DIT EGET RUM

En morgen, da du vågnede og gik hen til døren opdagede du, at der var 25 meter derhen. Da du åbnede vinduerne, så du med det samme, at de stod i en 45 graders vinkel.

Alt levede sit helt eget, præcise liv og ville gøre det med eller uden dig. 

Du var lige flyttet hjemmefra. Møblerne stod stadig hulter til bulter. Du havde endelig dit helt eget rum. At det en dag vil blive nogle andres rum, virkede umuligt. (Som noget, der måtte forhindres). Det var ikke stort, men det var dit eget. Det kan tage et helt liv at udvide det fra 25 meter til 26 meter, tænkte du. Men hvorfor ikke prøve? Jeg var engang i et lille bitte rum. jeg kunne røre ved væggene. Når jeg sang, bevægede de sig ganske lidt. Så lærte jeg at regne.

Du gik straks i gang. Du gangede væggen med gulvet og trak vinduet fra væggen og plussede det hele med døren, og alt begyndte at flytte sig. Ikke meget, men nok til, at du kunne strække armene ud uden at mærke noget. Det var en næsten ubehagelig fryd. Rummet gjorde, som du sagde. Du trak loftet fra gulvet for at se, hvad der skete, du gangede væggene med hinanden. Du var ung. 

Så slap du kontrollen helt og dividerede alle hjørnerne med hinanden. 

Måske var det dér, det begyndte. 

Der blev et tal til overs. En ubetydelig procentdel, men nok. Du målte igen. Du fik feber og forrevne hænder. Du hang ud af vinduet, du tvang døren den forkerte vej. 

26,3. 

Fra nu af altid det samme tal. 

Du gangede det med sig selv, du forsøgte at gøre alt det samme som før, bare med modsatte fortegn, men det forblev 26,3. Du fortrød. Du satte dørene i igen. Du satte alle væggene i anden potens, du udskiftede y med x. Intet hjalp. Du fjernede vinduerne. Du startede forfra. 

26,3. 

20 plus 6 plus 0,3. 

Du sov næsten ikke. 0,3 er ingenting, drømte du, men vågnede og vidste, at det var nok. Du græd og blev rasende. Det runde, rolige nul, det hånlige komma, de besidderiske, enorme 3 mm. 

Du satte tre vinduer i, nul døre, dem fjernede du. Du syntes, det bankede på, men du åbnede ikke.  Du syntes, der blev råbt og slået på døren. Du så det hele blive til millimeter mellem sine medtagne hænder, brøkdele af en millimeter, for så igen at svulme op til det utilgiveligt, skæve tal: 

26,3. 

–

–

–

–

HEMMELIG

Og så døde hun, sagde de. Men hun vågnede om morgenen. Alene på stuen.

Længe lå hun helt stille i sengen. Det blev lysere omkring hende og i takt med lyset dukkede flere lyde op. Hun kunne ikke nå at fornemme, hvor de kom fra, før de overdøvedes af nye. I dag ville ikke blive anderledes. Hver morgen måtte hun bygge rummet op igen. Lydene havde brug for hende. Nu sad de allerede hjælpeløst fast i dynen, sengens gærde, tættere og tættere på. De var ikke længere adskilte, som de var om natten. De var forvirrede, de vågnede flere på én gang og fulgtes ad, gled ind i hinanden, svarede alt for ivrigt hinanden. Hun forsøgte at adskille dem. Hun vidste at dette vakuum var fyldt til bristepunktet. Der var fodtrin, fugle, stemmer. Men hvilke lyde kom tættere? Hvilke udgik herfra hvor hun lå? Hvilke fjernede sig? Hvilke strejfede hende bare på vej forbi? Hun lå helt stille, da en dør gik op. Der lød skridt og sengen bevægede sig. Hun lukkede øjnene. Sengens hjul hamrede mod en forhindring. Dørkarmen? Den sled sig videre ud af rummet. En stemme bandede. Et åndedrag tæt ved hendes tinding. Hun lå helt stille. Lydene vil ikke kunne finde mig, tænkte hun, og vidste ikke, om det var godt eller dårligt. hvor er uret, tænkte hun, og tanken forsvandt igen. En vind ramte hendes kind, de var udenfor nu, underlaget, de skubbede sengen over blev ujævnt, sengen sad fast, dens ene hjul raslede, og flere stemmer og åndedrag kom til. De løftede sengen. Langt, blødt hår kildede hende på næsen. De lo og talte sammen hen over hende. De satte sengen ned og hvilede. Lænede ind over sengen, kunne hun mærke deres ånde. Jeg er træt, sagde de, kan vi tage et hvil. Hun har jo ikke travlt. Hun mærkede, de så på hende. Noget varmt bredte sig hen over hendes øjenlåg. Jeg er også træt, tænkte hun. Hemmeligt vågen, hemmeligt træt. Hemmeligt helt rolig. Hun var lige ved at smile. Hun sagde ikke en lyd. Hvor langt har vi igen, sagde den ene. En anden sukkede, men svarede ikke. Nikkede måske. Er det din første i dag? spurgte den anden. Ja, det var det. De stod omkring hende, lænet ind over sengen. De tog et hvidt, tykt klæde og lagde over hendes ansigt. Varmen under klædet krøb ind i hendes lukkede øjne. Sikken en kærlighed, tænkte hun. De skubbede sengen videre, halvt bar, halvt skubbede den. Den var tung. Men de lo, når den sad fast mellem fliserne, på vej mod… En latter, der indeholder det hele, tænkte hun. Lydene af hjulene, der skramlede henover jorden overdøvede alle andre lyde, og de opdagede hende ikke. 

–

–

–

–

STOL, SENG, VINDUE

Hun sad på sengen, han i stolen. Det var morgen.  

Hun så på ham i smug. Han lod som om han så ud af vinduet. Han så på hendes spejling i ruden. 

Hun nød det, at sidde sådan på afstand. Hun tog afstanden mellem deres øjne (de så engang imellem på hinanden) og gangede den med sig selv. Hun tog længden af hans hænder og dividerede med længden af den tidligere afstand mellem dem, da han kort forinden sad i sofaen. Og på den måde kom hun helt tæt på, tættere på end hun havde været hele natten. Og de små tal, hendes udregninger gav, strålede. Hans hænder hang ned langs kroppen, da han gik forbi lige før og satte sig, hans øjne skinnede. Hans hovede var bøjet let til den ene side. Hun så hans øjne i cm, så i mm. Hun tog tiden (t) og trak den fra alle resultaterne. Sagt på en anden måde: hun gjorde dem parallelle til det sted, hvor x, y og z møder tiden (t). Hans øjne var meget tæt på nu, hans hovede tungt og varmt i hendes hænder. De behøvede slet ikke bevæge sig. Jeg ved, hvad ting er, sagde hun til sig selv. Hvad de er, og hvad de ikke er. Hvis jeg kan få lov til at sidde sådan her. 

Han så på hende i rudens spejling. Bag hende langt væk var havet med og over det skyerne, der  langsomt filtrede sig ind i hendes hår. Og han syntes, de trak hende væk fra ham.

–

–

–

–

TALLET

Hun elskede det tal. Det hemmelige tal, som kun hun kendte. Hun skrev om det om natten, hun sneg det ind i sine regnestykker og lod det leve der, uset. Kun hun vidste, det var der. Hun lod det gange og dividere sig ind i de velkendte, almindelige tal, og uden et ord lod hun det på den måde overrække hvem som helst. Det levede derfor også udenfor hende og hos fremmede, men skjult. Sommetider kom det måske hjem til hende igen, i nye klæder, og selv hun genkendte det da ikke længere. For hvad sker der, når et tal glider ind i et andet tal, og udvider det? Hun havde lært tallet, at det altid skulle tilbyde at give slip på sig selv først. At lade det tal, det mødte, absorbere sig, uden at sætte sig imod. Det var derfor et frygtløst tal. Et grænseløst tal. Et tal, der var umuligt at adskille fra de andre tal, det havde mødt. Det behøvede aldrig et navn. 

Hun fandt tallet en dag, hun forsøgte at rykke rundt på sine møbler. Hun tegnede en lille model at sit værelse, og satte så forsigtigt hvert møbel ind, ét af gangen. Hun ejede kun et skab, et bord og en seng, men det føltes umuligt at forstå, hvor de hver især kunne stå. Hun sad længe med dem i hånden. Sengen var en lille sten, hun havde fundet på stranden, bordet et stykke af en gren og skabet en tændstiksæske. Hun flyttede dem rundt på tegningen. Hun målte afstande, lod hvert møbel indgå i en formel, på hele tiden skiftende pladser, og hun så den lille model af værelset svulme op og skrumpe ind for sit blik. (hun sad længe bøjet over papiret). Det tog flere dage. Hun regnede ud, at hvis stenen stod overfor bordet, så ville hun skulle leve i mørke, det meste af dagen. Og hvis æsken stod ved siden af grenen, ville hun ikke kunne komme ind i rummet. Så meget forstod hun. 

En dag fjernede hun møblerne, stenen, grenen og æsken, og rejste den lille tegning op, stillede den op af væggen, som en mur, der mødte hendes blik direkte. Hun så lige ind i den lodrette, tomme flade, som var papiret, og noget faldt ud og ned på gulvet. 

–

–

–

–

EN ANDEN AFSTAND

Første gang hun så et tal, forstod hun, at det repræsenterede en hemmelighed. Selvom hun ikke var ret gammel, forstod hun det. Tallene og ikke bogstaverne var hemmelige, for tallene kunne forsvinde ind i andre tal. Hun troede, at ingen rigtig vidste, hvad et tal betød. At hvert menneskes forståelse af et tal var forskellig og helt dets egen. Hun forstod, at tallenes væsen var at være hemmelig, som en modvægt til ordene. Og hun elskede dem for det. Hun forstod at lade dem være i fred, som et åndedrag. I bøgerne stregede hun tallene over og samlede de sætninger, der havde beskrevet dem, sammen. I de hulrum, tallene efterlod, tegnede der sig hele fortællinger om byer og huse og om hænder strakt ud mod hænder. 

Prøv igen, sagde dem, der ville lære hende at bruge tallene. 

Hun så på rummet omkring sin seng om natten og forstod, at hver afstand havde et tal. Du kan holde væggene, menneskene, spørgsmålene på afstand ved at give dem et tilfældigt tal, sagde hun til sig selv. På den måde så det ud som om, hun blev fortrolig med tallene. Men det var kun for at kunne holde rummet omkring hende intakt. Hun ville ikke bruge tallene til andet. Hvis nogen spurgte, hvad klokken var, rystede hun på hovedet. Hun betalte aldrig det rigtige beløb, for det meste betalte hun alt for meget. Det blev hurtigt meget besværligt. Hun skulle lære, sagde de, at hun ved at sætte tallene sammen i lange tråde, kunne lade dem skifte plads og stadig få det samme resultat. På den måde, kan du bygge, hvad du vil, sagde de. Jeg vil bygge en krop, sagde hun. Det er ikke nødvendigt, sagde de.

Hun byggede sin krop i spejlet hver morgen. 

Hun skrev: Jeg sad med benene i hænderne. Det lyder måske mærkeligt, men det var det ikke. Jeg rejste sig ved at støtte benene mod bordkanten. 

Hænderne søgte hen over gulvet, glidende, da jeg begyndte at gå. Jeg strakte mig og hvilede et øjeblik kun på tommelen og pegefingeren, mens fødderne bøjede hovedet. Jeg gik akkurat lige så hurtigt som før.

Hun begyndte at le, hver gang, hun så sig i spejlet. 

Hvorfor kravler du henover gulvet? spurgte dem, der ville lære hende at regne. Hvorfor bytter du rundt på et spørgsmål og et svar? 

Hun svarede: det er stadig det samme resultat.  Så opgav de.

I pauserne satte de sig under et stort træ i gården, og hun kunne høre dem tale om deres beregninger. Begejstret sagde de til hinanden: Nu ved vi da, at der ikke er et hul i vakuum.  

Eller: én enkelt partikelrotation kan vælte det hele, så vi må også lade hullerne stå. 

De vidste ikke, at når de sagde sådan, så talte de i et kort øjeblik fuldstændig samme hemmelige sprog, som hun, der ikke lærte tallene.

–

–

–

–

TRAPPERNE.

En morgen da jeg vågnede, var byens trapper væk. Hurtigt viste det sig, at det ikke kun gjaldt byens trapper, men at alle verdens trapper med ét var forsvundet. 

Først kom tumulten. Skræmte mennesker fanget på de øverste etager måtte hjælpes ned. Slagsmålene begyndte, da de, der havde levet i skjul i de trappeløse parkeringskældre, så ud til at kunne fortsætte deres liv, som de plejede. 

I resten af byen kravlede de heltemodige op på lange stiger, lassoer blev kastet ud i luften, og mennesker blev hevet op fra de etager, der var skjult under jorden. Jeg stod ud af sengen, tog mine ting og kravlede ud af vinduet, som ikke var hævet mere end en meter over jorden. Folk råbte ud af vinduerne til hinanden.

Hvorfor er stigerne og elevatorerne her stadig, når trapperne er væk? var der en der råbte. Det var et virkelig godt spørgsmål, som ingen kunne svare på. Alle skal tilbage til overfladen, lød det. Jeg var ikke bange, men heller ikke rolig nok til at kunne hvile. Jeg drev omkring og så forvirrede mennesker stå midt på gaden og tale med dem selv.

Jeg mødte en pige, som havde boet i en kælder for enden af en lang trappe. Hun kunne fortælle, at skyggerne på trappen engang gjorde det muligt for hende at holde øje med tiden, som et solur. Hvert trin repræsenterede 36 minutter, og hun viste det med hænderne i luften. Der samlede sig en gruppe af tilhørere foran hende.

Nu, sagde hun, var hullet, hvor trappen havde været, et mørke, der sugede tiden til sig. Og når hun endelig slap ud i lyset, vidste hun ikke længere, hvor lang tid, der var gået. Hun sad fortumlet under et træ med sine ejendele spredt omkring sig.

Nu laver jeg ikke andet end at overveje, om jeg helst vil være indenfor eller udenfor. Jeg kan ikke længere være i tomrummet. Hun talte langsomt. Øjnene stod stille. Ved middagstid ankommer lyset nu uden varsel til bunden af bygningen.Tanken om det overstås aldrig, den spreder alting ud i lange sandsynlighedstråde, bølger, der bliver til et enkelt lille punkt, når man rører ved dem, men alligevel uden noget at holde fast i, fortsatte hun, da tilhørerene gjorde mine til at gå. Det knuser mig. Mere og mere med stadig større kraft.

Jeg flyttede ind på et lille værelse hos en familie med to børn. Hver aften talte de om de gabende bygninger, der stod tilbage fyldt af mærkelige huller og farlige afsatser. For at huske trappen måtte man blive ved med beskrive den, sagde forældrene til børnene. Indtil man en dag igen kunne bygge den. 

I erindringen dannedes en slags gade i flere etager. Børnene havde mareridt.

For at huske trappen måtte man blive ved med beskrive den, indtil man en dag igen kunne bygge den, drømte de. 

I erindringen dannedes en slags gade i flere etager. 

Der lyder hule, dumpe slag. En stor, bred gade løber i mine drømme op langs blokken af tiliset marmor; når man så langt, er den overdækket af glas. Glasset dækker over et tomrum mellem de forskellige etager. Der er de sædvanlige ting på de små afsatser, som tilhører hver lille familie: redskaberne. Nu er de ikke til at få fat i.

Valgkampen bryder ud. 

En mørkhåret kandidat fører stort med det kryptiske slogan: En verden uden trapper giver os synet tilbage. 

Han er selvsikker, sund, levende og vigtigst af alt, så bliver han ved med at tale, pauserne er korte og formålstjenstlige, når han let og elegant slår over i engelsk og så tilbage til modersmålet, hvilket får hans pointer til at gentage sig som en ringen for ørerne. Vi var mange, der aldrig kunne komme hverken ud ad eller ind i de bygninger, vi boede i! Han slår ud med armene og lader dem hænge dirrende i luften. Han har ikke mere at sige. De bærer ham  væk fra scenen.

En enegænger fra et mindre parti tager kampen op: Luk øjnene og husk, råber han, mens han træder ind på scenen. Husk trappernes smukke form. Husk, hvordan solens bevægelse kunne læses så tydeligt på deres skarpe afsatser. Jeg advarer jer: Det er det eneste sted i bygningen, hvor I endnu kan forstå rummet omkring jer, dér formes jeres bevægelse, dér lærte I at gå. Tiden gav jer sin modstand. Overalt kan I flytte jer til venstre eller til højre uden den mindste modstand, men her, nu peger han på en tegning af en gammel hvidkalket køkkentrappe, er trappen aldrig bare en tilføjelse. Den er rygraden i enhver bygning. I vil ikke være i stand til at stå op ret længe uden den. Han må stoppe et øjeblik. Han har svært ved få vejret. I vil ødelægge stien tilbage til jeres børn! 

Der bliver uro blandt tilhørerne.

Vi var mange, derikke kunne komme ind i de bygninger, vi boede i, lyder det forsigtigt nede fra mængden, som et forsinket ekko fra den tidligere taler. 

Hvad med elevatorerne! råber en anden, og forsamlingen rykker tættere sammen. 

I deres drømme løber en stor, bred gade op ad marmorblokken og strækker sig så langt, at den længst borte i horisonten ser ud til at være dækket af glas.

Valgkampen er ved at være forbi. Folk er stimlet sammen på byens plads. Ingen har stemt. Et fladt landskab. Byen har allerede bredt sig, den lille by æder bondemændenes marker.

Jeg ser en gammel mand, der forsøger at komme op på scenen. For at jorden kan være rund, må den by vi bor i være flad! råber han, mens han svinger med armene. Han er i færd med at falde, men ænser det ikke, før det er for sent. Jeg ville undgå at træde på lyset, mumler han, da de hjælper ham på benene igen. 

Forsamlingen bliver stående. Ingen ved, hvornår det er tid at gå hjem. Den gamle mand, som gerne ville have underholdt, bliver stående foran scenen. Han har en stok hængende over den ene arm, som han ikke læner sig mod. Hænderne stryger i små ryk hen over hinanden et stykke ud fra kroppen, som beroligede han et usynligt barn ved at klappe det forsigtigt på hovedet. 

–

–

–

–

DEN BERØMTE MAND

En dag ser jeg en mand. Han sidder i en togvogn. Vinduerne står åbne. Han er alene i vognen, fri for andres blikke, som han havde håbet. Men det gør ham ikke rolig. Toget har holdt stille meget længe, og han ved ikke hvorfor. Han har prøvet at rejse sig for at undersøge sagen, men han kan ikke. Han har prøvet at kalde ud mod gangen, men stemmen er fjern og tynd. På gulvet foran ham stikker et par ubevægelige underben og fødder frem. Hans egne?

Mærkeligst af alt er det store ansigt uden for vinduet. Et gigantisk, levende og drenget ansigt, hvidligt og hævet, som skyerne. Ansigtet er tæt på ruden, det fylder hele rammen ud. Det skygger for den rødlige sol og den hvide horisont i baggrunden og lukker det meste af lyset ude af vognen. Og det stirrer på ham. Hvorfor kører toget ikke? 

Han har været i gang med at læse i sin egen bog: Erindringer om en sten. Det er en bog, han selv har skrevet. Han vil undgå at se op, så han forsøger at læse videre. Det er blevet mørkere i vognen, det er svært at skelne ordene fra hinanden, men det er ord, han selv har skrevet. Han kan dem næsten udenad. Han læser højt. For at berolige sig selv betoner han hvert ord tydeligt: Vi bevæger os igennem det lysende ørkensand, som støder op til den glatte slette, og der ligger den – lidt længere fremme. Det er en stor sten, perfekt skåret og efterladt. Der er ingen mennesker, der kravler på den, sådan som jeg ellers havde set det på billederne. Det gør mig nervøs. Men jeg stiller mig alligevel hen ved den, tæt nok til at kunne række ud, hvis jeg får lyst. Jeg forestiller mig, at der er nogle andre bag ved, der kigger på mig, mens jeg rækker hånden frem og lader den glide hen over stenen. Jeg forestiller mig, at de tænker, at jeg måske ved noget om stenen, som de ikke ved, hvilket gør dem glade for, at de er der samtidig med mig.

Han holder en pause. Han ser ud ad vinduet, ansigtet er der stadig. Han bøjer sig længere ned over bogen og på den måde opdager han, at nogen har skrevet med en tyk kulstreg nederst på siden: Stenen fylder sindet med besvær. Det er ikke hans egen håndskrift. Han stirrer på de ujævne bogstaver. Så drejer han sig langsomt og ser, at det store ansigt er endnu tættere på. Han rækker i en pludselig indskydelse den opslåede bog frem mod vinduet. 

Nogen har skrevet i min bog, siger han hæst og fortryder med det samme. Han frygter, at hans eget ansigt skælver.

Han peger nederst på siden, hvor sætningen i kul står, og stirrer meget præcist, så præcist han kan, hen over bogens ryg. Han kan ikke finde på mere at sige. Men det store ansigtet udenfor svarer ikke, det bliver bare ved med at stirre på ham. Ansigtet ser tilfredst ud, en rolig, ubevægelig tilfredshed.

Den berømte mand tænker på solbrillerne, som lå klar på bordet ved hoveddøren, da han gik hjemmefra i morges, men som han glemte at tage på. Jeg er god til det første møde, siger han til sig selv, hvilket der ikke kan laves om på. Men jeg sidder i et tog, hvor andre mennesker uundgåeligt vil stige af og på. Jeg vil falde, tænker han, og alt vil blive grynet og flimrende. De vilde haver over os, nu braser de ned! Det bliver måske også en form for lettelse. Men intet sker.

I stedet vender det store ansigt sig mod solen, og på den måde ser manden, at ansigtet ligner en lille drengs ansigt, selvom det er enormt, og at drengen må være blind. Øjnene flimrer og hopper fra side til side og søger efter solen på himlen uden at blive blændet. Så lukker øjenlågene sig, og da de åbnes igen, er øjnene hvide, fordi pupillerne søger op mod himlen. Den berømte mand lægger resolut bogen fra sig – ja, han kaster den ligefrem lettet ned i skødet. Ansigtet har intet set.

Men den lille drengs store ansigt fylder stadig hele rammen. Det skygger for den røde sol og den hvide strand i baggrunden og lukker lyset ude af vognen, og nu læner det sig pludselig  frem og siger: Læs ! 

Den berømte mand stirrer på ansigtet. På dets hvide, flimrende øjne. Jeg kender godt historien, fortsætter ansigtet. Jeg skrev den jo til dig! Men jeg vil gerne høre den igen. Og så ler ansigtet med en mund fuld af skæve tænder.

Manden trækker sig langsomt helt op at sidde og skubber jakkens folder tilbage på plads. Han kan stadig ikke rejse sig. Hans øjne søger uroligt ned over hans egne hænder. Han føler tårerne presse sig på. Men det er ikke muligt, det er jo min historie. Det var mig, der skrev den efter at have levet den, det ved alle og enhver, vi kan spørge hvem som helst, svarer han, og så rejser han sig pludseligt op, for om lidt vil han blive nødt til at lade sig falde. 

At det også er min historie, svarer den unge drengs store ansigt, nu med hovedet lidt på skrå, er da ikke så underligt, når man tænker på, hvor berømt du er. 

Ansigtet smiler begejstret. Manden falder.

I ugerne efter bliver den berømte forfatter derhjemme i stuen. Hele dage på sofaen. Når han ligger tilstrækkeligt længe på den, begynder luften at sive ind i blikket og blikket ud i luften, og på den måde opdager han på maleriet over sig en stor, rød sol, der hænger lavt over en hvid strand. En plante ses på venstre side, og en lille dreng gennemsøger plantestænglerne og kravler højt op i dem. En togvogn ruller med sine bløde, røde fløjlsæder langt under drengen. Han kravler for sit liv, det synes klart. Solen kruser lyset i sin yderste kant, og det får vognen til at rulle få millimeter, i små ryk frem og tilbage.

Men det er umuligt, hvisker den berømte mand både til sig selv og til drengen på maleriet. 

Det er trods alt mig, der har skrevet den historie. Det kapitel er i min historie.

Naturligvis, naturligvis, svarer manden blidt sig selv, nu med drengens stemme.

Og så alligevel dette ansigt …

Sådan går dagene. 

I stuen er varmen konstant. Hver gang han forsøger at tale højt nok til at kunne kalde på hjælp, beroliger han, uden at ville det, sig selv med det store ansigts stemme. Det store ansigt, hvis stemme nu tilhører både ham selv og den lille dreng, synger for ham, til de begge sover.

Et par gange vil han gå ud, men fuldt påklædt må han stoppe i gangen, lige ved kanten af ​​det store tæppe, og hver gang indse, at han ikke har noget, han skal.

De vil komme, tænker han. Lad dem komme.

Lad dem komme.

–

–

–

–

ET ALT FOR STORT HUS

Jeg glemmer ikke synet af dig.

Du sad ved telefonen om aftenen, ventende. Forsigtigt tørrede du kinderne, så åndede du på solbrillerne og tørrede også dem.

Din vægt tillod dig ikke at gå af trapperne de sidste mange år, du levede, men da du døde transporterede de dig alligevel i en tobenet metalseng, som kunne løfte dig fra trin til trin og til sidst ud på gaden. Jeg gik ved siden af og opfangede din duft, som var sødlig, varm og massiv, som i et værelse uden vinduer. 

Nu bor jeg alene. Hvis jeg går ud, er det sidste, jeg gør, inden jeg forlader huset, altid at påføre mig de store, brune solbriller. Jeg må ofte undgå kendte ansigter i gaderne. Næsten alle jeg møder vil hilse.

Jeg har besluttet at finde et menneske i parken og begynde en ny samtale. Ikke den slags samtale, der opstår, når jeg i udmattelse og frygt vælter ned på en bænk i mørket efter at have været henne og købe ind, men en fattet udveksling, en ny begyndelse. Jeg er klar over, at jeg meget snart er nødt til at udleje et værelse i huset, og jeg har nu i længere tid lagt mærke til en ung mand, som sidder i den del af parken, der ligger lige overfor vinduet ved telefonen. Han ankommer hver dag med et lille bord på en vogn, sætter bordet i græsset, lægger bøger ud i en række på bordet, placerer sig foran det og spiller i flere timer på sin klarinet. Han spiller dårligt og ser ikke ud til at tjene noget, men jeg har igennem længere tid bemærket et sirligt og avanceret system for bøgernes placering på bordet. Vi kan måske bo sammen, tænkte jeg, da jeg så ham.

Jeg stod tidligt op og brugte lang tid på at udvælge det rigtige sæt tøj. Vejret var tungt og mørkt, og det ville regne. Jeg lagde en plan. Det nemmeste ville være at starte med at købe en bog af manden, men jeg kunne jo endnu ikke vide, hvilke bøger, han havde. 

Jeg tror på, at det første møde er afgørende. Det går mig næsten altid godt under det første møde, sagde jeg til mig selv. 

Da jeg nåede frem til den unge mand i parken bøjede jeg mig i en lang – og lidt for tidligt igangsat – bevægelse over bordet og kunne derfor kun nå den forreste af bøgerne. Uden at se op en eneste gang greb jeg den, slog op på første side og begyndte at læse. Jeg læste hurtigt: Steder at Gå til i Dag, stod der, stald, hus, stald, toilet, køkken, værftet, køkken, bad, toilet, vejafgift-huset, toilet, seng, værftet, butik, vej, café, vej, køkken, toilet, sofa, seng. Listen fortsatte, men jeg var blevet svimmel og havde svært ved at huske min egen koreografi. Jeg følte en overvældende udmattelse. Jeg lagde bogen fra mig og tog en ny. 

Den unge mand spillede stadig på sin klarinet. Jeg var ikke sikker på, om han havde registreret mig. Han reagerede ikke. I stedet for at se op, så han længere ned. Ja, han lukkede ovenikøbet øjnene. Jeg blev svimmel. Jeg er god til det første møde, sagde jeg til sig selv, hvilket der ikke kan laves om på.

Men der var ikke mange handlinger tilbage at udføre. Jeg kunne ikke blive ved med at lave de samme bevægelser, og jeg var ikke sikker på, at jeg magtede at åbne en ny bog. Nu falder jeg, tænkte jeg. De vilde haver over os, nu braser de ned! Men intet skete. Det var ikke til at holde ud.

Den unge mand holdt op med at spille og lagde sin klarinet fra sig i græsset. Bøgerne er ikke til salg, sagde han venligt og så flimrede og rullede øjnene op imod himlen og ned mod græsset. Men de så aldrig på mig.

Du må gerne ligge her på græsset, sagde han og lagde sig så lang han var, så hovedet nåede ind under bordet. 

Hvad var det for mælkehvide øjne, han havde? De ledte uden at fæstne sig på noget.

Jeg blev stående lænet ind over bordet, og jeg gik, til min overraskelse, i gang med at fortælle en historie.

Historien, der egentlig slet ikke var en historie, men et enkelt syn, der aldrig var stoppet med at udvide sig, handlede om en mand, som var rejst over havet alene og nu boede i en lille fiskerby ved stranden. Han ejede et maleri, som han holdt meget af og som hang over hans seng på det lille værelse, hvor han havde lejet sig ind. På maleriet, som var meget stort, sås en mand i jakkesæt, siddende ret og op ned, med knyttede næver. Når man lå i sengen, så han lige på én inde fra maleriet med så vansiret et ansigt, at det flød ud i hatten og ned i jakkens krave. Kun en mund anedes i sin fulde form, og det lagde an til et mærkeligt skrig. Manden sad i en vogn, måske en togvogn, med store vinduespartier i egetræsrammer, og på gulvet foran manden stak et par ben frem – strakte unge ben.

Jeg kender godt historien, afbrød den unge mand begejstret fra sin plads under bordet. Han trak sig langsomt op og sidde igen og skubbede jakkens folder tilbage på plads. Men fortsæt endelig, jeg vil gerne høre den igen. Jeg holder meget af den, og jeg har aldrig hørt den til ende. Hans øjne blev ved med at søge nedover hans hænder og videre ud på græsset. Han gabte og strakte sig.

Men det er ikke muligt, det er jo min historie. Det er jo mig der har skrevet den. Noget at den, har jeg endda lige fundet på, hviskede jeg, og jeg rejste mig brat op, for om lidt ville jeg blive nødt til at lade mig falde. 

Den unge mand smilede. Det er vel ikke så underligt, svarede han roligt, nu med hovedet lidt på skrå. Når man tænker på, hvem du er. Så gabte og strakte han sig igen.

Jeg så mig om i små ryk og blev stående et øjeblik med hænderne på lommerne, som havde jeg tabt noget. Der faldt totter af græs fra min jakke. Så vendte jeg mig om.

Da jeg kom hjem satte jeg sig ind på dit gamle værelse, hvilket jeg ofte gør, når jeg er ked af det. Den dag tænkte jeg: Jeg ved ikke længere hvad jeg skal tro. Det kan jo ikke altsammen være lige sandt.

Du lå ikke længere i sengen, alligevel lagde jeg mig forsigtigt, som for ikke at vække nogen, og foldede hænderne under kinden. Jeg vil sige til dig, sagde jeg til mig selv, jeg vil sige, at du må indse, at der ikke findes en, der kan flytte ind.

Du må sælge huset.

–

–

–

–

KRANEN

5 VINDUER

PÅ DEN ANDEN SIDE AF DE SORTE TREMMER

Det er morgen. Dagens retssag skal til at begynde, og om lidt vil du blive hentet. Selvom du har forberedt dig længe, ved du stadig ikke, hvad du skal sige, eller hvad de vil spørge dig om.

På den anden side af de sorte tremmer, der sidder som et visir for rummets øje, ånder lyset for hvert åndedrag fastere i tågen. Det vil snart bryde igennem. Du skriver på sin notesblok: For mine børn, var det nok at sige: Kartoffel, kartoffel, giv mig den, my love. Mere smør. De samme sætninger. Igen og igen. Det gav ikke mening. Men det var nok. De forstod hinanden. Gå med tog, ikke med bus, med en, pludselig! Jeg tog ikke bussen! Jeg bliver dig! Jeg blev dig. Jeg er og du bliver, råbte de til hinanden. De talte, de løb, så talte de igen. De brugte de samme sætninger igen og igen, men byttede om på dem. Som var sætningerne tal i en simpel formel. 

Døren låses op, og to vagter fører dig ned ad den kolde gang og skubber i et fælles stød døren op. Retslokalet ligger i et område af bygningen, hvor både vægge og møbler er lavet af nyvasket træ. Lydene er blødere her, og en boghylde hænger på en væg til venstre for bænken, hvor du skal sidde og vente. Så skubber de dig ned på bænken, som står over for den store egetræsdør ind til retslokalet og tjekker låsen mellem hans hænder. Om kort tid åbnes døren, og tilhørerne vil begynde at vurdere, hvad de ser. En blødhed smelter ind i noget hårdt og fast, noget hvæser et øjeblik i dit bryst.

Tilhørerne begynder at rette på deres tøj, da de ser dig. En høj, tynd mand rejser sig foran en tavle og taler med en rumlende, rullende lyd. Det er, som om det, der bliver sagt, skal fortæres: spørgsmålene, svarene, problemet, løsningen. Den høje mand tygger og tygger. Han skriver ordene på tavlen. Han bruger lang tid på at arrangere dem, indtil de har fået en plads: 

Én bagerst i lokalet hoster.

Der bliver hvisket blandt tilhørerne. De skriver formlen på deres blokke, skiller den ad. Tre mænd bag et langt bord beder den anklagede om at rejse sig. 

Retssalen er både sort og hvid og mørkerød. Men med de halvt lukkede øjne er det brunt og tåget. Ansigterne er svære at se, også med åbne øjne. Den simple grund: Vi er samlet her idag… Det bliver talt højt og tydeligt.

Tilhørerne rejser sig. Så sætter de sig igen. Du, den anklagede, må skære en grimasse for at kunne bøje kroppen, da de beder dig sætte sig, og stolens kulde får dig til at sige en hvislende lyd. Rummet glattes ud til kanterne i et hurtigt ryk, og du bliver svimmel. Det var ikke sådan, du havde forestillet dig, det skulle begynde.

Forsvareren taler. Han peger på den første sætning: alt det hvide. Han ser på den hvide tavle og går i stå. Så vender han sig mod dommeren, som for at bede om et stikord eller en hjælpende hånd. Men dommeren ryster på hovedet. 

Forvirring. Du, den anklagede, venter. Men det er ikke dig, der bliver talt til nu. De har ført dig ind til forhørsstolen, men forsvareren taler pludselig direkte til anklagerne, anklagerne rejser sig og ser på forsvareren, så ser de på hinanden og på tavlen, så taler de. Et øjebliks stilhed. Uro og mumlen i salen. Du sidder med hænderne i skødet. Frygten, da jeg vågnede, var frygten for lyset i det hvide papir, hvor stregerne falmede, tænker du. Du mærker hvor træt du er. Jeg troede, det ville være gitteret, der lå i vejen. Men en hvid, grænseløs flade løftede sig mod min hånd. Jeg skulle have forberedt mig, jeg skulle alligevel have forsøgt at skrive noget på papiret.

Så springer en lille kappe-klædt mand op og afbryder. Indsigelse! Råber han hen mod forsvarerne og fægter med armene. Væggene var kun hvide tidligt om morgenen, når den anklagede lige var vågnet. Resten af tiden var de næsten sorte, og de blev vasket hver dag, fordi han skrev ved at tørre skidtet fra jorden ud på dem, han viskede simpelthen sine egne ord ud med skidt! Den lille mand er vred.

To nævninge rejser sig og stormer ud. Vinduerne åbnes på klem.

Dagen, den første i retssagen, er forbi.

Alle bevæger sig mod udgangen. 

Næste morgen vågner du i din celle. Noget føles anderledes og du sætter dig for at skrive det ned. Du er vågnet uden den sædvanlige lyst til at løse nattens drømme. Døren åbnes, og vandet fosser ud. Noget forekommer dig at være blevet lettere. Du taler højt med dig selv, mens du skriver. Du skriver, uden at se dig om og uden at følge sætningerne med øjnene.

Du skriver næsten uden at se ned på papiret, som du kun lige akkurat kan ane: Endnu ikke skyldig. Intet bevis overhovedet, ingen svar givet. Én gang til, længere ind, du er nødt til at svare. Vi prøver bare igen. Sådan forestiller du dig, at de vil tale til dig. Du forbereder dig på deres spørgsmål. Du sidder i cellen og skriver på papiret.

Du ved nu, hvad du vil sige, før du skriver det. For nogle mennesker er det omvendt, tænker du. De vil først forstå en tanke, når de har sagt den højt. 

Denne kvinde taler med sig selv, som vender hun sig bort fra resultatet, det behøver næsten ikke længere blive sagt. Det tænker du.

En vind kastes ind gennem tremmerne. Det er mørkt, men de fire vægge bølger allerede ganske lidt. 

Det er en fin dag, den mest utrolige i mit liv, skriver du. Det står klart, selvom dagen kun lige er begyndt. Jeg er vågnet uden den sædvanlige lyst til at løse nattens drømme. Det er en lettelse. Jeg tror, det startede allerede for et par dage siden, da jeg gik hele vejen hjem med tårerne trillende ned af kinderne. Aftenen var smuk, det ser jeg først nu. Jeg gik afsted med en næsten glemt energi. Da jeg kom til pladsen, den runde, gik jeg ikke hjem, men satte mig på en trappe to gader fra mit hjem og skrev på et papir, jeg havde haft i lommen: Øjet, der ser, at det har set for meget. De sorte tremmer for vinduet i et fængsel eller mønsteret i et smukt maleri. 

Når man går rundt i passagerne mellem husene, bemærker man det ikke, men et kort øjeblik kan man kan se, at man har talt i et blændværk (i blinde). At nogen engang for meget længe siden har fortalt én, hvad man skulle sige om det, man havde set.

Der er noget, der så gerne vil stråle uden lys. Der er noget, der gerne vil lyse uden at skulle stråle, der er noget meget let (næsten vægtløst), der gerne vil blive liggende.

Du taler højt med dig selv, mens du sidder i cellen og venter. Du skriver det ned. Du skriver ikke til nogen længere. Du skriver som efter en kendsgerning og uden interesse for resultatet.

Du skriver hårdt, men fuld af taknemmelighed.

Den lille kappe-klædte anklager vågede over dig om natten. Det husker du nu. Han sad på en stol ved din seng.

Hvad handler disse tekster om? sagde anklageren. Han knyttede sine hænder, men stemmen var kærlig.

–

En ny dag. Retssagen fortsætter. 

Forsvareren er træt. Han har åbnet båndet på sin kappe og vifter sig med en avis.

Tilskuerne i salen hoster ned i glasledningerne, som løber foran deres ansigter, og skriver på deres blokke. Forsvareren vender sig mod dem og slår ud med armene: I vakuum begynder vand at koge.

De beder den anklagede rejse sig op. Du rejser dig op, rankt, uden at svaje til siderne. Ej heller lige frem.  Du står bare rankt og siger: Engang var det nok at sige: Potato, potato my love, give it to me, more butter. De samme sætninger, igen og igen. Der var et hemmeligt sprog, som vi elskede. Så sætter du dig ned igen.

Tilhørerne retter på deres tøj. En høj tynd mand rejser sig og taler med en rumlende lyd. Det er et forvirret, sammenblandet, uspiseligt måltid nu, ordene. Tilhørerne sidder med sammenpressede læber og ånder tung gennem næsen. Det, den anklagede lige har sagt, bliver skrevet på tavlen. Stilhed. Alle ordene bliver skilt ad.

Nu rejser alle anklagerne sig højtideligt. En siger: En lodret søjle af lys kan observeres … Så går han i stå. Uro og mumlen. Anklagerne ser på hinanden. De har forberedt sig. Store bunker af papirer bæres frem. Men der er rod i papirerne, rækkefølgen er forkert. De prøver at bytte plads. Men anklageren, der talte, begynder at græde, han skjuler ansigtet i hænderne og siger: Jeg har bredt papirerne ud og set resultatet blive forkert. Jeg har ødelagt ved at forbinde. Jeg har tvunget forståelsen og bragt noget levende i knæ. 

Der er stille lidt. Forsvareren rejser sig for at bryde ind. Men den næste anklager afbryder ham og siger: I firkanten mærkede jeg, at jeg befandt mig dér, hvor jeg ikke var. Under jorden blændede mørket mig, men først da jeg trådte ud igen. 

Og en fjerde tegner en trekant på tavlen og vender sig frygtsomt mod tilhørerne: Hvis hjørnet står vinkelret på cirklen, hvilken vinkel findes så i buen, hvor de mødes?

Retssagen fortsætter på den måde, besværligt og langsomt, anklagerne taler og taler, men mest til hinanden. Ingen bemærker dig, den anklagede, længere, mindst af alle anklagerne. 

Forsvareren er anspændt, nu hvor der ikke kan gøres andet end at læne sig op ad væggen og se tilbage. 

Flere af tilhørerne har rejst sig og sat sig ned igen. Din ene sko hænger slapt over den anden, og skosnuderne vender i hver sin retning. I ventetiden forestiller du dig, hvordan den kvælende stilhed viger for noget andet, for en klar tone, som vil følge dig: stilheden vil ganske enkelt have udtjent sig selv og vil sammen med varmen opløse sig og blive til en lyd, der endelig kan høres.

Inden vi rejser os, vil rummet blive til et sugende vakuum, tænker du, en masse år vil samle sig i kø efter hinanden og begynde at opløse sig. Det foregående år sluger det følgende. Min fars hænder river papirstykkerne over. Han lærer mig matematik. Ligesom hans far lærte ham den. I et glimt holder min far øje med mig nede fra salen, som en hvilken som helst af tilhørerne. Minsandten ler vi, du er jo min. Så forsvinder han igen.

Kl 3.15.

Nu er det bare et spørgsmål om tid, siger flere af tilhørerne lavmælt til hinanden, men uden at dreje hovedet, så sætningerne opsamles foran dem og løber summende i et glasrør lige under næsen. Der hviskes nu i krogene.

Alle finder deres pladser, ingen sætter sig. Rummet glattes ud til kanterne i et hurtigt ryk.

Potato, potato my love, give it to me. More butter.

Det ser ud til, at ordene falder rigtigt, at dømme ud fra forsvarerens vidtåbne mund. 

–

–

–

–

PLADSEN

Byen jeg voksede op i var anlagt så mærkeligt. Jeg husker ingen fast størrelsen. Jeg ville ikke kunne beskrive dens form. Jeg husker bare ansigter bag vinduerne og støv. Altid støv. Og en stor åben plads, som jeg frygtede.

Der var en plads omkranset af huse og jeg kunne se ind af vinduerne.

Jeg ser på en lille dreng. Han ser på sin søster, som står ved siden af. De står ved et vindue. Hun ser på noget langt væk, uden for vinduet: en stor, rund plads, omkranset af huse. Han ser, at hun ser, hvordan de syge og gamle har sengetøj i deres kørestole i huset overfor og er blevet kørt hen foran vinduerne. Når deres øjne glider i, bliver de straks vækket. Det gentager sig. Pladsen er rund. Søsterens pupiller er ganske små.

Pladsen, byens største, er som et omvendt øje: sort af mennesker omkring en lille hvid ring af tomhed og allerinderst en skrøbelig og næsten usynlig bjælkeopsætning.

Fra vinduerne er centrum med rebet overhovedet ikke til at se, ikke engang med sammenknebne øjne. Den runde cirkel, den fremstrakte arm, jeg husker en tyrefægtning, jeg husker den gamle mands øjne.

Børnene har stået sammen og set over på de syge i huset overfor, men nu bevæger pigen sig ned på pladsen.

Jeg mærker, at jeg har set det hele før.

Tilskuerne på den ene side af den runde plads ser på tilskuerne på den modsatte side. De fleste slår blikket ned. I midten fører grove trapper uden gelænder op til en platform med et hul i gulvet.

Man kan se den anden side, når man står i cirklen, man kan se de andre, som ser tilbage. Det er umuligt at se et ansigt uden at risikere selv at blive set.

Drengens søster fortsætter forbi pladsen, og jeg kan ikke længere se hende.

Altid denne spinkle opsætning inderst, dér hvor man ventede at finde noget fast.

–

–

–

–

CIRKELBYEN

Byen, jeg voksede op i fødtes i ulykken, for en sommeraften blev I overtalt til at arrangere henrettelsen af V.

Da V’s hoved rullede, åbnedes noget varmt i I’s bryst, noget, som kom inde fra ham selv, havde sat sig i solens sted, og da byen samme år skulle have flere huse, veje og pladser, måtte arkitekten hver dag forbi I’s lille mørkerøde hus for at få skitserne godkendt, og en statue af ham selv blev bestilt.

På den måde gik det til, at C blev områdets eneste cirkelformede by. De halvmåneformede huse vendte ind mod en lille grøn plads, hvor henrettelsen af V i sin tid havde fundet sted. Et vandhul og fire bænke placeredes i cirkelform omkring statuen af I. På bjerget bag byen voksede de vilde haver, og en dag fandt man næsen og ørerne på bunden af det udtørrede vandhul. Statuen var ikke til at kende. Det var en advarsel, men ingen vidste fra hvem. Inden efterforskningen kunne tage sin begyndelse, flygtede I og tog sine tvillingedøtre med sig. 

Min far begynder at forme vores gelænders runde knopper, dem, man kan holde fast i, når man går ned og op ad trappen. Vi pudser dem med en stålbørste om søndagen. Tungen kan sidde fast på dem om vinteren. De smager af blod. På væggen tegner han haven, som han en dag vil anlægge. Den skal være firkantet, siger han. Linjerne tegner han med trælinealen. Når arkitekten kommer på besøg, drikker de mælk med whiskey. 

Vælg to faste tal, a og b, ler de. Vælg også et punkt. Dette punkt gentages ved at finde et nyt punkt. Fra dette ene punkt finder vi altså en hel serie. Snart breder haven sig ud i byen. Utålmodigheden brænder i huden, det lille to-tal der svæver over x’et betyder naturligvis, at x skal gentages med sig selv, og det er meget vigtigt. Jeg går op ad trappen. Alle vegne formindskes arealet fra gentagelse til gentagelse, og for anskuelighedens skyld har han også her malet områderne imellem linjerne sorte, så man kan se, hvordan afstanden hele tiden øges. Det er svært at komme op ad trappen. 

Far står i døren, I er vendt tilbage. Den hjemvendtes hår er hvidt, og vi ser, hvordan han flytter ind i et af de halvmåneformede huse ved den runde plads. Ingen tør nærme sig. Den gamle mands ryg er forslået og bøjet, men virker kolossal foran det lille hus. Han er næsten blind nu. Hvad er det, de hvide øjne ser, når det bliver mørkt?

Tvillingerne, der flygtede med deres far, før jeg blev født, sidder nu halvvoksne i græsset neden for statuen. De vil gerne hjælpe til med at bære karrene med det skvulpende vand, men får ikke lov. De taler ikke til os, men udstøder lyde, der kommer fra et sted dybt under deres fødder. Når de står stille, buldrer lydene op igennem dem, men trækker sig alligevel tilbage, lige før de når helt ud i luften. Kun engang imellem slipper en sætning ud og bliver til ord: Kartoffel kartoffel, my love, giv mig den, mere smør. De ser ud til at forstå hinanden. De griber ting ud af hinandens hænder. De løber hurtigt. Når de er færdige med at tale, løber de, så taler de, så løber de igen. Det er et sprog, fordi de synes at få det, de bad om tilbage. Take the train, not the bus, råber de pludselig. I will not take. I am. You stay. 

Dagen er sløv og fed af fugt, og vi bliver på vores terrasser og venter. Noget virker flydende i I’s rigt foldede ansigt, der er intet sort tilbage  i øjnene nu og ingen modstand. Han sidder på terrassen. Om natten skyder han mod bjerget, han skyder for at dræbe, siger far, da vi har spist og tørret os om munden. Fra dette ene punkt finder vi altså en hel serie, siger han. Arkitekten er hele tiden på vej. 

Så slukker han lyset og går tilbage til værelset med skrivebordet. Jeg kan ikke lade være med at læne mig mod glasset i ruden og se, hvordan I omhyggeligt vasker fødderne på terrassen og tørrer dem i et lille klæde, som hænger over stoleryggen. Øjnene ruller og søger op mod himlen. 

Byens indbyggere mødes i vores stue og beslutter sig, de giver hinanden hånden. Far trækker papirerne frem og tegner byens ruter i ringenes baner, byen burde være firkantet, forklarer han. De andre læner sig frem, stolene knirker, og der lugter af sved og røg fra stuen. Jeg har stået længe på trappen, hvor gelænderet ryster let, hver gang nogen rejser sig og sætter sig, og nu foreslår de hver især, at far melder sig til at gøre det, der nu engang skal gøres. I må dræbes. De giver hinanden hånden igen.

Da I’s hvidhårede hovede falder mod hullet midt på pladsen, mærker far noget varmt i brystet, han stopper op og ser ud over bjerget, hvor noget mørkt og bølgende strømmer ned ad siderne. Mor tager arkitektens frakke fra knagen, lad os nu følge opskriften, a=1,4 og b=0,3. Vi vælger et punkt og gentager fremad. Ligegyldigt hvilket punkt inden for billedet, vi vælger, fremkommer samme figur, vi ser tydeligt lagdelingen, resultatet af de gentagne strækninger og foldninger. Trappen ryster.

Alligevel vågner jeg næste morgen og har slet ikke sovet, jeg ser en ellipseformet, hvilende vandboble foran mig, den er hverken skarp eller blød, og jeg begynder at tegne. Vejene må bugte sig, når byen vokser. Jeg tegner brede, høje trin med kattens trekantede hoved på siderne. Mor står på trappen og ser ned på mig. I er død. 

Natten kan ikke forstyrres, kun kattene bevæger sig i dagslystempo. Alligevel begynder beboerne at male husene grønne, ét for ét; en by eksisterer ikke af sig selv. Den må have et navn, og den må have en farve, og den må have et menneske at blive til igennem. Ellers findes der ingen søvn i den. Hvad vil der ske med tvillingerne, vil de lære at tale? Jeg ligger i sengen, Mor fletter mit hår. Nedefra synes øjenlågene hævede og spændte. De boede jo i minen med I i alle de år, svarer mor, de var sammen med deres far i mørket, hvad var der at tale om? Ingen har gavn af to stemmer. Sov nu, beder hun. 

Udenfor hakkes de buede vægge om til skarpe hjørner, nu er husene firkantede. Jeg ser et hoved uden krop på et billede fra en snart glemt krig, hvor sne dækker vejene. Der er noget kød tilbage på overfladen, som vandet har trukket i fra hver side, så det er udspændt og lige ved at revne. Det synes vigtigt at vide, om det er en skulder, hovedet læner sig mod. 

Jeg sidder bøjet over papiret, så skyggen kan ses. 

Den ene tvilling er høj og mørk og mærkeligt støvet at se på, selvom huden er glat. Den anden tvillings ben er korte og stærke, håret lyst og huden rødlig. Alligevel er deres gangart ens, da jeg ser dem gå af sted, og jeg har svært ved at huske, hvem der er hvem. De begraver I ude ved grotten og bliver væk i flere nætter. Ingen tør nærme sig, da de snavsede og stirrende vender tilbage til byen. 

Den aften fanger de vores kat og bærer den under trøjen på skift. Ved mit bord bag vinduet tegner jeg dem i cirklen ved vandhullet, som straf driver jeg linjerne rundt som en lasso i en tyrefægterring. Jeg tegner vejskilte og stier til dyrene og et meget højt hus, der kan se ind over bjergets indre dale. 

Om eftermiddagen falder modet fra bjerget som aske, det sorte prikker i øjnene, og i den støvede dag går jeg ind i deres hus efter katten, men jeg opdager ikke andet, end at jeg for første gang er alene i et fremmed hus. Jeg sætter mig ved bordet i køkkenet. Risene er rensede og kedlerne vaskede, over ovnen hænger et net med kartofler, og der dufter stramt af en jordslået og sød tobak. Jeg ved ikke, hvad jeg havde ventet at finde, men ikke denne ro. På væggene hænger billeder fra underjordiske, mørke gange, en mines lange baner og gange og udsnit af cirkler. På hvert billede er tegnet små numre, der ser ud til at forbinde gangene og cirklerne i et stort underjordisk system, måske blot udsnit af en enkelt cirkel. På gulvet bag spisebordet finder jeg fire trekantede bjerge i akkurat samme størrelse; der er mørk, tung, fugtig jord, let, flyveklart sand, lyse, lerede, sprukne plader og brune klumper med småsten. De er formet af omhyggelige hænder, der holder af at adskille og arkivere, og jeg lader min hånd stryge hen over dem.

Da jeg samme dag træder tilbage ind i I’s køkken, er det mørkt udenfor. Den ene af søstrene venter på mig midt i rummet, hun står ret op, let svajende, lige ved siden af en stol. Jeg har aldrig set hende alene uden søsteren, og et øjeblik tror jeg, at hun vil begynde at tale, at adskillelsen fra søsteren vil give hende et sprog til gengæld. Men mørket har fanget alle lyde og givet dem til ilden i ovnen, der er ikke andet at gøre end at åbne hånden og lægge den lille bunke blandet jord på bordet. Hun dufter sødligt, da hun bøjer sig frem og ser de fire bjerges kaotiske sammenblanding falde fra min svedige hånd. Så tager hun min hånd og drejer den. Hun slikker den ren for jordbunkens støv, stryger mig over håret og vender sig så for at gå længere ind i huset. 

Jeg løber ud af det halvmåneformede rum og ned til vandhullet. Byens grønne vægges mange lag maling flyder ud i det sorte, og en statue med et ansigt, jeg kender så godt, selv i mørke, står færdig foran dem. 

–

–

–

–

EGET KONTOR

Du overlever ved at skrive sætninger for udenlandske firmaer. I et stykke tid går det fint.

Du løfter hver morgen papiret og lader det vifte i brisen fra vinduet, selvom der ikke umiddelbart er noget der skal tørre – blækket er stift og sikkert placeret langs de grønlige linjer, bogstaverne står fast. Du ryster papiret med to fingre.

I er allesammen i gæld. Det skriver du i din notesbog. I ved ikke præcis, hvem I skylder jeres liv. I ved bare, at I er i gæld. Alle begynder at arbejde. For et spansk køleskabsfirma skriver du Keep A Cool Head.

Du er ikke tilfreds med sætningen, men på det ugentlige fællesmøde insisterer direktøren på at fremhæve din indsats: Du har grebet øjeblikket, siger han meget højt udover forsamlingen og holder en lang pause udfyldt af et præcist placeret blik, Du har vist os, at vi må blive på vores poster.

Under den korte tale, han derefter holder, træder de omkringstående kollegaer automatisk et lille skridt tilbage, så du nu står i en halvmåne af ansigter, der langsomt lukker sig.

I din notesbog skriver du om aftenen: Som barn hviskede vi på skift til hinanden: Forlad os ikke, forlad os ikke her, og vi svarede altid: vi forlader os aldrig. Sådan talte vi sammen, indtil vi faldt i søvn. Men om morgenen sloges vi. Vi hviskede ondskabsfulde ting til hinanden, til vi begyndte at græde.

For det tyske tobaksfirma skriver du: Am Besten Wäre Es, Wenn Man Sich in Rauch Auflöst. (Det bedste er at gå op i røg).

Du er den sidste der går hjem om aftenen og den første, der kommer om morgenen. Du holder dig for dig selv. I begyndelsen svarer du dine kollegaer, når de taler til dig, på kontoret, i gangene, bag bordene. Men det bliver hurtig pinligt, den slags samtale alle ønsker at forlade, uden helt at vide hvorfor. I mellem billedet og mennesket findes en krig. Maven taler om død og ødelæggelse, men mit sprog har ingen erfaringer. Kun gigantiske, men næsten usynlige, fortællinger, kunne du finde på at sige. Mærkelige, abnorme sætninger. Men så lavt, at man næsten ikke kunne høre det.

Til sidst bliver du tavs. I vil have mig til at love, at det kommer til at give mening, tænker du, fuld af bekymring, men det bliver kun værre. Det bliver stille. Det bliver det samme igen efter at have været helt anderledes.

For det amerikanske brillefirma skriver du:

Spectated – Glasses That Gets You Seen.

Du får dit eget kontor og en stol, der kan dreje og vippe i rødt velour, og du skriver: At være et godt menneske. At være tæt på andre og forblive god (det onde dyrs umættelige godhed). Det forekommer mig lettere og lettere. Ligesom den stille ombordstigning i bussen i køen efter en lang dag på en besværlig rejse, ligesom bedstemor, der ventede på mig ved foden af trappen om morgenen. Vi tænker hvert vores.

–

–

–

–

EN HISTORIE I EN SKÅL

Du bliver indlagt d. 8. oktober om morgenen og kørt ind på en stue med grønne gardiner for vinduet og en hvid seng bag et falmet, blåt forhæng. To plejere hjælper dig på toilettet. Den ene vogter “indgangen”, den anden tager sig af “bagporten”. Ingen siger noget. Vil det gå hurtigt? Vil det være op til dig? Lydene fra gaden bag de grønne gardiner virker til at udfylde tavsheden, mens de forsigtigt ruller din krop fra side til side og tilsidst frigører skålen. Det der kommer ud, er ikke engang vand. Du bliver flov. De klapper dig på kinden, selvom du lader som om, du er i fint humør og flere gange smiler til dem. Vi prøver bare igen senere, siger de. Så lægger de en notesblok på dynen. Skriv lidt om dig selv, siger de.

De ruller hver dag med et par timers mellemrum din krop fra side til side for at frigøre lagnet og placere en skål, så det, du skal efterlade, kan samle sig i den. Men intet kommer ud. Du får lyst til at grine. Hullerne i ørkenen. De kigger op i dig.

Det gør ondt at være tømt, men det gør også ondt at være fyldt. Alt det, som mange andre uden besvær dagligt lader passere, må du først vise al din opmærksomhed, før det vil komme ud. Det er ydmygende. Men hænderne drejer dig i det mindste hver dag rundt, indtil stuens yderste linjer farves hvide i kanterne. Lagnet spændes og det hvide sluger farverne og spytter dem ud i blink. Blændende hvid dyne, hvidt lagen, hvidt håndklæde, hvide handsker, hvidt i plejernes øjne. Det er på en måde smukt.

Du ved hvad de tænker. Du ser deres koncentrerede ansigtsudtryk. De bøjer sig over sengen, de rykker i lagnet fra hver deres side, de ser bekymrede på hinanden. Du ville gerne kunne sige noget, for at lette stemningen. Du ville gerne undskylde eller få dem til at le ved for eksempel at sige: Mit sprog har ingen sammenhængende historier. Kun disse mærkelige, abnorme – men usynlige – og helt umulige rester, der ikke så let kommer ud. Det beklager jeg.

Og de ville forhåbentlig stå med den blanke, tomme skål i hænderne og le.

–

–

–

–