det store ansigt er endnu tættere på. Han rækker i en pludselig indskydelse den opslåede bog frem mod vinduet. 

Nogen har skrevet i min bog, siger han hæst og fortryder med det samme. Han frygter, at hans eget ansigt skælver.

Han peger nederst på siden, hvor sætningen i kul står, og stirrer meget præcist, så præcist han kan, hen over bogens ryg. Han kan ikke finde på mere at sige. Men det store ansigtet udenfor svarer ikke, det bliver bare ved med at stirre på ham. Ansigtet ser tilfredst ud, en rolig, ubevægelig tilfredshed.

Den berømte mand tænker på solbrillerne, som lå klar på bordet ved hoveddøren, da han gik hjemmefra i morges, men som han glemte. Jeg er god til det første møde, siger han til sig selv, hvilket der ikke kan laves om på. Men jeg sidder i et tog, hvor andre mennesker uundgåeligt vil stige af og på. Jeg vil falde, tænker han, og alt vil blive grynet og flimrende. De vilde haver over os, nu braser de ned! Det bliver måske også en form for lettelse. Men intet sker.

I stedet vender det store ansigt sig mod solen, og på den måde ser manden, at ansigtet ligner en lille drengs ansigt, selvom det er enormt, og at drengen må være blind. Øjnene flimrer og hopper fra side til side og søger efter solen på himlen uden at blive blændet. Så lukker øjenlågene sig, og da de åbnes igen, er øjnene hvide, fordi pupillerne søger op mod himlen. Den berømte mand lægger resolut bogen fra sig – ja, han kaster den ligefrem lettet ned i skødet. Ansigtet har intet set.

Men den lille drengs store ansigt fylder stadig hele rammen. Det skygger for den røde sol og den hvide strand i baggrunden og lukker lyset ude af vognen, og nu læner det sig pludselig  frem og siger: Læs ! 

Den berømte mand stirrer på ansigtet. På dets hvide, flimrende øjne. Jeg kender godt historien, fortsætter ansigtet. Jeg skrev den jo til dig! Men jeg vil gerne høre den igen. Og så ler ansigtet med en mund fuld af skæve tænder.

Manden trækker sig langsomt helt op at sidde og skubber jakkens folder tilbage på plads. Han kan stadig ikke rejse sig. Hans øjne søger uroligt ned over hans egne hænder. Han føler tårerne presse sig på. Men det er ikke muligt, det er jo min historie. Det var mig, der skrev den efter at have levet den, det ved alle og enhver, vi kan spørge hvem som helst, svarer han, og så rejser han sig pludseligt op, for om lidt vil han blive nødt til at lade sig falde. 

At det også er min historie, svarer den unge drengs store ansigt, nu med hovedet lidt på skrå, er da ikke så underligt, når man tænker på, hvor berømt du er. 

Ansigtet smiler begejstret. Manden falder.

I ugerne efter bliver den berømte forfatter derhjemme i stuen. Hele dage på sofaen. Når han ligger tilstrækkeligt længe på den, begynder luften at sive ind i blikket og blikket ud i luften, og på den måde opdager han på maleriet over sig en stor, rød sol, der hænger lavt over en hvid strand. En plante ses på venstre side, og en lille dreng gennemsøger plantestænglerne og kravler højt op i dem. En togvogn ruller med sine bløde, røde fløjlsæder langt under drengen. Han kravler for sit liv, det synes klart. Solen kruser lyset i sin yderste kant, og det får vognen til at rulle få millimeter, i små ryk frem og tilbage.

Men det er umuligt, hvisker den berømte mand både til sig selv og til drengen på maleriet. 

Det er trods alt mig, der har skrevet den historie. Det kapitel er i min historie.

Naturligvis, naturligvis, svarer manden blidt sig selv, nu med drengens stemme.

Og så alligevel dette ansigt …

Sådan går dagene. 

I stuen er varmen konstant. Hver gang han forsøger at tale højt nok til at kunne kalde på hjælp, beroliger han, uden at ville det, sig selv med det store ansigts stemme. Det store ansigt, hvis stemme nu tilhører både ham selv og den lille dreng, synger for ham, til de begge sover.

Et par gange vil han gå ud, men fuldt påklædt må han stoppe i gangen, lige ved kanten af ​​det store tæppe, og hver gang indse, at han ikke har noget, han skal.

De vil komme, tænker han. Lad dem komme.

Lad dem komme.

ET ALT FOR STORT HUS

Jeg glemmer ikke synet af dig. Du sad ved telefonen om aftenen, ventende. Forsigtigt tørrede du kinderne, så åndede du på solbrillerne og tørrede også dem. Din vægt tillod hende ikke at gå af trapperne de sidste mange år, du levede, men da du døde transporterede de dig alligevel i en tobenet metalseng, som kunne løfte dig fra trin til trin og til sidst ud på gaden. Jeg gik ved siden af og opfangede din duft, som var sødlig, varm og massiv, som i et værelse uden vinduer. 

Nu bor jeg alene. Hvis jeg går ud, er det sidste, jeg gør, inden jeg forlader huset, altid at påføre mig de store, brune solbriller. Jeg må ofte undgå kendte ansigter i gaderne. Næsten alle jeg møder vil hilse.

Jeg har besluttet at finde et menneske i parken og begynde en ny samtale. Ikke den slags samtale, der opstår, når jeg i udmattelse og frygt vælter ned på en bænk i mørket efter at have været henne og købe ind, men en fattet udveksling, en ny begyndelse. Jeg er klar over, at jeg meget snart er nødt til at udleje et værelse i huset, og jeg har nu i længere tid lagt mærke til en ung mand, som sidder i den del af parken, der ligger lige overfor vinduet ved telefonen. Han ankommer hver dag med et lille bord på en vogn, sætter bordet i græsset, lægger bøger ud i en række på bordet, placerer sig foran det og spiller i flere timer på sin klarinet. Han spiller dårligt og ser ikke ud til at tjene noget, men jeg har igennem længere tid bemærket et sirligt og avanceret system for bøgernes placering på bordet. Vi kan måske bo sammen, tænkte jeg, da jeg så ham.

Jeg stod tidligt op og brugte lang tid på at udvælge det rigtige sæt tøj. Vejret var tungt og mørkt, og det ville regne. Jeg lagde en plan. Det nemmeste ville være at starte med at købe en bog af manden, men jeg kunne jo endnu ikke vide, hvilke bøger, han havde. 

Jeg tror på, at det første møde er afgørende. Det går mig næsten altid godt under det første møde, sagde jeg til mig selv. 

Da jeg nåede frem til den unge mand i parken bøjede jeg mig i en lang og lidt for tidligt igangsat bevægelse over bordet og kunne derfor kun nå den forreste af bøgerne. Uden at se op en eneste gang greb jeg den, slog op på første side og begyndte at læse. Jeg læste hurtigt: Steder at Gå til i Dag, stod der, stald, hus, stald, toilet, køkken, værftet, køkken, bad, toilet, vejafgift-huset, toilet, seng, værftet, butik, vej, café, vej, køkken, toilet, sofa, seng. Listen fortsatte, men jeg var blevet svimmel og havde svært ved at huske min egen koreografi. Jeg følte en overvældende udmattelse. Jeg lagde bogen fra mig og tog en ny. 

Den unge mand spillede stadig på sin klarinet. Jeg var ikke sikker på, om han havde registreret mig. Han reagerede ikke. I stedet for at se op, så han længere ned. Ja, han lukkede ovenikøbet øjnene. Jeg blev svimmel. Jeg er god til det første møde, sagde jeg til sig selv, hvilket der ikke kan laves om på.

Men der var ikke mange handlinger tilbage at udføre. Jeg kunne ikke blive ved med at lave de samme bevægelser, og jeg var ikke sikker på, at jeg magtede at åbne en ny bog. Nu falder jeg, tænkte jeg. De vilde haver over os, nu braser de ned! Men intet skete. Det var ikke til at holde ud.

Den unge mand holdt op med at spille og lagde sin klarinet fra sig i græsset. Bøgerne er ikke til salg, sagde han venligt og så flimrede og rullede øjnene op imod himlen og ned mod græsset. Men de så aldrig på mig.

Du må gerne ligge her på græsset, sagde han og lagde sig så lang han var, så hovedet nåede ind under bordet. 

Hvad var det for mælkehvide øjne, han havde? De ledte uden at fæstne sig på noget.

Jeg blev stående lænet ind over bordet, og jeg gik, til min overraskelse, i gang med at fortælle en historie.

Historien, der egentlig slet ikke var en historie, men et enkelt syn, der aldrig var stoppet med at udvide sig, handlede om en mand, som var rejst over havet alene og nu boede i en lille fiskerby ved stranden. Han ejede et maleri, som han holdt meget af og som hang over hans seng på det lille værelse, hvor han havde lejet sig ind. På maleriet, som var meget stort, sås en mand i jakkesæt, siddende ret og op ned, med knyttede næver. Når man lå i sengen, så han lige på én inde fra maleriet med så vansiret et ansigt, at det flød ud i hatten og ned i jakkens krave. Kun en mund anedes i sin fulde form, og det lagde an til et mærkeligt skrig. Manden sad i en vogn, måske en togvogn, med store vinduespartier i egetræsrammer, og på gulvet foran manden stak et par ben frem – strakte unge ben.

Jeg kender godt historien, afbrød den unge mand begejstret fra sin plads under bordet. Han trak sig langsomt op og sidde igen og skubbede jakkens folder tilbage på plads. Men fortsæt endelig, jeg vil gerne høre den igen. Jeg holder meget af den, og jeg har aldrig hørt den til ende. Hans øjne blev ved med at søge nedover hans hænder og videre ud på græsset. Han gabte og strakte sig.

Men det er ikke muligt, det er jo min historie. Det er jo mig der har skrevet den. Noget at den, har jeg endda lige fundet på, hviskede jeg, og jeg rejste mig brat op, for om lidt ville jeg blive nødt til at lade mig falde. 

Den unge mand smilede. Det er vel ikke så underligt, svarede han roligt, nu med hovedet lidt på skrå. Når man tænker på, hvem du er. Så gabte og strakte han sig igen.

Jeg så mig om i små ryk og blev stående et øjeblik med hænderne på lommerne, som havde jeg tabt noget. Der faldt totter af græs fra min jakke. Så vendte jeg mig om.

Da jeg kom hjem satte jeg sig ind på dit gamle værelse, hvilket jeg ofte gjorde, når jeg var ked af det. Den dag tænkte jeg: Jeg ved ikke længere hvad jeg skal tro. Det kan jo ikke altsammen være lige sandt.

Du lå ikke længere i sengen, alligevel lagde jeg mig forsigtigt, som for ikke at vække nogen, og foldede hænderne under kinden. Jeg vil sige til dig, sagde jeg til mig selv, jeg vil sige, at du må indse, at der ikke findes en, der kan flytte ind.

Du må sælge huset.

PÅ DEN ANDEN SIDE AF DE SORTE TREMMER

Det er morgen. Dagens retssag skal til at begynde, og om lidt vil han(du) blive hentet. Selvom han(du) har forberedt sig længe, ved han stadig ikke, hvad han skal sige, eller hvad de vil spørge ham om.

På den anden side af de sorte tremmer, der sidder som et visir for rummets øje, ånder lyset for hvert åndedrag fastere i tågen. Det vil snart bryde igennem. Han skriver på sin notesblok: For mine børn, var det nok at sige: Kartoffel, kartoffel, giv mig den, my love. Mere smør. De samme sætninger. Igen og igen. Det gav ikke mening. Men det var nok. De forstod hinanden. Gå med tog, ikke med bus, med en, pludselig! Jeg tog ikke bussen! Jeg bliver dig! Jeg blev dig. Jeg er og du bliver, råbte de til hinanden. De talte, de løb, så talte de igen. De brugte de samme sætninger igen og igen, men byttede om på dem. Som var sætningerne tal i en simpel formel. 

Døren låses op, og to vagter fører ham ned ad den kolde gang og skubber i et fælles stød døren op. Retslokalet ligger i et område af bygningen, hvor både vægge og møbler er lavet af nyvasket træ. Lydene er blødere her, og en boghylde hænger på en væg til venstre for bænken, hvor han skal sidde og vente. Så skubber de ham ned på bænken, som står over for den store egetræsdør ind til retslokalet og tjekker låsen mellem hans hænder. Om kort tid åbnes døren, og tilhørerne vil begynde at vurdere, hvad de ser. En blødhed smelter ind i noget hårdt og fast, noget hvæser et øjeblik i hans bryst.

Tilhørerne begynder at rette på deres tøj, da de ser ham. En høj, tynd mand rejser sig foran en tavle og taler med en rumlende, rullende lyd. Det er, som om det, der bliver sagt, skal fortæres: spørgsmålene, svarene, problemet, løsningen. Den høje mand tygger og tygger. Han skriver ordene på tavlen. Han bruger lang tid på at arrangere dem, indtil de alle har fået en plads: 

Én bagerst i lokalet hoster.

Der bliver hvisket blandt tilhørerne. De skriver formlen på deres blokke, skiller den ad. Tre mænd bag et langt bord beder den anklagede om at rejse sig. 

Retssalen er både sort og hvid og mørkerød. Men med de halvt lukkede øjne er det brunt og tåget. Ansigterne er svære at se, også med åbne øjne. Den simple grund: Vi er samlet her idag… Det bliver talt højt og tydeligt.

Tilhørerne rejser sig. Så sætter de sig igen. Den anklagede må skære en grimasse for at kunne bøje kroppen, da de beder ham sætte sig, og stolens kulde får ham til at sige en hvislende lyd. Rummet glattes ud til kanterne i et hurtigt ryk, og han bliver svimmel. Det var ikke sådan, han havde forestillet sig, det skulle begynde.

Forsvareren taler. Han peger på den første sætning: alt det hvide. Han ser på den hvide tavle og går i stå. Så vender han sig mod dommeren, som for at bede om et stikord eller en hjælpende hånd. Men dommeren ryster på hovedet. 

Forvirring. Den anklagede venter. Men det er ikke ham, der bliver talt til nu. De har ført ham ind til forhørsstolen, men forsvareren taler pludselig direkte til anklagerne, anklagerne rejser sig og ser på forsvareren, så ser de på hinanden og på tavlen, så taler de. Et øjebliks stilhed. Uro og mumlen i salen. Den anklagede sidder med hænderne i skødet. Frygten, da jeg vågnede, var frygten for lyset i det hvide papir, hvor stregerne falmede, tænker han. Han mærker hvor træt han er. Jeg troede, det ville være gitteret, der lå i vejen. Men en hvid, grænseløs flade løftede sig mod min hånd. Jeg skulle have forberedt mig, jeg skulle alligevel have forsøgt at skrive noget på papiret.

Så springer en lille kappe-klædt mand op og afbryder. Indsigelse! Råber han hen mod forsvarerne og fægter med armene. Væggene var kun hvide tidligt om morgenen, når den anklagede lige var vågnet. Resten af tiden var de næsten sorte, og de blev vasket hver dag, fordi han skrev ved at tørre skidtet fra jorden ud på dem, han viskede simpelthen sine egne ord ud med skidt! Den lille mand er vred.

To nævninge rejser sig og stormer ud. Vinduerne åbnes på klem.

Dagen, den første i retssagen, er forbi.

Alle bevæger sig mod udgangen. 

Næste morgen vågner den anklagede i sin celle. Noget føles anderledes og han sætter sig for at skrive det ned. Han er vågnet uden den sædvanlige lyst til at løse nattens drømme. Døren åbnes, og vandet fosser ud. Noget forekommer ham at være blevet lettere. Han taler højt med sig selv, mens han skriver. Han skriver, uden at se sig om og uden at følge sætningerne med øjnene.

Han skriver næsten uden at se ned på papiret, som han kun lige akkurat kan ane: Endnu ikke skyldig. Intet bevis overhovedet, ingen svar givet, skrev han. Én gang til, længere ind, du er nødt til at svare. Vi prøver bare igen. Sådan forestiller han sig, at de vil tale til ham. Han forbereder sig på deres spørgsmål. Han sidder i cellen og skriver på papiret.

Han ved nu, hvad han vil sige, før han skriver det. For nogle mennesker er det omvendt, tænker han. De vil først forstå en tanke, når de har sagt den højt. 

Denne mand taler med sig selv, som vender han sig bort fra resultatet, det behøver næsten ikke længere blive sagt. 

En vind kastes ind gennem tremmerne. Det er mørkt, men de fire vægge bølger allerede ganske lidt. 

Det er en fin dag, den mest utrolige i mit liv, skriver han. Detstår klart, selvom dagen kun lige er begyndt. Jeg er vågnet uden den sædvanlige lyst til at løse nattens drømme. Det er en lettelse. Jeg tror, det startede allerede for et par dage siden, da jeg gik hele vejen hjem med tårerne trillende ned af kinderne. Aftenen var smuk, det ser jeg først nu. Jeg gik afsted med en næsten glemt energi. Da jeg kom til pladsen, den runde, gik jeg ikke hjem, men satte mig på en trappe to gader fra mit hjem og skrev på et papir, jeg havde haft i lommen: Øjet, der ser, at det har set for meget. De sorte tremmer for vinduet i et fængsel eller mønsteret i et smukt maleri. 

Når man går rundt i passagerne mellem husene, bemærker man det ikke, men et kort øjeblik kan man kan se, at man har talt i et blændværk (i blinde). At nogen engang for meget længe siden har fortalt én, hvad man skulle sige om det, man havde set.

Der er noget, der så gerne vil stråle uden lys. Der er noget, der gerne vil lyse uden at skulle stråle, der er noget meget let (næsten vægtløst), der gerne vil blive liggende.

Han taler højt med sig selv, mens han sidder i cellen og venter. Han skriver det ned. Han skriver ikke til nogen længere. Han skriver som efter en kendsgerning og uden interesse for resultatet.

Han skriver hårdt, men fuld af taknemmelighed.

Den lille kappe-klædte anklager vågede over ham om natten. Det husker han nu. Han sad på en stol ved hans seng.

Hvad handler disse tekster om? sagde anklageren. Han knyttede sine hænder, men stemmen var kærlig.

En ny dag. Retssagen fortsætter. 

Forsvareren er træt. Han har åbnet båndet på sin kappe og vifter sig med en avis.

Tilskuerne i salen hoster ned i glasledningerne, som løber foran deres ansigter, og skriver på deres blokke. Forsvareren vender sig mod dem og slår ud med armene: I vakuum begynder vand at koge.

De beder den anklagede rejse sig op. Han rejser sig op, rankt, uden at svaje til siderne. Ej heller lige frem.  Han står bare rankt og siger: Engang var det nok at sige: Potato, potato my love, give it to me, more butter. De samme sætninger, igen og igen. Der var et hemmeligt sprog, som vi elskede. Så sætter han sig ned igen.

Tilhørerne retter på deres tøj. En høj tynd mand rejser sig og taler med en rumlende lyd. Det er et forvirret, sammenblandet, uspiseligt måltid nu, ordene. Tilhørerne sidder med sammenpressede læber og ånder tung gennem næsen. Det, den anklagede lige har sagt, bliver skrevet på tavlen. Stilhed. Alle ordene bliver skilt ad.

Nu rejser alle anklagerne sig højtideligt. En siger: En lodret søjle af lys kan observeres … Så går han i stå. Uro og mumlen. Anklagerne ser på hinanden. De har forberedt sig. Store bunker af papirer bæres frem. Men der er rod i papirerne, rækkefølgen er forkert. De prøver at bytte plads. Men anklageren, der talte, begynder at græde, han skjuler ansigtet i hænderne og siger: Jeg har bredt papirerne ud og set resultatet blive forkert. Jeg har ødelagt ved at forbinde. Jeg har tvunget forståelsen og bragt noget levende i knæ. 

Der er stille lidt. Forsvareren rejser sig for at bryde ind. Men den næste anklager afbryder ham og siger: I firkanten mærkede jeg, at jeg befandt mig dér, hvor jeg ikke var. Under jorden blændede mørket mig, men først da jeg trådte ud igen. 

Og en fjerde tegner en trekant på tavlen og vender sig frygtsomt mod tilhørerne: Hvis hjørnet står vinkelret på cirklen, hvilken vinkel findes så i buen, hvor de mødes?

Retssagen fortsætter på den måde, besværligt og langsomt, anklagerne taler og taler, men mest til hinanden. Ingen bemærker den anklagede længere, mindst af alle anklagerne. 

Forsvareren er anspændt, nu hvor der ikke kan gøres andet end at læne sig op ad væggen og se tilbage. 

Flere af tilhørerne har rejst sig og sat sig ned igen. Den anklagedes ene sko hænger slapt over den anden, og skosnuderne vender i hver sin retning. I ventetiden forestiller han sig, hvordan den kvælende stilhed viger for noget andet, for en klar tone, som vil følge ham: stilheden vil ganske enkelt have udtjent sig selv og vil sammen med varmen opløse sig og blive til en lyd, der endelig kan høres.

Inden vi rejser os, vil rummet blive til et sugende vakuum, tænker han, en masse år vil samle sig i kø efter hinanden og begynde at opløse sig. Det foregående år sluger det følgende. Min fars hænder river papirstykkerne over. Han lærer mig matematik. Ligesom hans far lærte ham den. I et glimt holder min far øje med mig nede fra salen, som en hvilken som helst af tilhørerne. Minsandten ler vi, du er jo min. Så forsvinder han igen.

Kl 3.15.

Nu er det bare et spørgsmål om tid, siger flere af tilhørerne lavmælt til hinanden, men uden at dreje hovedet, så sætningerne opsamles foran dem og løber summende i et glasrør lige under næsen. Der hviskes nu i krogene.

Alle finder deres pladser, ingen sætter sig. Rummet glattes ud til kanterne i et hurtigt ryk.

Potato, potato my love, give it to me. More butter.

Det ser ud til, at ordene falder rigtigt, at dømme ud fra forsvarerens vidtåbne mund. 

CIRKELBYEN

Byen, jeg voksede op i fødtes i ulykken, for en sommeraften blev I overtalt til at arrangere henrettelsen af V.

Da V’s hoved rullede, åbnedes noget varmt i I’s bryst, noget, som kom inde fra ham selv, havde sat sig i solens sted, og da byen samme år skulle have flere huse, veje og pladser, måtte arkitekten hver dag forbi I’s lille mørkerøde hus for at få skitserne godkendt.

På den måde gik det til, at C blev områdets eneste cirkelformede by. De halvmåneformede huse vendte ind mod en lille grøn plads, hvor henrettelsen af V i sin tid havde fundet sted. Et vandhul og fire bænke placeredes i cirkelform omkring statuen af I. På bjerget bag byen voksede de vilde haver, og en dag fandt man næsen og ørerne på bunden af det udtørrede vandhul. Statuen var ikke til at kende. Inden efterforskningen kunne tage sin begyndelse, flygtede I og tog sine tvillingedøtre med sig. 

Min far begynder at forme vores gelænders runde knopper, dem, man kan holde fast i, når man går ned og op ad trappen. Vi pudser dem med en stålbørste om søndagen. Tungen kan sidde fast på dem om vinteren. De smager af blod. På væggen tegner han haven, som han en dag vil anlægge, den skal være firkantet, siger han. Linjerne tegner han med trælinealen. Når arkitekten kommer på besøg, drikker de mælk med whiskey. 

Vælg to faste tal, a og b, ler de. Vælg også et punkt. Dette punkt gentages ved at finde et nyt punkt. Fra dette ene punkt finder vi altså en hel serie. Snart breder haven sig ud i byen. Utålmodigheden brænder i huden, det lille to-tal der svæver over x’et betyder naturligvis, at x skal gentages med sig selv, og det er meget vigtigt. Jeg går op ad trappen. Alle vegne formindskes arealet fra gentagelse til gentagelse, og for anskuelighedens skyld har han også her malet områderne imellem linjerne sorte, så man kan se, hvordan afstanden hele tiden øges. Det er svært at komme op ad trappen. 

Far står i døren, I er vendt tilbage. Den hjemvendtes hår er hvidt, og vi ser, hvordan han flytter ind i et af de halvmåneformede huse ved den runde plads. Ingen tør nærme sig. Den gamle mands ryg er forslået og bøjet, men virker kolossal foran det lille hus. Han er næsten blind nu. Hvad er det, de hvide øjne ser, når det bliver mørkt?

Tvillingerne, der flygtede med deres far, før jeg blev født, sidder nu halvvoksne i græsset neden for statuen. De vil gerne hjælpe til med at bære karrene med det skvulpende vand, men får ikke lov. De taler ikke til os, men udstøder lyde, der kommer fra et sted dybt under deres fødder. Når de står stille, buldrer lydene op igennem dem, men trækker sig alligevel tilbage, lige før de når helt ud i luften. Kun engang imellem slipper en sætning ud og bliver til ord: Kartoffel kartoffel, my love, giv mig den, mere smør. De ser ud til at forstå hinanden. De griber ting ud af hinandens hænder. De løber hurtigt. Når de er færdige med at tale, løber de, så taler de, så løber de igen. Det er et sprog, fordi de synes at få det, de bad om tilbage. Take the train, not the bus, råber de pludselig. I will not take. I am. You stay. 

Dagen er sløv og fed af fugt, og vi bliver på vores terrasser og venter. Noget virker flydende i I’s rigt foldede ansigt, der er intet sort tilbage  i øjnene nu og ingen modstand. Han sidder på terrassen. Om natten skyder han mod bjerget, han skyder for at dræbe, siger far, da vi har spist og tørret os om munden. Fra dette ene punkt finder vi altså en hel serie, siger han. Arkitekten er hele tiden på vej. 

Så slukker han lyset og går tilbage til værelset med skrivebordet. Jeg kan ikke lade være med at læne mig mod glasset i ruden og se, hvordan I omhyggeligt vasker fødderne på terrassen og tørrer dem i et lille klæde, som hænger over stoleryggen. Øjnene ruller og søger op mod himlen. 

Byens indbyggere mødes i vores stue og beslutter sig, de giver hinanden hånden. Far trækker papirerne frem og tegner byens ruter i ringenes baner, byen burde være firkantet, forklarer han. De andre læner sig frem, stolene knirker, og der lugter af sved og røg fra stuen. Jeg har stået længe på trappen, hvor gelænderet ryster let, hver gang nogen rejser sig og sætter sig, og nu foreslår de hver især, at far melder sig til at gøre det, der nu engang skal gøres. I må dræbes. De giver hinanden hånden igen.

Da I’s hvidhårede hovede falder mod hullet midt på pladsen, mærker far noget varmt i brystet, han stopper op og ser ud over bjerget, hvor noget mørkt og bølgende strømmer ned ad siderne. Mor tager arkitektens frakke fra knagen, lad os nu følge opskriften, a=1,4 og b=0,3. Vi vælger et punkt og gentager fremad. Ligegyldigt hvilket punkt inden for billedet, vi vælger, fremkommer samme figur, vi ser tydeligt lagdelingen, resultatet af de gentagne strækninger og foldninger. Trappen ryster.

Alligevel vågner jeg næste morgen og har slet ikke sovet, jeg ser en ellipseformet, hvilende vandboble foran mig, den er hverken skarp eller blød, og jeg begynder at tegne. Vejene må bugte sig, når byen vokser. Jeg tegner brede, høje trin med kattens trekantede hoved på siderne. Mor står på trappen og ser ned på mig. I er død. 

Natten kan ikke forstyrres, kun kattene bevæger sig i dagslystempo. Alligevel begynder beboerne at male husene grønne, ét for ét; en by eksisterer ikke af sig selv. Den må have et navn, og den må have en farve, og den må have et menneske at blive til igennem. Ellers findes der ingen søvn i den. Hvad vil der ske med tvillingerne, vil de lære at tale? Jeg ligger i sengen, Mor fletter mit hår. Nedefra synes øjenlågene hævede og spændte. De boede jo i minen med I i alle de år, svarer mor, de var sammen med deres far i mørket, hvad var der at tale om? Ingen har gavn af to stemmer. Sov nu, beder hun. 

Udenfor hakkes de buede vægge om til skarpe hjørner, nu er husene firkantede. Jeg ser et hoved uden krop på et billede fra en snart glemt krig, hvor sne dækker vejene. Der er noget kød tilbage på overfladen, som vandet har trukket i fra hver side, så det er udspændt og lige ved at revne. Det synes vigtigt at vide, om det er en skulder, hovedet læner sig mod. 

Jeg sidder bøjet over papiret, så skyggen kan ses. 

Den ene tvilling er høj og mørk og mærkeligt støvet at se på, selvom huden er glat. Den anden tvillings ben er korte og stærke, håret lyst og huden rødlig. Alligevel er deres gangart ens, da jeg ser dem gå af sted, og jeg har svært ved at huske, hvem der er hvem. De begraver I ude ved grotten og bliver væk i flere nætter. Ingen tør nærme sig, da de snavsede og stirrende vender tilbage til byen. 

Den aften fanger de vores kat og bærer den under trøjen på skift. Ved mit bord bag vinduet tegner jeg dem i cirklen ved vandhullet, som straf driver jeg linjerne rundt som en lasso i en tyrefægterring. Jeg tegner vejskilte og stier til dyrene og et meget højt hus, der kan se ind over bjergets indre dale. 

Om eftermiddagen falder modet fra bjerget som aske, det sorte prikker i øjnene, og i den støvede dag går jeg ind i deres hus efter katten, men jeg opdager ikke andet, end at jeg for første gang er alene i et fremmed hus. Jeg sætter mig ved bordet i køkkenet. Risene er rensede og kedlerne vaskede, over ovnen hænger et net med kartofler, og der dufter stramt af en jordslået og sød tobak. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet at finde, men ikke denne ro. På væggene hænger billeder fra underjordiske, mørke gange, en mines lange baner og gange og udsnit af cirkler. På hvert billede er tegnet små numre, der ser ud til at forbinde gangene og cirklerne i et stort underjordisk system, måske blot udsnit af en enkelt cirkel. På gulvet bag spisebordet finder jeg fire trekantede bjerge i akkurat samme størrelse; der er mørk, tung, fugtig jord, let, flyveklart sand, lyse, lerede, sprukne plader og brune klumper med småsten. De er formet af omhyggelige hænder, der holder af at adskille og arkivere, og jeg lader min hånd stryge hen over dem.

Da jeg samme dag træder tilbage ind i I’s køkken, er det mørkt udenfor. Den ene af søstrene venter på mig midt i rummet, hun står ret op, let svajende, lige ved siden af en stol. Jeg har aldrig set hende alene uden søsteren, og et øjeblik tror jeg, at hun vil begynde at tale, at adskillelsen fra søsteren vil give hende et sprog til gengæld. Men mørket har fanget alle lyde og givet dem til ilden i ovnen, der er ikke andet at gøre end at åbne hånden og lægge den lille bunke blandet jord på bordet. Hun dufter sødligt, da hun bøjer sig frem og ser de fire bjerges kaotiske sammenblanding falde fra min svedige hånd. Så tager hun min hånd og drejer den. Hun slikker den ren for jordbunkens støv, stryger mig over håret og vender sig så for at gå længere ind i huset. 

Jeg løber ud af det halvmåneformede rum og ned til vandhullet. Byens grønne vægges mange lag maling flyder ud i det sorte, og en statue med et ansigt, jeg kender så godt, selv i mørke, står færdig foran dem. 

The doctor visits me. He looks at me. He writes something down.

Tell me a little about yourself. Just the most important things, he says. I can see that it’s hard to talk.

No. On the contrary, it’s too easy, I answer (a few words spill out every now and then).

He stands by the bed and waits. Just tell me the most important things about your life, he repeats. His face is blurred because he’s standing in the dark behind the lamp. Then we’ll hang it on the board. What do you think we should know? Then we can talk a little. The notepad and a pen rest on the duvet. Next to him, behind a curtain, lies the other woman. I can hear her chattering teeth and coughing. I’d like to stay here for a while, I whisper. I shake my head. I had forgotten for a moment that I can barely speak, I write in jagged letters on the top paper of the notepad and show it to him. You’ll soon be able to speak properly again, he says. He smiles. And I smile.

I draw a picture of a head being tossed around on some high waves, spray and sun, and we smile at each other again.

The room gets dark. Clear and cool darkness.

Two nurses run by to reach the bed next to me. They help a swaying body up and it gasps for air. I can make out the shadow of a woman behind the thin curtain because the lamp is turned on. I can see a thin silhouette with clouds of wispy hair. There is a short laugh. Her body rocks back and forth while the nurses push a small bowl under her head, so that large lumps of saliva and snot can drip into it. Each drip is followed by a sigh and a secretive laugh. Go away, go home, she shouts, but then suddenly falls silent. Perhaps she is listening to the echo of her own voice and the overtones of the snot (a strange, dense harmony) as they hit the metal bowl. She is breathing rapidly. For a moment I think she is very close, almost by my ear. I try to call out into the room after the nurses have left, but she does not answer me.

I used to be afraid of the sounds because I was alone with them. Now they are distant and belong to another person. They form shapes that I can observe and step into. A geometric figure is briefly drawn by the sounds. Points beg to be connected, it could be the slightest movement, a single cough. The tones connect for a brief second a collection of images, each belonging to its own scene or a fragment of the overall figure. They are part of a large, moving geometry, a fragile circle. An absolutely perfect story.

Later I try again. Are you asleep? I whisper.

The images of her behind the curtain, evoked by the sounds, fall into the circle, like triangles that narrow towards the center of the circle and finally disappear. I see the eyes of an old woman. (I see a bullfighter’s robe). I recognize the headboard by the sickbed. Now the entire surface of the sphere is covered with images. A completely perfect story. The story is over the same second it began. A completely perfect story. or can begin again.

The light is turned off.