..

Aloïs Simon (1933-)

Simon blev født i København men flyttede i 50’erne med sin familie til Frankrig. Her voksede hun op omgivet af dyr på familiens gård. Efter at have arbejdet med film i sin tidlige ungdom besluttede hun at hellige sig skriften. Efter 20 års arbejde med at skrive og to små udgivelser, besluttede hun at gemme alt, hvad hun skriver til efter sin død. Hun giver her et sjældent interview, da tiden måske snart er inde.

Paris, Marts 2026

Interviewer (INT): Jeg er så glad for, at vi kan tale sammen i dag. Hvorfor sagde du ja til at tale med mig i dag, tror du, når du nu har afvist det så mange gange før?

Aloïs Simon (AS): Jeg ville også gerne have talt med dig tidligere, men jeg havde ikke noget, der skulle siges. Jeg ville gerne mødes, men havde ikke noget at mødes med. Det er ofte misforståelsen. Det handler ikke om manglende lyst, men om ikke at vide, hvordan og hvorfor. Og ikke at vide, hvordan jeg skulle beskytte mig selv, tror jeg.

INT: Beskytte dig selv mod hvad?

AS: Mod mig selv, mest af alt, tror jeg. Jeg ville for meget; det kan være farligt. Jeg vidste, at du sikkert havde mange spørgsmål til mig, som jeg ville elske at besvare, samtidig med at der ikke var noget der skulle siges. Sådan burde det ikke være.

INT: Så du burde ikke elske det?

AS: Det, jeg mener, er, at det burde komme fra et andet sted. Ikke ud af ensomhed eller desperation eller ren selvfornøjelse. Og på de tidspunkter var det, hvad jeg følte mere end noget andet. For jeg var meget ensom. Og jeg følte mig meget desperat i størstedelen af ​​mit liv.

INT: Hvad har ændret sig, tror du?

AS: Det ved jeg ikke endnu. Jeg har det bare lidt anderledes nu. Jeg ved, at jeg ville have sagt de her ting, jeg kommer til at sige til dig, på den ene eller anden måde, snart. Fordi de er klar til at blive sagt, og de har dermed næsten ikke noget med mig at gøre længere. Vil du stille mig dit første spørgsmål?

INT: Okay, det vil jeg gerne. Men det er også interessant at høre om de ting, vi lige er begyndt at tale om.

AS: Måske vender vi tilbage til det. Jeg vil gerne starte et andet sted, hvis det er i orden.

INT: Ja, selvfølgelig. Mit første spørgsmål var ret enkelt – måske banalt. Naivt. Jeg ville spørge dig om dette: Findes der frie kunstnere? Og føler du dig fri som kunstner, fordi du ikke har taget på dig at være det offentligt?

AS: Både ja og nej. Jeg kan godt lide dit spørgsmål, selvom det er ret umuligt. Tak. Lad mig tænke mig om et øjeblik… (stilhed i 10 minutter. Udenfor stopper en bus, sætter nogle mennesker af og kører videre. Aloïs ser efter den). Jeg prøver at tænke over, hvor jeg skal begynde. Sagen er, at ingen kunstnere naturligvis er helt frie – den slags findes ikke – så lad os først lægge det til side, én gang for alle. Ingen fuldstændig frihed. Så kan vi gå videre til, hvor der efter min mening er mest mulig frihed i mit liv. Det er et godt spørgsmål, for svaret er aldrig det samme. Hvis du spørger mig i morgen – måske endda i aften – vil det være anderledes. Måske vil det være det stik modsatte af, hvad jeg fortæller dig nu. Det er, hvad frihed er for mig: Den eksisterer ikke, for den er bare luft, tomrummet mellem væggene eller møblerne i det rum, du beboer. Det tog mig mange år at indse det. Da jeg for eksempel var indlagt på psykiatrisk afdeling, følte jeg mig meget fri. Jeg kunne ikke bare forlade rummet – jeg var måske ikke spærret inde, men jeg skulle bede om lov til at gå ud – og helt ærligt, så var friheden bestemt også til stede dér. Jeg har hørt det samme fra folk, der har siddet i fængsel. Så frihed eksisterer bestemt også i indespærring. Men jeg mener også rummet som noget symbolsk. Som noget, der hele tiden kan ændres og flyttes rundt på men altid afgrænser noget.

Det fører mig til en vigtig skelnen – i hvert fald i mit hoved: mellem fysisk frihed og psykologisk og mental frihed.

Som kunstner, og som ethvert andet menneske, vil jeg altid mene, at den mentale frihed er den vigtigste. Den mentale frihed er friheden til at tænke blandt mennesker, den psykologiske frihed er friheden til at tænke overfor sig selv. Så det er dem, jeg vil fokusere på. Man kan naturligvis også sige meget om fysiologisk frihed, og de tre former hænger helt klart sammen på mange punkter. Men jeg er nødt til at fokusere på det andet først. Behovet for psykologisk og mental frihed. Friheden til at tænke og gøre, hvad man vil. Med “gøre” mener jeg at udtrykke sig overfor mennesker, for vi taler jo om kunstnerlivet. Senere vil jeg igen komme ind på min skelnen mellem psykologisk frihed og mental frihed. Det er nok det, jeg har søgt mest efter i mit liv: ytringsfrihed overfor mig selv og andre mennesker. Og jeg har også været så besat af det, at min søgen efter frihed paradoksalt nok blev til et fængsel – mentalt set. Jeg er, som tidligere nævnt, ikke fremmed over for psykiatriske afdelinger, og årsagen til, at jeg måtte derhen nogle gange, skyldtes – tror jeg – delvist de ekstreme måder, jeg udforskede mental frihed på. Jeg har mentalt befundet mig steder (i mig selv), hvor der – selv inden for frihedens rammer – opstod områder, hvor friheden ophørte med at eksistere; derfor ved jeg, at der ikke findes noget, der hedder ren frihed. Den må nødvendigvis rumme så mange andre ting for at være det, den er.

Men lad mig begynde med livets praktiske sider. Jeg skrev i ubemærkethed i 10 eller 15 år. Ikke i stilhed, for jeg delte det af og til med venner og fagfæller – og indimellem med en tilfældig, uinteresseret forlægger – men jeg var fuldstændig usynlig. I den forstand, at jeg ikke fik udgivet noget. Jeg ville gerne, men jeg kunne ikke finde nogen, der var interesserede. Jeg nægtede dog at ændre min måde at skrive på. Min tid i filmverdenen var lidt anderledes – det kommer jeg ind på senere – men også dér var der tale om en kamp for ytringsfrihed; her var der ganske vist folk, der udviste en vis interesse, men inden for film skal man kunne forklare, hvad man vil lave, før man kan få finansiering, og jeg kunne ikke forklare noget som helst. Jeg kunne vise visse ting, men de forklarede ikke meget. Jeg fornemmede, at dem, jeg talte med, forventede noget, jeg ikke var indstillet på at levere. Så jeg valgte en anden vej. Jeg troede, at total isolation ville hjælpe. Jeg lagde langsomt alt bag mig og sagde nej til alting. Men det er en anden historie. Jeg ville blot forklare, at jeg i begge verdener – både med mit forfatterskab og mine film – på en eller anden måde ikke kunne gøre mig forståelig. Og det gjaldt ikke kun den såkaldte kunstverden, etablissementet og så videre. Mine fagfæller og venner forstod det heller ikke altid. Og det er i orden; de burde faktisk være kritiske. Jeg tror ikke på venskaber mellem kunstnere. Jeg tror på, at man kan dele en så stor kærlighed til kunsten, at man begge drages mod den, og dér kan finde hinanden. Men kærligheden til kunsten kommer altid i første række. Efter min mening. Men ærlig talt havde jeg meget svært ved at finde kolleger, der havde det på samme måde. De satte venskabet først. Det gjorde jeg vist også selv til tider. Men jeg endte altid med at såre dem, at skuffe dem. Jeg er ikke stolt af det. Jeg måtte lære at finde mig til rette i en ekstrem ensomhed. Jeg savner disse venner og kolleger meget. Sådan gled jeg ind i anonymiteten – og det var en sand anonymitet, for jeg var også nødt til at tjene penge, så jeg arbejdede som gartner og kontorleder. Min kunst lå helt skjult for andre i de år. Og på en måde var det virkelig en total frihed. Ingen tvang mig til at ændre så meget som et afsnit; ingen gik op i det. Ingen havde brug for noget fra mig. Jeg ramte en dyb depression, da friheden en dag forsvandt derfra. En dag gik det op for mig, at jeg måtte søge andre steder hen. Jeg indså, at frihed ikke er noget smukt i den forstand, at den også gør vanvittigt ondt. Det var smertefuldt at give slip på mit ego; var jeg overhovedet kunstner og forfatter, hvis jeg aldrig havde udgivet en bog eller en spillefilm? Jeg led virkelig i de år, selvom friheden var til stede i begyndelsen. Og da lidelsen aftog, var jeg pludselig ikke længere fri nok. Det var mærkeligt. Det gik op for mig, at friheden ikke længere var der, fordi smerten heller ikke var der mere; det kom virkelig bag på mig. Nu skulle friheden findes ude i det åbne, i det at give slip. I at lade folk se mig, tror jeg nok. Det var en anden form for frihed. Så nu har vi talt om anonymitetens frihed og friheden ved at blive set. Friheden ved ikke at tale, og friheden ved at tale.

Men før vi går videre er jeg nødt til først at definere, hvad jeg mener ordet kunstner betyder. Jeg tror måske det også er derfor, jeg har lagt afstand til denne her slags samtaler før. At jeg altid bliver forvirret over min samtalepartners brug af de begreber vi taler om. En samtale synes umulig for mig, hvis ikke de begreber, vi taler om, defineres. det er som en slags samtalens ordbog. Og den må gennemgåes hver gang. For mig, lige nu, er kunstneren den der vier sit liv til kunsten, forstået på den måde at den bliver et udestående med livet. Det kan være i kortere eller længere perioder af et liv, men den må være intens. Jeg ved, jeg vil møde kritik for dette, da det lyder som om jeg forherliger en kunstertype, hvor målet altid helliger midlet og hvor det meste af verdens goder skal forsages. Sådan mener jeg det ikke. Men jeg tror ikke vi kommer udenom at friheden til at lave kunst er fuld af store afsavn. Og jeg tror ikke på at man kan få det hele. Kunstneren kan lave værker som også kan kritisere selv nære venners værker. Kunstneren kan lave værker, som vokser ud af en usynlig verden, ikke kun den synlige. Kunst kan ikke ændre den synlige verden. Kunst kan måske først forstås om 100 år. Kunst er også grim. Kunst går altid andre steder hen, end der hvor folk samler sig.

Nu vil jeg gerne fortælle lidt om den psykologiske frihed. Jeg kæmpede nemlig med mig selv i mange år. Og lavede meget lidt. Eller det blev dårligt. fordi jeg led. Jeg lå under for mine følelser i en grad der gjorde mig desperat. Så mens jeg langsomt skabte frihed mentalt (dvs kunsterisk frihed) så tog en ny kamp form. En ny frihedskamp. Og det gik op for mig, at der er aldrig en tid uden kamp. Det er den største illusion. Må jeg spørge dig om noget?

INT: ja.

AS: hvorfor ville du gerne spørge mig om frihed? Hvilken frihed tænkte du på, da du spurgte? du tænkte nok på din egen forestilling om frihed?

INT: ja, det gjorde jeg nok. Jeg tænkte på, at du virker fri på mig. I en grad der næsten skræmmer mig.

AS: hvad vil det sige?

INT: Du virker på en måde nervøs overfor livet, det forstår jeg. og ser. men du virker også løsrevet fra noget, jeg ikke kan sætte ord på. Fritsvævende.

AS: det lyder ikke rart . Men jeg forstår hvad du mener, tror jeg. Hvad er frihed for dig, lige nu?

INT: lige nu ville det vel være at kunne tale med dig uden frygt. Senere i dag ville det nok være at kunne skrive denne artikel som jeg ønsker den, ikke som min chef ønsker den.

AS: der er også en anden frihed, jeg har tænkt meget på på det seneste. Friheden efter et dødsfald. Ikke ens egen død, men dem tæt på én. Det er svært at tale om, fordi det hurtigt lyder mærkeligt at forbinde en positiv ting som frihed med andres dødsfald. Men for nyligt døde min kat. Jeg elskede min kat. Og jeg savner ham. Men jeg følte også en underlig kraftfuld frihed, da han var død. Og det tror jeg faktisk også jeg vil gøre med de mennesker, jeg elsker. Og det vil ikke være fordi jeg ønsker de skal dø, og jeg vil savne dem og græde meget. Men måske er det rigtigt at tænke at der faktisk frigives noget plads ved et dødsfald. Og plads er også frihed. Du skubbes fremad på en vej, men den dødes styrke i ryggen. Jo flere du har mistet, des større rum at bevæge dig i og des større kraft at gøre det med.

INT: det har jeg aldrig hørt nogen sige.

AS: nej og måske er det også kun forfattere der kan tale sådan. For jeg tror, at mange kunstnere og forfattere elsker meget højere i afstanden og savnet end de kan i levende live overfor et andet menneske. Det er min erfaring.