quentinbohr-rgxdw

/ bquentinbohr@gmail.com

..

Anonymous (1990-)

Blev født i Malmø i Sverige og flyttede som 16-årig alene til Danmark. Har siden skabt kunst som anonym kunster, har blandt andet skabt en række portrætmalerier af hunde, som hun hængte op foran de største gallerier i København. Redaktionen blev bekendt med hende, da hun blev arresteret for at bryde ind i et privat hjem for at destruere det billede, en tilfældig forbipasserende havde taget af hende. Det blev en historie i nyhederne. Har i snart 4 år skrevet på sin første bog, som handler om at ville undgå nogensinde at blive fotograferet. Hun er ikke lykkedes med at finde et forlag, der vil udgive den endnu.

uddrag: Da hun drejede om hjørnet og ned mod metrostationens nedgang, så hun, at han tog billedet. Hun så ned i jorden, kneb øjnene sammen. Hun krummede ryggen. Hun mærkede et lille usynligt lysglimt. Da hun så op, var telefonen, han havde holdt op i luften, allerede ved at dale langsomt ned igen. Han så på den, og igennem den noget andet: hende, fanget. Men også noget mere. Noget nyt, som hun aldrig ville kende. Han så tilfreds ud. Hun så væk. Men hun fornemmede hans hænder, der holdt om telefonen, som havde to store kameraer øverst. Hun fornemmede hans hænder stramme om telefonen, for ikke at tabe den. Hun vidste at hans tommelfinger måtte være helt spændt nu, for at holde telefonen fast, mens det yderste af fingeren kunne trykke på skærmen. Han stod lidt sådan, lænet over sin telefon. Folk gik forbi ham, i en bue, uden grund. Han tog med begge hænder om telefonen og bøjede sig over den, armene lige ud for sig. Men to fingre lavede han en glidende bevægelse på skærmen. Han zoomede. Hun mærkede sit hår blafre. Hun mærkede sin læbe mellem tænderne. 

Interviewer (INT): dette skrev du for 4 år siden. Du proklamerede da, at du ikke længere ville acceptere at blive fotograferet. På gaden, af venner, institutioner. I det hele taget. Hvordan er det gået?

Anonymous (A): Det er ikke gået så godt. Men det er værd at forklare lidt nærmere.

INT: Ja. Først og fremmest tak for at ville mødes. Jeg har tænkt på dig siden, jeg læste om din arrestation.

(A): tak. Jeg kæmper stadig for at få slettet det billede, aviserne bragte af mig. I det mindste røg jeg ikke i fængsel dengang.(A griner kort og tørrer sig over øjnene. Ser træt ud).

fortsættes..

–

Anonymous (1990–)

Born in Malmö, Sverige, she moved to Denmark alone at the age of sixteen. She has since made art as an anonymous artist, among other things she has created a series of portraits of dogs that she hung in front of the major galleries in Copenhagen. This editorial team became aware of her when she was arrested for breaking into a private home. She claimed it was in order to destroy a photograph a random passerby had taken of her, and it became a story in the newspaper. For nearly four years, she has been writing her first book, which is about trying to avoid ever being photographed. She has not yet succeeded in finding a publisher willing to publish it.

Excerpt: As she rounded the corner and headed toward the metro station entrance, she saw him take the picture. She looked down at the ground, squinting. She hunched her shoulders. She felt a tiny, invisible flash of light. When she looked up, the phone he had held up high was already slowly descending. He was looking at it, and through it, at something else. Her—captured. But also something more. Something new, that she would never know. He looked satisfied. She didn’t look at him. But she could sense his hands gripping the phone, which had two large cameras at the top. She could feel his hands tightening around the phone so as not to drop it. She knew his thumb must be fully tensed now to hold the device steady while the tip pressed against the screen. He stood there for a moment, leaning over his phone. People walked past him, giving him space. He held the phone with both hands and bent over it, arms extended straight out. He made a sliding motion on the screen with two fingers. He was zooming in. She felt her hair fluttering in the wind. She felt her lip between her teeth.

Interviewer (INT): You wrote this four years ago. At the time, you declared that you would no longer agree to be photographed—whether it be on the street, by friends, or in institutions. How has that gone?

Anonymous (A): It hasn’t gone very well. But it’s worth explaining a bit more.

INT: Yes. First of all, thank you for agreeing to meet. I’ve been thinking about you ever since I read about your arrest.

(A): Thanks. I’m still fighting to get the photo the newspapers published of me deleted. At least I didn’t end up in prison back then. (A laughs briefly, then wipes her eyes).

to be continued…